Så er der hygge!
Da Uada hen imod slutningen af 2025 annoncerede, at de var i studiet, var der mange, der klappede i hænderne. Da de så senere annoncerede, at det, de havde kokkereret, var en akustisk plade, hvor de fortolkede alt fra deres egne numre til Nirvana, blev det mødt med et 'øh, okay …?' Det var nok ikke lige det, folk allerhelst ville have fra Uada. Omvendt så lod de til at have malet sig selv op i et kreativt hjørne på den forrige udgivelse, så måske er det egentligt sundt nok at lave noget komplet og aldeles andet samt genbesøge ældre materiale. Uanset hvad, så er Intervowen landet, så pak dig godt ind i et tæppe, ryk dig tættere på bålet, og skænk dig selv en kop kakao, for nu skal vi sgu hygge!
Jeg skal bede om en enkeltbillet til Oregon, tak!
Intervowen består af fire fortolkninger fra Uadas andre plader (et nummer fra hver plade), og så de to covernumre af henholdsvis Rome og Nirvana. Umiddelbart er tanken om en akustisk omgang Uada dybt åndssvag, men så er det, at man kommer i tanke om, at bandet jo er gode venner med bands som Panopticon, Wolves in the Throne Room, Waldgeflüster og Wayfarer, der alle dyrker lejrbålsstemningen og det akustiske – ja, så giver det pludselig meget mere mening. Jeg tror faktisk, at hvis netop de fem bands satte sig sammen og arrangerede en akustisk koncert, måske endda en tour, så ville det høste utrolig meget ros og netop blive hyldet for den røde tråd.
Men hvordan lyder Uada så, når strømmen går? Faktisk overraskende godt. Især er jeg ekstremt imponeret over, hvor godt Jake Superchi rent faktisk synger – han lyder fuldstændig vanvittigt godt. Ydermere slipper de utroligt godt fra at konvertere deres numre fra elektriske instrumenter til akustiske. Alle kan høre, at det for eksempel stadig er “Djinn”, de spiller. Men det er ikke bare “Djinn” på akustisk guitar og bas, for bandet er virkeligt gået all in på cowboystemningen og har tilføjet diverse andre virkemidler for virkelig at skabe illusionen om, at vi nu alle sidder dybt inde i de mørke bjergskove i Oregon. Det emmer af det vilde vesten – på den fede måde, altså. Det er med andre ord et virkelig vellykket projekt her. Ergo så lyder Uada fremragende, uanset om der er sat strøm til deres instrumenter eller ej.
Men hvordan så, når de skal forsøge at lyde som nogle helt andre? Alle kender jo Nirvana og har derfor en holdning til dem, men Rome derimod er nok et lidt mere esoterisk band, trods sin status som pionerer inden for neo-folkgenren.
Jeg har aldrig – og bliver aldrig – specielt stor fan af Nirvana eller grunge generelt. Jeg kan derfor ikke nævne meget mere end tre-fire af Nirvanas største hits, og “Something in the Way” er ikke et af dem. Derfor kan jeg kun tilgå de to covernumre som førstegangslytter – og det er derfor bestemt ikke utænkeligt, at reelle fans af både Rome og Nirvana vil føle markant mere, end jeg gør vedrørende de to coversange. Men som fan af Uada samt den lyd, de præsenterer lytteren for på Intervowen, må jeg blankt erkende, at jeg – så afgjort – fortrækker Uadas versioner. Sagsøg mig.
Overrasket, begejstret og forventningsfyldt
Der er ingen tvivl om, at de fleste vil tolke Intervowen som en 'mens vi venter'-udgivelse, hvilket heller ikke er helt forkert. Det ændrer dog ikke på, at der er hældt helt utrolig meget kærlighed og passion ned i udgivelsen her. Kærlighed til deres eget materiale, men også til de artister, der har været med til at forme folkene bag Uada. Bevares, jeg havde da klart fortrukket en ny omgang musik fra bandet, men jeg må jo erkende, at jeg trods det er endt med at nyde denne her skive mere, end jeg nød Crepuscule Natura. Så ovenpå denne her omgang er jeg faktisk endnu mere spændt på, hvad Uadas næste skive vil byde på. For selvom jeg da går ud fra, at vi får en noget mere klassisk omgang, så håber jeg egentlig, at den næste skive også kommer til at have en lille smule Intervowen viklet ind i sig.
