På sporet af en ny race
Der hersker næppe tvivl om, at hele polemikken om kunstig intelligens har fået en stadigt mere fremtrædende rolle i den offentlige debat. Også i den tungmetalliske del af galaksen raser konflikten, hvor navne som Accept, Scar Symmetry og i særdeleshed Frostbite Orckings alle gennem det seneste års tid har pustet nyt liv i diskussionerne. Derfor kommer det heller ikke som noget chok, når spanske Orion Child melder sig under AI-fanen med udgivelsen af gruppens fjerde og seneste album, Aesthesis. Hele grundkonceptet om at fremstille en ny race flugter således fint med kvintettens emulsion af melodisk død og progressiv power, der trækker på så forskellige influenter som Wintersun, Children of Bodom og Blind Guardian.
Intergalaktiske lejesvende
Helt efter forskrifterne åbnes Aesthesis med spidsfindigt navngivne ”Revel{AI}tions”, hvor alle tricks i sci-fi-manualen tages i brug: atmosfærisk støj, tjek. Lyden af instrumentpanelet på et rumfartøj, tjek. Og mekanisk, kvindelig voice command, tjek. Det hele pakket ind i en retorik bestående af symfoniske flader, inden der fades over i ”Skhuldom”. Et nummer, som omvendt spiller på noget nær samtlige tangenter for at skille sig ud: Vi snakker death growl og blastbeats tilsat en knivspids tremoloriffs. Hele herligheden toppet af med en umiskendelig powervokal, der dog lykkeligvis afstår sig fra at stikke af i frenetisk falset som så ofte hørt før.
Netop skarptskårne skabeloner bliver omdrejningspunktet for skæringer som ”My Redemption” og ”Reaching for the Stars”, hvor ’Mercenary-modellen’ kan applikeres nærmest 1:1. Tung om end melodisk intro bestående af nedstemte guitarer, tilsvarende tyngde i trommemønstrene samt en clean vocal-passage, der efter første vers afløses af growling. Lyrikken fremstår dog ganske ordinær og dermed hverken på niveau med den instrumentale eller vokale eksekvering.
Når vi nu taler vokale kundskaber, bliver vi naturligvis også nødt til at runde ”Numbers Are Law”, hvor Ronnie Romero (Rainbow, Elegant Weapons, Michael Schenker Group) med et klædeligt indhop illustrerer, at chileneren har lidt flere greb i værktøjskassen end Orion Childs egen Víctor Hernández. Komplementeret af en række groovy deathriffs samt en stribe keyboardflader a la Symphony X bevæger Aesthesis sig ind på opløbsstrækningen. Først får vi dog kastet en anonym ’filler’ i nakken, jævnfør ”Forever”, der alt andet lige formår at bjerge nogle af stumperne qua sin akustiske mellemspilspassage. Idéerne virker ikke desto mindre for længst til at være sluppet op, og med en fornyet kontrakt til ovennævnte lejesvende samt det (på B-siden) noget anmassende keyboard, så lander vi lidt i limboland.
Det handler ikke om destinationen …
Isoleret set byder Aesthesis på indtil flere finurlige krumspring. Backing growls og trommespillet fremstår som de største vindere, mens Hernández omvendt efterlades noget mere neutralt i billedet. En oplevelse, som besøget af Ronnie Romero tydeliggør hinsides enhver tænkelig tvivl. I og med at Orion Child nu valgte at spille med så åbne kort, som det var tilfældet, så stod det næsten skrevet i stjernerne, at forehavendet med at skabe en enestående versionering af de øverst omtalte genrer på forhånd var dømt til at mislykkes. Men som så ofte hørt før, så ligger læringen også her gemt i processen snarere end i selve målet for rejsen.