En alternativ galaktisk udrensning 

Klorhexidin er et antiseptisk og bakteriedræbende stof, som anvendes i et utal af produkter. Renseservietter, mundskyl, tandpasta, håndsprit, makeup, rengøringsmidler, sæber og shampoo med mere. Men er der mon andre anvendelsesmuligheder? Kunne man med en stor nok mængde eksempelvis slukke en ildebrand? Nærmere bestemt den største ildebrand i vores solsystem, bedre kendt som Solen? Det er til en vis grad, hvad Baskerlandets Pestilength antyder at ville gøre på deres seneste plade Solar Clorex.

Et benspænd så voldsomt, at det næsten er imponerende 

Nu tænker du nok, at ovenstående er noget værre vrøvl, men tro mig, i det dissonante death/doomede univers, som Pestilength befinder sig i, så er det det mest meningsfyldte du læser i de næste par minutter.

Ligesom sin forgænger Basom Gryphos, så er det meget svært at høre, hvad det er, Pestilength vil med Solar Clorex. Den musikalske spændvidde er dog bredere, og hele lydbilledet er blevet trukket nok op af dyndet til, at man faktisk overvejer, hvorvidt Pestilength er ved at svinge fra gal til genial. “Neerv” og første halvdel af “Occlusive” er også udmærkede. Samtidig er de så også revet direkte ud af landsmændene Altarages Succumb, hvor sidste halvdel af “Dilution Haep” er god militant Immolation-kopiering, mens afslutteren “Verbalist Aphonee” er tyvstjålet fra Morbid Angels Formulas… og Gateways… plader. Genialt er det ikke, men det kunne umiddelbart godt tyde på, at Pestilength er gået i en simplere mere rendyrket dissodøds-retning, men nej. “Oxide Veils” kører den ind med tonsende intetsigende dødsthrash, og “Enthronos Wormwomb” hælder alt af bordet, stikker ild til skramlet og kaster sig ud i et fint og smukt, men totalt malplaceret mellemspil, der næsten vil få Alcests Neige til at tudbrøle. Og skulle man undre sig over, hvad det efterlader resten af pladen med, så er det totalt ucharmerende death/doom, som har mere tilfælles med pulserende lysstofrør end reel musik.

Med andre ord. Solar Clorex er en rodebutik uden lige, hvor eneste fællesnævner lader til at være ønsket om at lave den mest avantgardistiske udgave af en jerncontainer, som ryger ned igennem en elevatorskakt. Jeg skal da straks medgive, at den musikalske variation er større på Solar Clorex end Basom Gryphos, det er nærmest en objektiv sandhed. Men når man udelukkende skal forbedre på en boblende mudderpøl, så skal der selvfølgelig også så lidt til, at tricket med at tilføje dissonans til i forvejen dissonant død er en genistreg på højde med E=mc2. Så ja, inden for parametre, hvor man også vurderer fisks IQ efter deres klatreegenskaber, så er Pestilength geniale.

Det bliver stadig et nej

Efter at have hørt Solar Clorex igennem flere gange, end det er helbredsmæssigt forsvarligt, så er jeg stadig ikke kommet tættere på svaret på, hvad Pestilength egentlig vil. Deres bestræbelser udi traditionelt kulsort dundrende død er udmærket omend frygteligt uopfindsomt. Men med alt det skramlede og intetsigende fyld, så lyder Solar Clorex mest af alt som en fejlslagen hulemandsudgave af Imperial Triumphant.