Ud i naturen
Er det noget under, at menneskeheden har opfundet en indadvendt pseudoåndelighed, når ingen af os har oplevet vild natur? Hvor skal man lede efter guddommelighed, når sanserne partout overvældes af den mondæne menneskelighed; mursten og master, marker og maskineri? Alexander von Meilenwald, hjernen bag The Ruins of Beverast, er et af få mennesker, som ikke alene har fraskrevet sig menneskereligionen, men som også søger at genindsætte naturen som muse. Projektets nyeste album er tituleret The Thule Grimoires, hvilket for det første rummer en ode til en af naturens sidste tilbageværende fæstninger mod den selvbestaltede guddom… og for det andet et løfte om påkaldelse af større kræfter.
Atmosfærisk surrealisme
Der findes sikkert ingen kortfattet beskrivelse, som kan gøre TROB’s musik fyldest. Ønsker læseren ikke at slå sig til tåls med mit forsøg, må man forlade sig på at lytte efter selv. Stilen er, løst beskrevet, en blanding af atmosfærisk black metal og doom tilsat elementer af elektronisk musik, som bidrager til en surrealistisk, til tider psywave-inspireret lyd. Vokalen tæller både lyse og dybe growls samt højtidelig ren sang og messen, hvortil man i øvrigt kan føje adskillige samplede stemmer. Rytmeguitaren bibringer musikken en dyb rumlen, som undertiden får følgeskab af en melodisk guitarstemme. Jeg vil nødig kommentere The Thule Grimoires set i forhold til tidligere udgivelser – så velbevandret er jeg ikke – men blot bemærke, at musikken her vitterlig lyder af åbne, solbeskinnede sletter kombineret med frysende polarvinde.
Åbningsnummeret, ”Ropes Into Eden”, bringer de elektroniske elementer helt frem i albummets indledning, før musikkens barske kerne af nedstemt rytmeguitar, blastbeats og voldsomme growls introduceres. Trods det synes jeg, sangen som helhed giver en ujævn begyndelse på albummet, idet den foretager nogle drastiske skift undervejs og ikke formår at forbinde de individuelle stykker. Straks bedre går det i opfølgerne ”The Tundra Shines” og ”Kromlec’h Knell”. Førstnævnte retfærdiggør titlen med en lys og majestætisk lyd skabt af durtoner fra et elorgel, hvorefter der følger en tvetydig vekslen mellem dur- og moltoner fra guitarerne. Disse toner giver sangen materiale, som kan genkaldes sidenhen, hvilket sammen med indledningens trommerytme skaber den sammenhængskraft, jeg savnede i åbneren. ”Kromlec’h Knell” går en anden vej og etablerer et genkendeligt hook, som agerer forankring for sangens senere udfoldelser. Rent tematisk står nummeret med ét ben i dødsdoom og det andet i durtonet rock, og undervejs lægges vægten skiftevis på det ene og det andet ben.
Efter et psykedelisk åndehul i ”Mammothpolis”, som har karakter af et lidt for langt mellemspil i mine ører, falder tusmørket på med ”Anchoress in Furs”. Ligesom ”Kromlec’h Knell” førhen skaber sangen et genkendeligt omkvæd, men denne gang med en højtidelig klagen. Endelig blæser ”Polar Hiss Hysteria” en barsk storm op, som for alvor griber lytteren, før den giver plads til den massive fjorten minutter lange afslutning, ”Deserts to Bind and Defeat”. Fra begyndelsen tegner sangen et billede af mørk ødemark så langt, øjet rækker, hvorefter von Meilenwald trækker i alle stilens registre af doom, black, atmosfære og frem for alt: dramatik. Endelig sænkes farten til fuldt stop, og albummet rundes af med en højtidelig påkaldelse.
Fordybelse for fanden
Opbygning er det vigtigste element på The Thule Grimoires, og på næsten hver sang lykkes det von Meilenwald at skabe et betagende klimaks. Samtidig er det så godt som umuligt at finde en stil magen til The Ruins of Beverast, det nærmeste værende inden for ”natur-mod-menneske”-tematikken. I tråd med tidligere album er The Thule Grimoires en ordentlig mundfuld, men størrelsen befordrer en grad af historiefortælling, man kan fordybe sig i – langt mere end jeg har gjort ovenfor. At de enkelte stykker så rent faktisk lyder godt, virker som en glædelig sidegevinst i den sammenhæng. Hør The Thule Grimoires for stilen, for temaet, for sangskrivningen og for fanden.