Hardcore citatplakater
Man kan lynhurtigt høre, om en mand har et podcast. Mest fordi man får lyst til at trykke på pauseknappen det øjeblik, hvor han åbner munden – måske skulle man forsøge at trykke ham på næsen? Sådan en mikrofonmand er forsanger i Hatebreed, Jamey Jasta, da han både er højlydt på scenen og i podcaststudiet. Og så har han i øvrigt lavet et pasta-mærke, hvilket er lidt aparte, når man markedsfører sig selv som hårdkogt og ikke al dente. Som mange andre karismatiske frontpersoner har han da også en del kontroverser i sin slipstrøm, heriblandt tidligere bassist og medskaber af bandet, Chris Beattie, der sagsøgte ham i en klassisk sag om udelukkelse og manglende profit. Eller længere tilbage, truslerne mod In/Humanitys forsanger Chris Bickel … eller den tidligere trommeslager Nicholas Papantonious retssag. Ja, man kunne blive ved, for Hatebreed har langt fra altid været klassens pæne drenge, men i højere grad skolegårdens skræk, der ikke var bange for at uddele hverken buksevand eller håndmadder i frikvarteret. Deres musik har siden 1996 defineret goove-inspireret hardcore for hårde typer. Hvis man skræller den voldsparate facade af bandet, gemmer der sig dog også en del opløftende lyrik i deres sange, der næsten lige så godt kunne være citatplakater i sirlig kursiv over en boomer-mors beige sofa. Der er gået seks år siden deres sidste udgivelse, Weight Of The False Self, som var en solid skuffelse. Men kan de mon efterfølge den livsvilje, de selv prædiker om, og rejse sig igen? Eller er der for meget gigt i hardcore-knæenes rustne hængsler?
Lad os tale om Fight Club
Hatebreed er lidt ligesom Fight Club – og ja, jeg bryder den første regel lige nu. Dude-bros har i generationer helt misset, at både bogen og filmen er kritik af toksisk maskulinitet og ikke en fejring af de mænd, der hellere vil smadre hinanden til ukendelighed end at give deres venner et kram. På samme måde har Hatebreeds musik et hårdkogt ydre med djentede riffs, drop D-tuning og Jastas bøllede bjæffen bag mikrofonen. Når man knækker den hårde skal, har de dog et blødkogt indre i teksternes lyrik. Jastas positivitet er kun taget til gennem årene, og hardcorehjertet pumper lige så iltert som i 90’erne. Det kammer ofte over i forsimplede selvrealiseringsmottoer som på “Decisions Become Destinies”. Alene titlen lyder lidt for meget som et inspirerende citat skrevet enten på facebookcoveret eller over lænden på en, der ofte uironisk siger ‘godt brølt, løvinde’ og klager over kassemedarbejderen i Bilka. Sangen er dog fængende, og dens stramme rytme- samt riff-kompositioner kunne nok få de fleste til at løfte ti kilo mere i fitnesscenteret. Tekstens tematik kammer lidt over i bastant positivitet, og det er et generelt kritikpunkt albummet igennem.
Heldigvis er der også en masse sange, der bare handler om at smadre folk. Så er vi tilbage i Fight Club, og der befinder Hatebreed sig bestemt bedst. “Kill Count Increase” åbner ballet med et brag, når dens kampstøvle sparker døren ind, så karmen splintres. Bandet har på sange som denne samt efterfølgeren, “The Carrion Choir”, genfundet sin gamle hardcorenerve, hvis brutale blod pumper med samme højtryk som på eksempelvis The Concrete Confessional. Trods bandets monumentale success har man her følelsen af at være tilbage til two-step i en ramponeret kælder med blinkende neonlys og krakelerede cementvægge. Rytmerne er ikke nye, men de er bestemt heller ikke tyndslidte, for deres taktfaste tonsning vil stadig kunne skabe den ondeste pit i mands minde. Jeg så engang en mand miste sin sko til en Hatebreed-koncert, og det ville i den grad kunne gentage sig ved en gennemspilning af dette album. Jastas vokal er lige så kompromisløst vred som i gamle dage, når den både bider efter manden og bolden i arrig bjæffen. Kønt lyder det ikke, men man bliver smittet af den massive energiudladning fra denne hardcorekøter med hundegalskab. Desværre holder de ikke helt kadencen, for særligt på “Fatal Paradox” falder energiniveauet. Sange som denne forekommer en anelse for meget som en gentagelse af alt det, som Hatebreed kender – men uden nogen passion. Gennem pladen viser de, at de ikke behøver at genopfinde den dybe tallerken – men de behøver heller ikke at finde den i deres egen genbrug. De genfinder heldigvis fremdriftskraften, da John Tardy fra Obituary træder ind i lydbilledet til en velkomstfanfare af politisirener. Så bliver det ikke mere klassisk – og det virker. Der er igen dybde i bassen samt i Jastas stemme, og de er tilbage på det tempo, hvor deres knytnæveslag slår hårdest. Således er “Sacrifice Season (feat. John Tardy)” endnu en dyb tallerken, der i den grad ikke er genopfundet. Men når guitaren gjalder ind over den stødvise bas, mens de to metalmastodonter råber ad hinanden, så spiser man med fornøjelse det, der bliver serveret på denne hårdtbrændte keramiktallerken af klassisk hardcore.
Smilende stank faces
Vi går ud på et cover af Corrosion of Conformity, og så har man ellers fået, så hatten passer af klassisk hardcore, død, groove og alt ondt derimellem. Hatebreed lovede, at dette album ville være et ‘barbarous blend of breakdowns, d-beats, and dogpiles’. Og det løfte indfriede de så sandelig! Hvis man holder af Hatebreed og bare gerne vil have mere af det samme, vil denne udgivelse således vække glæde hos hardcorehovederne. Omend deres mundvige er vendt mod gulvet i solide stank faces, vil smilene således blomstre i deres hjerter. Ja, det lød jo lige så pladderromantisk som en Hatebreed-sang. Men deres sangskrivning er en del af pakken og har vel også en vis charme. Således er der kun en ting tilbage at sige til Jasta: Godt brølt, løvinde!
