Længden betyder skam noget
Numre eller plader med overdrevent lange numre har per automatik en yderst dragende effekt. Hvad årsagen helt specifik er, skal jeg ikke gøre mig klog på, men man er unægteligt mere fanget af titlen ”Papyrus Containing the Spell to Preserve its Possessor Against Attacks from He Who is in the Water”, end man er af ”Paranoid”. Om det er den logik, polske Lord K gik efter, da han startede soloprojektet Nekkrofukk, må stå hen i det uvisse. Men siden debut ep’en Nukklear Goat Vomit er titlerne bare blevet længere og længere, og nu er den polske adelsmand klar med Mysterious Rituals in the Abyss of Sabbath & Eternal Celebration of the Blakk Goat.
Bulder, brag og blasfemi i skøn forening
Havde man ikke allerede gættet det ud fra navnet, så er det hverken storladne symfonier eller hjernevridende guitarnørderier, som Nekkrofukk beskæftiger sig med. Med en guitar trukket ud af krypten, en rytmesektion, der har fundet hinanden i noget, der rimer på smadr og sønderlammende tæv, kombineret med Type O Negatives Toys'R'Us-keyboard, byder Nekkrofukk op til dans med bestialsk black/doom.
Efter en kort intro og et ”Hail Satan” hamrer ”Summoning of Azrael” et riff så tungt afsted, at det havde slået sømmene direkte igennem Jesu hænder og fødder, og så er der ellers lagt i kakkelovnen til en halv times overdreven gudsbespottelse. Allerede her står det også klart, at Nekkrofukk har to prioriteter i livet. Afskyeligt lækre beskidte riffs og en blasfemifetish så voldsom, at samtlige paragraffer i den polske blasfemilov er overtrådt. Når ”Devil’s Blood Injekktion” kaster riffet i kælderen og stemmer i med kirkeklokker, giver det en tilfredsstillelse på et så primitivt niveau, at man næsten griber en mukkert og går bananas på den nærmeste kirke. Det er her, Nekkrofukks styrke ligger. Glem alt om detaljer og progressivitet. På Mysterious Rituals… er det tunge, beskidte riffs, der er gud. Der er ingen tvivl om, at ”Spiewajac Psalmy Smierci” er et nummer spillet af en mand reduceret til sin mest primitive form. Det er grimt, beskidt, buldrer og brager og i sin totale afsky mod alt, der kan betegnes som smukt, ender det alligevel med at være, ja, smukt.
Men nu skal man jo ikke glemme, at der også figurerer et legetøjskeyboard på pladen, og det fungerer bestemt ikke lige så godt, som det gjorde for kongerne af doom’n’gloom. For på trods af, at produktionen, der mest af alt minder om en flexidisc optaget af en Hello Kitty-mikrofon og afspillet på et sæt Byggemand Bob-højtalere, klæder den primitive sorte doom glimrende, så bliver plasticorgelet lige en tand for skingert og tyndt. Der skal en vis portion masochisme til at nyde Nekkrofukk, men på numre som ”Kkursed Gathering on Sabbath” og ”Vlci Zena” minder det om hyletonen fra fordums tv-prøvebillede.
Køb keyboardet i Bilka næsten gang
Mange vil uden tvivl gå langt udenom Nekkrofukk og Mysterious Rituals… enten på grund af bandnavnet, eller fordi det er så overdrevet i sit udtryk, at det tangerer idioti. Men kan man lide sin black doom så primitiv og rå, at man overvejer, om det er indspillet af neandertalere, så vil man uden tvivl blive grebet af det infernalske bulder og brag fra første sekund. Det er ondt, tungt og hiver fat i kraven og trækker dig ned i et univers, der er lige så kulsort, som det er godt. Man må dog tage til takke med et voldsomt skingert keyboard, der vælger at poppe op lidt for tit og være alt for insisterende i sit udtryk.
