From Java with love

Hvornår hørte du sidst musik fra Java? Endsige metal fra Java – faktisk, for at være helt præcis, atmosfærisk black metal fra Java? Nå da da … Ja, det er længe siden, kan jeg godt fornemme. Men bare rolig, vi er i samme båd, hvis du altså også svarede 'I 2022, da Pure Wrath udgav det fremragende album Hymn to the Woeful Hearts'. Ellers, ja, så må du lige runde en Bog&idé efter den spritnye udgave af Metallen går til Java. Selvom jeg ikke udelukkende smed stjerner og ros efter Pure Wrath, sidst jeg sad med en skive fra bandet, så var der noget grundlæggende fedt i musikken – nok til at gøre mig til fan, og nok til at få mig til at ærgre mig noget så gevaldigt over, at jeg aldrig fik fat i en vinyl med netop Hymn to the Woeful Hearts. Nu, her fire år efter, er Januaryo ’Ryo’ Hardy klar med opfølgeren – og jeg har glædet mig. Men var forventningens glæde dog den største, eller står vi med et værk, der overgår det forrige?

Nye temaer, gamle problemer

Hvis ikke det var, fordi der vitterligt stod i min promoudgave – mange gange endda – at Bleak Days Head altså var en Pure Wrath-udgivelse, så havde jeg nok aldrig gættet det. Ikke blot fordi udgivelsen her slet ikke har samme lyriske tema som alle de tidligere udgivelser, nemlig de ekstremt blodige politiske konflikter, som Java gennemgik i løbet af 1960’erne, men også fordi den musikalske stil er så markant anderledes end før. Hvor man måske lidt smart-i-en-fart-agtigt før har kunnet referere til Pure Wrath som ’Javas svar på Afsky’, så er vi nu markant tættere på ’Javas svar på White Ward’ (næppe så sært, når nu vi har Yurii Ciel på trommer). Jovist, det er da stadig atmo-black, men hvor der før var et betydeligt større musikalsk fokus på riffs, melodi og atmosfære, så er vi nu ude i noget, der er betydeligt mere post-black’et, og ydermere er der betydeligt mere saxofon på denne her plade end før. Hvilket ikke siger ret meget, da der før var lige akkurat nul procent saxofon med. Ikke at det gør noget, hvem elsker ikke en hed omgang sax?

Bleak Days Ahead omhandler ikke fortiden, men om nutiden og fremtiden – og lad os være ærlige, det går ad helvede til, og det ser ikke just ud til, at det bliver bedre eller lysere lige med det samme. Ergo er vi ude i en noget mere moderne lyrisk problemstilling – og derfor passer de mere moderne og vestlige aspekter da også rigtigt fint ind, deriblandt saxofonen. Problemet er dog, at selvom musikken faktisk er god, rigtig god endda, så er det bare noget helt andet, end hvad jeg havde forventet eller håbet på fra netop Pure Wrath.

Om det så er et reelt problem eller ej, er jo mestendels et spørgsmål om, hvorvidt man vil have mere af det samme, eller om man er villig til at dyppe tåen i en ny ukendt vandpyt. Albummet fejler overordnet set intet, men … Jeg savner godt nok de der melodier, som ramte en durk i sjælen og fik en til at falde sammen på gulvet af ren og skær smerte – her tænker jeg særligt på guitarsoloen fra ”Presages from a Restless Soul”. Hvor de tidligere udgivelser har været mere 'klassisk' black metal, er det her en mere moderne udgivelse, med alt hvad det indebærer.

Når det så er sagt, så forstår jeg fuldt ud, at Ryo har brug for at lave noget nyt, tænke ude af boksen, genfinde sig selv og alt det der – og i og med at White Ward jo er på pause, så mangler vi da også noget fee’ sax-black, men … Ja, jeg havde håbet på noget andet. Ydermere er de kreative safter ikke blevet ligeligt fordelt, visse numre - eksempelvis de to "Bleak Days Ahead"-numre - har fået markant mere kærlighed, end det ligegyldige "Opaque Days".

Kunstnerisk frihed über alles

Bleak Days Ahead er faktisk en udmærket skive, det er bare noget helt andet, end hvad vi tidligere har fået fra Pure Wrath – hvilket egentlig er utroligt modigt. Jovist, grund-dna’en er den samme som før, så vi er ikke ude i en fadæse a la Infinite Granite. Jeg hylder helt grundlæggende kunstnerisk frihed – og ydermere er det også et faktum, at hvis kunst stagnerer, ja, så dør den. Pure Wrath er ikke stagneret, men der er måske taget et sving eller tre for meget til, at jeg helt kan følge med, og jeg er lidt bange for, at Ryo risikerer at miste sin egen musikalske grundessens, hvis der tages yderligere sving, selvom musikken her fortsat er af ganske høj kvalitet.