Name your character

Har man nogensinde prøvet at spille et større, ældre online-rollespil, så ved man, at det kan være en prøvelse på niveau med de 12, Herakles skulle igennem, at finde et godt navn. Og hvis man kigger på, hvad mange bands efterhånden godtager som et navn, ja, så må vi erkende, at vi lever i kompromisets tidsalder. Jeg forventer snart en aften på Stengade, hvor Armprut, Tarmslyng, Fodvorte og Benspjæt spiller op til dans.

Jeg skal da blankt erkende, at 'skræmsel' ikke er et ord, jeg har stødt på mange gange før – jeg tror faktisk ikke, jeg kan erindre at have set det ord stå uden forled ‘fugle’. Men ikke desto mindre, så er Skræmsel simpelthen et spritnyt band/soloprojekt, som beskriver sig selv som 'melodic black/gothic metal with Danish lyrics' – det lyder jo, på papiret, spændende nok. Men hvordan lyder det så, når det kommer ud af højtalerne?

Fed spade, tynd lyrik

Bag Skræmsel finder vi Peter Haaber, som også er at finde i danske Art of Sin – et band, der er meget glade for Rotting Christ. Men i Skræmsel står Haaber helt alene, og inden den reelle kritik indtræffer, vil jeg gerne pointere, hvor sindssygt sejt jeg synes det er, at en herre på de 50 springer ud som black metal-soloartist – det er sgu ret trve. Man kan dog godt høre, at det her er et soloprojekt.

Albummet er, overordnet, charmerende nok, men herre jemini, hvor det dog også spænder ben for sig selv – igen og igen. Haaber selv beskriver bandet som et melo-black-goth-projekt, men der må jeg altså erklære mig uenig. Grundlæggende lyder det nu lige så meget som en omgang melo-død tilsat alverdens lirumlarum som keyboards, gyserfilms-lyde og diverse shredguitar-soli, som i øvrigt er ganske fremragende, om end lidt malplacerede nu og da.

Det er nok vokalen, der er det mest blackede ved hele projektet, som mestendels lyder som en kombination af SepticFlesh, Sylvatica og Nightwish, og det er der altså ikke ret meget black metal over. Apropos vokalen, ja, så er det den absolut største hæmsko ved albummet. Den er skruet alt for højt op, og man kan godt høre, at det er første gang, Haaber forsøger sig som ekstremmetalsanger. Vokalen er både anstrengt og forceret, og lyrikken, som man virkelig kan høre qua volumen, minder mestendels om nogle digte, en vred teenager har skrevet. Derudover, så er dansk bare ikke et godt sprog til denne her slags bøhmands-metal, der er simpelthen for meget Bamse og Kylling over det.

Der er dog lyspunkter at komme efter, for al kritik til trods, så er Haaber en ganske habil musiker, især når det kommer til guitarsoli – her brillerer manden virkelig. Det er umuligt ikke at få ståpels af guitararbejdet på ”Så Ond Indeni”, ”Hvileløs” og ”Sidste Nat Før Intetheden” – det er bestemt ikke black-noget-som-helst, men det er virkelig fedt, så der kipper vi bestemt med hatten.

Men er der haab?

Sidste nat før intetheden er bestemt intet mesterværk, og det er heller ikke nogen skjult skat. Det er ganske tydeligt, at Skræmsel er et rendyrket hyggeprojekt lavet af en dygtig musiker, som så desværre hverken er jordens dygtigste lyriker eller sangskriver – eller genreekspert. Det er dog en sjov og charmerende omgang, og man kan mærke, at Haaber har elsket hvert et sekund af produktionen. Ligeså kan man mærke hans dedikation og stolthed – og misforstå mig ej, det er fedt at kunne mærke passionen. Det er da også en ganske sjov skive, og ydermere er den dejligt udansk, hvilket også er utroligt rart. Men der er stadig et ocean af begynderfejl, charme og fed spade til trods.