Sepultura - Kairos

Kairos

/ Warner Music Group · Udkom

Type:Album
Genrer:Thrash metal, Thrash metal
Spilletid:53.09
Antal numre:15

Officiel vurdering: 4/10

Brugervurdering: 6/10 baseret på 1 stemme.

Sepultura har ikke været det samme siden Max Cavalera forlod skuden og det har generelt været en sløj omgang bandet har udgivet de sidste mange år. "Dante XXI" var en kærkommen positiv overraskelse, og med "Kairos" havde jeg da håbet at bandet kunne finde noget af det samme niveau. Desværre er det ikke tilfældet, og i forbindelse med udtalelser om det nye album har der også været lige lovlig mange forsøg på at forklare det lyriske koncept og noget mindre fokus på at forholde sig til det musikalske og det bør for det meste få alarmklokkerne til at ringe.

Det kan godt at være det lyriske koncept er gangbart, men det ændrer ikke ved at det er overordentligt mange musikalske ligegyldigheder, der bliver serveret i løbet af albummets mere end 53 minutter. Specielt de små halv-minutters intermezzoer er overordentligt ligegyldige, Musikalsk lyder Sepultura som på de seneste par albums med nogle få afstikkere til noget der kunne minde om overskudsriffs fra "Chaos A.D" (hør blot "Relentless" ud). Men både forsøget på at imitere materiale fra en æra, hvor Max Cavalera var med i bandet, og forsøget på at stå på egne ben, fejler på "Kairos". Ideen med at bygge sangene op omkring forholdsvis simple riffs og vokal-hooklines er god, men det lyder simpelthen for halvhjertet og Derrick Green mangler endnu at bevise at han har den rette karismatiske stemme til at hæve Sepulturas sange til et højere niveau.

Lyspunkterne på albummet er "Dialog" og "Embrace The Storm", trods nogle lidt enslydende vokal-hooklines, men overordnet kæmper Sepultura med "Kairos" for at berettige bandets relevans på scenen i dag – og taber. Coverversionerne af Ministry-nummeret "Just One Fix" og Prodigy-tracket "Firestarter" er ganske overflødige og grænsende til det rædderlige i sidstnævnte tilfælde. Men det betyder jo så desværre også at Sepultura synes man skal kaste sig over en omgang forfejlet industrial på "Structure Violence (Azzes)" – og det ender desværre med at lyde lige så krampagtigt, som man kan forestille sig.

"Kairos" imponerer ikke og vil ganske givet ryge i glemmebogen i løbet af meget kort tid.