Gentleman Finne
Satanic Warmaster, også kendt som Lauri ’Werwolf’ Penttilä er en herre, mange har holdninger til. Bevares, de holdninger er han selv ude om. I sine tidlige dage var han bestemt ikke bleg for at skrive tekster om Det Tredje Rige, hvilket man jo skal passe på med, hvis man ikke vil gås grundigt i sømmene. Der er jo for hulen stadig folk, som mener, at både Slayer og Mötorhead var nazi-affilierede blot på grund af lyrik og tingeltangel. Lige i Satanic Warmasters tilfælde er der dog tale om en lidt tungere bevisbyrde end en sang om Dr. Mengele eller et jernkors-vedhæng. Men de sidste mange år har Werwolf erklæret, at det hele var en stor misforståelse. Det var et ondskabsfuldt sidespor. Desuden var det at være nazist var alt for mainstream til ham og hans musik, og det hele handlede om Satan og hans gerninger. Så Werwolf har med andre ord lagt sin dystre fortid bag sig og er blevet … satanist! For ham Satan, han er jo sådan en fin fyr.
Oppi fjellet
Det er et par år siden, jeg sidst sad med en Satanic Warmaster-skive. Da den var lige nykket over middelmådig, glemte jeg ærligt talt alt om Werwolf og hans musik. Så meget at jeg totalt overså Exultation of Cruelty fra 2024. Nå, pyt.
Satanic Warmaster lyder præcis, som Satanic Warmaster altid har gjort, på godt og ondt. Det er fortsat arketypisk og öld skööl black metal, og man kan fortsat høre, at Werwolf synes, black-metallen toppede med Transilvanian Hunger fra 1994. Drachenkreuz er måske endda endnu mere trve og gammeldags end Aamongandr, der trods alt havde lidt guitarlir og melodi hist og pist. Det er der ikke meget af på Satanic Warmasters ottende album. Det er faktisk en skam og lidt en overraskelse, da åbningsnummeret, ”Rex Typhonis”, ellers gav én et andet billede med sine mange bølle-riffs. Men ak ...!
Det her er afgjort Satanic Warmasters mest norske plade til dato. ”Holocaust in Medieval Darkness” består primært af riffet fra ”Det Som En Gang Var”. De føromtalte bølleriffs fra ”Rex Typhonix” minder ret meget om ”War” og derved også ”Necromancy”. ”Christrape” lyder som en kombination af ”Deathcrush” og ”Chariots of Fire”.
Sådan kunne man helt generelt gennemgå hvert nummer på pladen, for de trækker alle store, blodrøde tråde til de samme klassiske norske bands. Hvis pladen her var udkommet i 1996 eller deromkring, så havde den muligvis fået mere ros med på vejen, men i 2026? Nej, bare nej. Det er simpelthen for passé, det som Werwolf har lavet her. Hvilket egentlig er irriterende, for han har nu engang bevist, at han kan lave markant bedre – og mere spændende – musik, end han gør det her.
Satanic hvem?
Jeg er ret sikker på, at når denne her anmeldelse kommer online, så vil jeg – igen – have glemt alt om Satanic Warmaster. Ligeså er det ej utænkeligt, at jeg kommer til at overse de næste par albummer. Skiven her er slet og ret pivhamrende kedelig og doven. Bevares, der er enkelte lyspunkter som guitarsoloen på ”The Dragon’s Cross”, men den kommer alt for sent og fylder alt for lidt. Den superakavede intro til ”Christrape”, som vitterligt er en lydbid af én eller anden, der læser højt fra Det Nye Testamente – sjovt nok den bid, hvor Jesus bliver pryglet på vej til Golgata – er så malplaceret og tempo-dræbende, at det er ufatteligt, at nogen har tænkt, det var en god ide at inkludere. Uanset om Werwolf er nazist, satanist eller noget helt tredje, så ændrer det ikke på, at hans nyeste opus simpelthen er noget juks fra ende til anden.
