A Pale Horse Named Death - Infernum In Terra

Infernum In Terra

· Udkom

Type:Album
Genre:Doom metal
Antal numre:11

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: 5/10 baseret på 1 stemme.

Én mand i fokus

Sal Abruscato har efterhånden et flot cv: I 90’erne spillede han trommer i Type O Negative, sideløbende og senere gjorde han det samme i Life of Agony, og for elleve år siden dannede han A Pale Horse Named Death. Her både synger og skriver Abruscato, og han spiller søreme også guitar – projektet er på alle måder centreret om den kompetente herre. Og det er da også ham, vi kan takke for langt det største arbejde på bandets fjerde fuldlængde, Infernum in Terra.

Gudskelov bedre

Den nye plade, som Abruscato har komponeret under lockdown, er nemlig langt mere vellykket end gruppens forrige, When the World Becomes Undone, fra 2019. Tag ikke fejl: Vi befinder os stadig i et mørkt doom-univers med undertoner af gothic rock, men mens When the World Becomes Undone haltede gevaldigt på både sangskrivnings- og produktionsfronten, er Infernum in Terra for det meste vellydende, fængende og virkelig stemningsfuld.

Bedst går det for newyorkerne på ”Shards of Glass” og ”Reflections of the Dead”. Førstnævnte imponerer med flot melodi, betagende atmosfære og et kraftfuldt omkvæd, der sætter sig godt fast i hukommelsen med det samme. I øvrigt er vokalen i starten af nummeret uhyggelig tæt på Ozzy Osbournes! ”Reflections of the Dead” scorer point for sit slæbende guitarriff, sin bidende intensitet og for sin flotte, let syrede vokal fra Abruscato. På ”Believe in Something (You are Lost)” er det svært ikke at lade sig rive med af de langsomme, mørke og utrolig stemningsskabende guitarriffs, og på ”Slave to the Master” blandes spacy guitareffekter på fornem vis med frontmandens kapable vokal.

En anelse svagere, men stadig generelt vellykkede er de resterende syv numre. Eksempelvis har ”Cast out from the Sky” en spændende sludge-vibe og rustne guitarriffs, der knaser på den helt rigtige måde, men nummeret er lige til den lange side. På samme vis bliver det en smule uforløst på ”Lucifer’s Sun”, der nok har et lækkert omkvæd og en fed atmosfære, men altså lige mangler det sidste skud magi – om det så er en skæv basgang, en totalt udsyret solo eller noget helt tredje.

Flot, men ikke blændende

Med Infernum in Terra har A Pale Horse Named Death begået et flot album, der som sådan ikke har nogen voldsomme fejl eller afgørende irritationsmomenter. Omvendt er det heller ikke en plade, der for alvor slår benene væk under en eller overrasker nævneværdigt – men mindre kan også gøre det. Infernum in Terra er uden tvivl et værk over middel, og er du til Type O Negative, Paradise Lost eller Woods of Ypres, vil du sikkert synes om pladen – måske også, hvis du er fan af Alice in Chains. Der er nemlig ligheder, både hvad angår stemning og vokal.

Tracklist

  1. Infernum
  2. Believe In Something (You Are Lost)
  3. Cast Out From The Sky
  4. Shards Of Glass
  5. Lucifer's Sun
  6. It Is Done
  7. Two Headed Snake (Propofol Dreams)
  8. Slave To The Master
  9. Devil's Deed
  10. Reflections Of The Dead
  11. Souls In The Abyss