Trioen fra Boston viser – igen – alle de andre, hvor skabet skal stå

Endelig!

Jeg er næppe den eneste, der har glædet sig ekstraordinært meget til dette album. De amerikanske tech death-mestre Revocation, der ellers har for vane at udgive nye plader omtrent hvert andet år, har op til denne plade ladet deres fans vente i næsten fire. Bevares, der kom lige en pandemi og en udskiftning i lineuppet i vejen, men lad os da glæde os over, at den nu endelig er her.

Nyeste langspiller er bandets ottende siden dannelsen i 2006, og den har fået titlen Netherheaven. Forrige album, det solide og uhyre velspillede The Outer Ones, var en Lovecraft-inspireret omgang kosmisk sci-fi, og synes man, at det måske var en lidt for langhåret omgang, er temaet heldigvis lidt mere håndgribeligt denne gang. Vi skal nemlig på en klassisk tur til helvede og se på Lucifers mange forskellige ansigter.

Thrash-progget tech death. Nu også med black

Uanset om man er fan eller ej, er Revocation et af de bands, hvor man ikke kan gøre andet end at bøje sig i støvet for deres musikalske evner. Frontmand og mastermind, den Berklee College of Music-uddannede Dave Davidson, er en gudsbenådet guitarist, der også formår at skrue fabelagtige plader sammen, hver eneste gang han og bandet udgiver nyt. Og Netherheaven er ingen undtagelse.

Revocation, der nu er blevet en trio igen efter guitarist Dan Gargiulos afgang, startede karrieren med at være ret thrashede. Derefter blev de gradvist mere progressive og interesserede i death metal, og denne gang samler de så alle trådene fra deres bagkatalog og giver os smagsprøver på samtlige af deres højtudviklede kompetencer. Og lidt til. Åbningsnummeret “Diabolical Majesty” er højdynamisk og ond thrash med en masse lækre tech death-elementer. Det bliver fulgt op af det lige så fremragende “Lessons In Occult Theft”, der er mindst lige så ondskabsfuldt, men markant langsommere, en hel del tungere og endda med flere ikke helt så diskrete nik i retning af black metal. Det er nye toner, og det klæder dem umådeligt godt. Davidsons vokal er som altid kras og insisterende, og Jens Bogrens produktion rammer igen en perfekt balance mellem det rene og det rigtig ulækre; det lyder, som om albummet er indspillet i en fugtig gammel kælder, men med en detaljerigdom, der stadig er lige, som den skal være.

Det er svært at fremhæve bestemte numre fra Netherheaven, da de alle har deres forcer. De hårdtslående “Nihilistic Violence” samt “Strange and Eternal” er sværest at komme udenom, men det uhyre velkomponerede instrumentalnummer “The 9th Chasm” og den ekstremt headbangindbydende “Godforsaken” skal også nævnes. Okay, nu har jeg snart nævnt alle pladens ni skæringer, men der er altså også lige afslutteren “Re-Crucified”, hvor ingen ringere end George ‘Corpsegrinder’ Fisher og nu afdøde Trevor Strnad medvirker. Behøver jeg sige mere? Nej, jeg gør ej. Bare hør hele pladen, for hele baduljen er fantastisk.

Meget ekstremmetal har det med at blive forudsigeligt og nogle gange kedeligt efter kort tid. Det er dog slet ikke tilfældet her; der er konstant overraskelser i form af temposkift, breakdowns, skæve soli og endda pludselige genreskift, og jeg erindrer faktisk ikke, hvornår jeg sidst har hørt en tech death-plade, der ikke tabte mig på enkelte tidspunkter undervejs. Og det fede er, at selv efter mange gennemlytninger bliver pladen kun bedre. Intet er tilfældigt hos Revocation. For pokker, hvor er det godt skruet sammen.

Endnu et pletskud

Som man nok fornemmer, hvis man har læst med siden indledningen, rammer Revocation igen plet. Hvor debuten Empire of the Obscene var thrash, Existence Is Futile primært var death thrash, Deathless mere old school death, og Great Is Our Sin markant mere progget tech death, rummer Netherheaven lidt af det hele. Men der bliver bestemt ikke bare skudt med spredehagl, selvom ovenstående beskrivelse lægger op til det. Netherheaven er en plade, der på fremragende vis og med meget velafbalanceret variation viser alle bandets stærke sider og får dem til at gå op i en højere enhed på en samling numre, hvor ikke ét eneste sekund på nogen måde er kedeligt. Min eneste anke er faktisk, at pladen godt måtte have været et par numre eller tre længere. 45 minutter er i dette tilfælde lige til den korte side.

Hvorom alting er, så er jeg sikker på, at Netherheaven kommer til at ligge højt på min personlige årsliste, som skal forfattes om cirka tre måneders tid. Og fy for den lede, hvor jeg glæder mig til 25. januar i Pumpehuset, hvor Revocation dukker op flankeret af selveste Goatwhore, Alluvial og Creeping Death. Der er mødepligt!