Superhorror - Italians Die Better

Italians Die Better

· Udkom

Type:Album
Genrer:Glam, Punk
Antal numre:11

Officiel vurdering: 4/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Skøre navne og skrækpunk

Superhorror er et italiensk band, der klassificerer sig selv som horrorpunk, en genre, de fleste forbinder med pionererne Misfits og deres tunge sminke og makabre tekster. Kigger man på medlemmernes kunstnernavne, ligner de dog mere noget hen ad start 00’ernes post-matrix industrial-fikserede rock. Forsanger Edward J. Freak, bassist Mr. 4, guitaristerne Jimi og Didi Bukz og trommeslageren Franky Voltage kunne sagtens have hentet inspiration til deres navne hos eksempelvis Rob Zombie eller Marilyn Mansons skiftende line-up af musikere. Inspirationen ses da også på albumcoveret, hvor alle medlemmer står sminket næsten til uigenkendelighed. Men nok om det visuelle og eventuelle spekulationer, lad os kigge nærmere på det, der gælder, nemlig selve musikken. 

Solid guitar i svingende glam

Albummet starter med krigstrommer og en strygersektion, der nemt kunne få det til at lyde som starten på et Dimmu Borgir-album, men her dør den symfoniske del også kort efter. Vi bliver hermed mødt af den energiske “Italians Die Better”. Tempoet er højt, på trods af at riffene er simple og lettere forudsigelige. Med andre ord er det altså en meget standard punk sang uden det store ståhej eller for mange dikkedarer. Forsangeren synger med et mix af den hooliganlignende vokal fra Dropkick Murphys-sangeren Al Barr og den mere diskante, lavmælte skrigende vokal fra Alexi Laiho fra Children of Bodom. Dette fungerer som sådan ganske udmærket til at starte med, men bliver hurtigt et af albummets svagheder, da man hurtigt opdager, at Edward J. Freak er lidt af en “one-trick pony” og altså ikke rigtigt viser andre sider af sin vokal frem. 

Det skal dog siges, at han forsøger sig med en mere tør og følsom vokal på sangen “Die As You Are”, men her opdager man hurtigt, at skønsang og artikulering ikke just er hans spidskompetence. På samme måde har han også en kende svært ved at få de højeste toner til at lyde helt til perfektion i den ellers ganske udmærkede glamrockende “Sultans of Sin”. Og apropos glamrocken skal guitaristerne have en kæmpe ros for deres sans for riff og sleazyness, da dette er nogle af albummets stærkeste træk. Lige netop derfor har jeg mere lyst til at definere dette som en glamplade, da der som sådan ikke er mange punksange at komme efter, og da det langt hen ad vejen er de mere glaminspirerede sange, der lyder bedst i mine ører. Det er blandt andet disse riff, der giver “Sultans of Sin” og “L2D” deres umiddelbare simpelhed og charme. 

Med ærlighed kommer man længst 

Superhorror er ikke nyskabende og er ærligt talt heller ikke voldsomt tekniske musikere, men hvad de til tider mangler i kvalitet, gør de op for med simpel charme og spilleglæde. Bandet gør eksempelvis selv opmærksom på, at de ikke ligefrem er et skridt foran i metalgenren i deres sang “Average Horror Band”, og denne form for selvindsigt og ærlighed lader i hvert fald bandet stige et hak i min bog. Det skal dog siges, at der ikke er meget horror over bandets musik, da de spiller den meget sikkert og heller ikke benytter synderligt makabre/uhyggelige tekster. Punken er stort set også kun til stede på albummets titelnummer, så jeg ville mene, at det meste af pladen falder bedre under kategorien heavy/glam. Selvom det meste af musikken er ret ordinært, vil jeg dog stadig gerne rose sangene “Goat” og “Six Feet Above Ground”. Der er altså dermed også sange af høj kvalitet på pladen, som jeg er sikker på at vende tilbage til det næste stykke tid. Problemet er mest, at pladen ikke helt formår at holde lytteren fanget, da der er ret mange sange, der desværre ikke når det niveau.

Tracklist

  1. Italians Die Better
  2. Average Horror Band
  3. Sultans Of Sin
  4. Happy Dead
  5. Goat
  6. Die As You Are
  7. Six Feet Above Ground
  8. L2D
  9. Haitian Rhapsody
  10. Graveyard Dolce Vita
  11. Pensiero Violento (Bonus – feat. Irene Viboras)