Rivers Of Nihil - Where Owls Know My Name

Where Owls Know My Name

· Udkom

Type:Album
Genre:Progressive Death Metal
Antal numre:10

Officiel vurdering: 6/10

Brugervurdering: 9/10 baseret på 1 stemme.

Tredje gang, lykkens gang?

Rivers of Nihil har nu lavet tre plader. Den første, The Conscious Seed of Light, fik en mildest talt loren modtagelse. Den anden, Monarchy, fik en bedre modtagelse, og folk begyndte nu at snakke om Rivers of Nihil som nogen, man burde give en chance. Nu er kvintetten fra Pennsylvania klar med album nummer tre, nemlig Where Owls Know My Name. Den første single, “The Silent Life”, gør det ret tydeligt, at bandet har været klar på, at der altså skulle ændres nogle ting i grundformen, hvis de skulle op at høste seriøs ros. Der er kommet smæk på idéen om, at der skulle introduceres nogle progressive elementer… og en saxofon! Det lyder måske spøjst, men faktisk gør det, at nummeret får et lækkert Pink Floyd-agtigt mellemstykke. Efter det virkeligt spændende nummer, som også er det første rigtige nummer på pladen, bliver man hurtigt hevet ind, og man sidder helt spændt på at høre, hvad der ellers sker. For det er tydeligt, at alle reglerne og konventionerne er smidt op i luften; nu hersker der kun anarki og fri leg.

Kreativitet koster

Desværre er det ikke alle numre, der er lige så kreative, progressive eller overraskende som “The Silent Life”. Der er lidt langt mellem snapsene, og en hel del af deres sange har præcis det samme mønster, dvs. en intro med lidt hvisken, så noget rimeligt standard tech-død med standard hardcore-vokal efterfulgt af en stille passage cirka halvandet minut inde og så standard tech-død med standard hardcore-vokal igen. Der er dog nogle virkeligt interessante numre indimellem, og det er dem, der virkeligt løfter pladen op på et højere niveau. Tag et nummer som “Subtle Change (Including the Forest of Transition and Dissatisfaction Dance)”, der på sine næsten ni minutter pløjer sig igennem en perlerække af musikgenrer på en måde, der ville få franske Igorrr til at tilbyde en høne til fri afbenyttelse. Men trods dét bliver det klart, at hvor superkreative og funky Rivers of Nihil end kan være, er det på bekostning af de andre numre. For numre som “The Silent Life”, “Subtle Change” og “Where Owls Know My Name“ (også kendt som saxofon-trilogien) er geniale, intet mindre, men det virker til, at det har været så krævende for Rivers of Nihil at skrive de her tre numre, at der ingen kreativitet eller overskud var tilbage til de resterende syv numre. Det er virkeligt en skam, fordi de tre numre viser, at drengene fra Pennsylvania virkeligt kan skrive genial musik!

Nihilistisk optur

Men er der virkeligt ikke andet at komme efter end 3-4 numre? Tjo, det er der da. For selvom at de resterende numre måske ikke er lige så flippede, så viser de, at Rivers of Nihil er det helt perfekte navn til bandet. For selv de mere kedelige numre, såsom “A Home” eller “Old Nothing”, skaber lynhurtigt en stemning af, at ”det hele også kan være lige meget”. Det er måske ikke den fedeste følelse, men bandet her formår at tage konceptet ”intethed” og gøre så meget med det. Med deres lydunivers og audioværktøjer formår de at omdanne denne følelse til en lyd; en befriende lyd; en lyd, der får en til at slappe af. For ærlig talt, hvor vigtige er vi mennesker egentligt? Det er lidt den samme følelse, man fik af den tidlige norske black metal. Men igen, trods at de virkeligt formår at skabe en nihilistisk sindsstemning, og trods at 3-4 numre virkeligt er supergode, så skal der altså mere til, hvis man vil høste sand ros.

Tracklist

  1. Cancer / Moonspeak
  2. The Silent Life
  3. A Home
  4. Old Nothing
  5. Subtle Change (Including The Forest of Transition and Dissatisfaction Dance)
  6. Terrestria III: Wither
  7. Hollow
  8. Death is Real
  9. Where Owls Know My Name
  10. Capricorn - Agoratopia