Engorgement - They Rot Beneath Our Floor

They Rot Beneath Our Floor

· Udkom

Type:Album
Genre:Brutal Death Metal
Antal numre:10

Officiel vurdering: 5/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Skjulte skatte eller gemte dødsfælder

Hvad gemmer der sig egentlig nede i krybekældrene rundt omkring i verden? Der er selvfølgelig vandrør og ledninger, men udover dette, hvor meget har du så mon udforsket rummet beboet af edderkopper og spindelvæv? Jeg kan tælle på fingrene af en dobbelt håndamputeret person, hvor mange gange, jeg har været nede i mine forældres krybekælder. Alt efter hvor god isolering man har, kunne der så ligge noget uopdaget og rådne i mørket? Muligvis. Det påstår engelsk Engorgement i hvert fald på deres seneste plade, They Rot Beneath Our Floor.

Tæt på den pinlige onkel

Det er dog ikke sikkert, at du har lyst til at vide, hvad der gemmer sig dernede, nu hvor Engorgement føler, at den bedste måde at tegne og fortælle om det er ved hjælp af den brutale dødsmetal.

Det er 12 år siden, Engorgement sidst udgav musik, og 14 år siden sidste plade, så det giver god mening, at briterne har opdateret deres lyd en anelse. “Keep Festering” lægger sig eksempelvis glimrende i Guttural Disgorge-lejren. Riffet har den helt rigtige 'fukssvans mod torso'-lyd, hvor man hører alle tænderne skære mod ribbenene, mens trommer og bas lyder som en brolæggerjomfru, der stamper de groft amputerede legemsdele ned under gulvbrædderne. At Engorgement så her hverken tyer til filmklip eller andre lydeffekter, men bare lader musikken pointere den usømmelige omgang med lig, er et fedt træk for genren. At bandet har en lidt større musikalsk rygsæk end resten af den moderne brutale dødsmetal, høres også på titelnummeret. Det er ikke noget voldsomt teknisk, men at hamre en serie gravity blasts over i en betonklods af et breakdown er et greb, jeg virkelig savner fra bands som Peelingflesh og Boltcutter. Især når det gøres så skramlet og råt som på “Watching Your Body Twitch”. Det er lige før at jeg kan høre affaldskomprimatoren mase skraldespande, blikdåser, brusk og knogler, mens operatøren står og jammer til Obituarys “Redneck Stomp” i udgaven med samme massefylde som bly. Simpelt, tungt og effektivt.

They Rot Beneath Our Floor lider dog af to store problemer. Det ene er den tidløse klassiker – mangel på variation. “Complete Bowel Extraction” er reelt set “Watching Your Body Twitch” med knap så tydelig Obituary-reference og tungere breakdowns, og “Unmerciful Redemption” er en endeløs cyklus af blast og slam breakdowns, gentaget indtil den lukkede kalder. Det andet problem er en hang til at være et lidt for åbenlyst Steve Buscemi 'how do you do, fellow kids'-meme. Åbneren, “Prelude to Your Dismemberment”, og lukkeren, “Outro”, bruger kedelige hiphopsamples for at være ung med de unge, og “Resurrection” burde bestemt ikke genrejse sig fra Boltcutters skraldespand. Helt træls er “Blunt Force Osteotomy”, der begår samme fejl som “Resurrection” og samtidig viser total mangel på genreforståelse ved hele to gange tydeligt at lægge op til et voldspornografisk lydklip, der cementerer det kommende bas-drop, men udelader lydklippet og sparer lidt på droppet. At nummeret så også lyder som en billig udgave af Guttural Disgorges “Shemale Sodomy”, får mig til at håbe på, at der igen går 12 år, inden vi hører fra Engorgement.

Madspild fra affaldscontaineren

Havde Engorgement holdt ved den moderne lyd med et mere oldschool-tvist, som man finder på hovedsageligt første halvdel af pladen, så havde både nye og gamle fans været godt tilfredse. Tunge slams og gammeldags riffs er muligvis ikke en genopdagelse af den dybe tallerken, men på They Rot Beneath Our Floor bliver det gjort glimrende. Hvis man altså ser bort fra størstedelen af pladens anden halvdel. Kedelige kopier af hvordan den nye generation gør tingene kombineret med alt for ensformige numre, forvandler en udmærket ep til en ligegyldig plade.

Tracklist

  1. Prelude to Your Dismemberment
  2. Keep Festering
  3. Rot Beneath Our Floor
  4. Sanctum of Gore
  5. Watching Your Body Twitch
  6. Complete Bowel Extraction
  7. Unmerciful Redemption
  8. Resurrection
  9. Blunt Force Osteotomy
  10. Outro