Carolus Rexoria
Svenske Rexoria har aldrig lagt skjul på sine inspirationskilder inden for den melodiske genre, og navnlig analogien med et band som Sabaton er da heller ikke til at tage fejl af. Coverart på Imperial Dawn er således designet af selvsamme Jobert Mello, der også førte pennen på omslaget til Carolus Rex, Sabatons royale biografi om Karl den Store fra 2012. Desuden turnerede Rexoria tilbage i 2017 med Thobbe Englund, der tidligere tillige var indrulleret i Brodéns bataljon. Gruppen har gennem sine første syv leveår dog langt fra imponeret med egne udgivelser. Debuten Queen of Light fra 2018 udgjorde blot dæmpet belysning med svage watt, mens opfølgeren Icebreaker marginalt gennembrød middelmådigheden med tilstedeværelsen af Niklas Isfeldt fra dvaleliggende Dream Evil under udgangsbønnen ”Vår Verklighet”. Hvorvidt Imperial Dawn giver incitament til at møde dagen med fornyet energi, eller om vi ligesom Jesper Binzer vælger at tilbringe dagen under dynen, står derfor tilbage som det store ubesvarede spørgsmål.
Stoledans med forhindringer
Problemer allerede fra morgenstunden. Hvor Ohlins vokal på debuten havnede mellem to stole i form af sopranen og altstemmen, har hun denne gang fortrinsvis valgt at placere sig tættere på førstnævnte. Her opstår så et nyt problem, i det hendes foretrukne sæde allerede er okkuperet af Noora Louhimo fra Battle Beast. Hvor Noora formår at variere sin sopranrangering, sidder Ohlin derimod uhjælpeligt fast i de samme tonearter.
Gengivelser i ringere kvalitet synes i det hele taget at være et gennemgående tema på Imperial Dawn. Efter samme skabelon som Dynazty, er manden bag keyboardet hentet ind på interim basis. Vidste man ikke bedre, kunne man snildt foranlediges til at tro, der var tale om keytarist Janne Björkroth fra Battle Beast. Edwin Plembergs lettere overeksalterede klimpreri får i hvert fald skæringer som ”The New Revolution” og ”Rage and Madness” til at lyde som varer af andenhånds sortering fra finnernes overskudslager.
En smule fremgang er der trods alt at spore siden Queen of Light. Eksempelvis giver et nummer som ”Horizon” med sit nedtonede tempo mere lydhørhed til de forskellige delelementer. Det skaber netop den variation, der ellers savnes på store dele af Imperial Dawn – ikke mindst grundet Jan Ekbergs fraværende strengespil. Bassisten fra Stormhold tilvejebringes til gengæld som kærkommen baggrundsvokalist på skivens sidste skæring ”Enchanted Island”. Man fornemmer et vist mønster, jævnfør forrige udgivelse…
Vi snupper lige en time mere
Selv med erfarne folk som Stefan Helleblad fra Within Temptation og Thomas “Plec” Johansson i lydboksen, får vi kun et delvist hæderligt produceret album, ikke mindst grundet den mangelfulde baslinje i mixet. Der kunne ligeledes skabes bedre harmonier med implementering af flere mandlige vokalsektioner, især fordi Ohlins ”Noora-sopran” savner samme bid som originalen. Endelig bør man have væsentlig mere ud af synergien mellem Martin og Jonas Gustavsson, der ikke alene har spillet sammen i Rexoria siden 2016, men også begge var at finde i Tripod inden da. Så selv om hverken mine eller Binzers svovlgasser formentlig ligefrem skærper appetitten på kaffe og bacon, er der intet forgjort i at tilbringe en time ekstra i intimt selskab med hovedpuden.
