Det umulige comeback
I august 2022 troede man, det var slut. Neurosis smed Scott Kelly på porten efter hans offentlige indrømmelse af mangeårige fysiske og psykiske overgreb på sin familie. Uvidende eller ej, det er ikke noget, man som kolleger lige kommer sig over, for kunne man have opdaget det? Burde man have taget affære? Uanset hvad, jeg troede dengang, at vi aldrig kom til at høre mere fra de post-metalliske pionerer. Men som lyn fra en klar himmel smed Neurosis sidste måned pludselig et nyt album på gaden. Ingen singler, ingen annoncering på forhånd. Og så endda med Aaron Turner fra Isis og Sumac som erstatning for den Scott Kelly, vi egentlig ikke orker at ofre flere ord på – det er bare pokkers svært at undgå, også i det følgende.
Monumentalt, vredt og melankolsk
Der er ingen grund til at bruge ret meget plads på en egentlig introduktion af et band som Neurosis. I 80’erne var de punkere, så opfandt de post-metallen, og med An Undying Love for a Burning World har amerikanerne tydeligvis sat sig for at bevise, at de ikke har glemt, hvordan man laver den slags her i 2026. Albummet åbner kompromisløst med “We Are Torn Wide Open”. Uden synderlig instrumentering bliver lytteren konfronteret med et råbt manifest om menneskelig lidelse og tabet af mening: “We’ve forgotten how to live so we suffer.” Det er en insisterende og voldsom start, der sætter tonen for et album gennemsyret af vrede, sorg og konfrontation. Scott Kelly kaster givetvis lange skygger. “Mirror Deep” tager over i klassisk Neurosis-stil med tribal-trommer og kantede riffs, der snart brydes af et køligt, elektronisk mellemspil. Neurosis har heldigivis ikke mistet viljen til at nuancere deres brutalitet i de 10 år, der er gået siden forrige udspil.
“First Red Days” bevæger sig mellem det monumentale og det melankolske. Der er her øjeblikke, hvor Neurosis lyder mere som Cult of Luna end omvendt, men bandets særpræg forbliver alligevel intakt. Et afdæmpet stykke cirka halvvejs med en flegmatisk, Neil Young-agtig solo, er et af albummets smukkeste øjeblikke. På “Blind” skubber keyboards og riffs musikken over mod et mere rock-orienteret udtryk, hvor den rå vokal desværre til tider overdøver de mere skrøbelige passager. Det bliver således gradvist klart, at dette er Neurosis’ vredeste album i en menneskealder, og det er svært ikke at tro, at bruddet med Scott Kelly er blevet bearbejdet under både sangskrivning og i studiet. Måske et det derfor, der ikke er levnet meget plads til forandring. Neurosis kunne lige så godt have lavet den her udgivelse for 10, 20 eller 25 år siden, men hvad er egentlig formålet med at samle handsken op, hvis den ikke bruges til at slå på en ny måde?
Nuvel, “Seething and Scattered” tilfører albummet nødvendig fremdrift og understreger, at sekvensering af et album i dag er en overset kunstart - også selvom gruppen kæmper med selvsamme problem sidst på pladen. Et psykedelisk, elektronisk intermezzo viser, at bandet stadig formår at hypnotisere. Albummets afsluttende lange kompositioner, “In the Waiting Hours” og “Last Night”, er krævende, men også her brillerer Neurosis. De langsomme opbygninger, de knusende forløsninger og den gennemgående melankoli peger direkte mod konklusionen: An Undying Love… fungerer bedst som en samlet, altopslugende helhedsoplevelse. Det er ubarmhjertig, hård kost, men belønningen er stor. Nok ikke mindst fordi Aaron Turner (ISIS/Sumac) som ny guitarist og vokalist lader til at have givet bandet et frisk, og vredt, pust uden på nogen måde at kompromittere deres identitet. Resultatet er måske et af de mest vitale Neurosis-albummer i dette årtusinde, også selvom det nok varer 5-10 minutter for længe.
Ingen koncentrationsbesvær her
Jeg har efterhånden ventet nogle uger med at færdiggøre denne anmeldelse i håb om, at vinylen kunne nå at komme hjem. Neurosis laver nemlig stadigvæk plader som i de gode, gamle dage. Sangene skal høres i en sammenhæng, stemningerne flyder frem og tilbage, og An Undying Love… fungerer på trods af enkelte udfordringer klart bedst i sin helhed. Hiv endelig et nummer ud på dine playlister, som en Gen Z’er med koncentrationsbesvær, hvis du vil. Men den bedste oplevelse får du, hvis du lader hele dette vellykkede comebackalbum trække dig rundt i sølet, som kun Neurosis kan.
