Progressiv deathmetal med trumfkort i ærmet
Ne Obliviscaris er et progressivt deathmetal band fra 'the land down under' - Melbourne, Australien. Siden deres dannelse i 2003 er det blevet til en diskografi bestående af ét demoalbum samt to fuldlængde studieplader. Lineuppet er gjort af seks medlemmer heriblandt en violinist, hvilket er rimelig interessant. Ne Obliviscaris' nye album ligger på bølgelængde med meget andet neu-progmetal fra de sidste 5-10 år, i en stil hvor de tordnende trommer og onde vokaler kendt fra dødsmetalgenren kombineres med tekniske guitarleads og pæne cleanstykker fra progrockens land. Citadel er en progmetal-plade med smæk for skillingen; på de lange varierende numre udvises der masser af teknisk kunnen, blastende trommer, samt aggressivt guitar - og vokalarbejde.
Trumfkort i ærmet
På denne nyeste udgivelse har Ne Oblivious helt styr på hvordan man skriver et hårdtslående metaltrack, men meget af materialet lyder ikke synderligt anderledes end andre bands i samme liga. Australierne har dog et trumfkort som de færreste progbands kan trække op af hatten, nemlig den meget fremtrædne brug af violin som hovedinstrument. Strygermelodierne virker, måske til nogles overraskelse, slet ikke malplaceret og leverer en grad af følelsesmæssig indlevelse som synthesizere f.eks. aldrig ville kunne. Nogle af de bedste øjeblikke på pladen, er faktisk de steder hvor violinen får lov til at tage styringen. Eksempelvis i åbningsnummeret som er første del af "PotT"; her hviner violinen derudaf med skræmmende intensitet, og skaber en super stemningsfuld intro der virkelig fungerer. Et andet eksempel er pladens tredje nummer, som er én lang akustisk duet mellem en guitar og violin. Det er faktisk et helt rørende nummer, der udvises stor musikalitet og det er en god afveksling fra de pumpende metalstykker.
Cleanvokal
Noget af det bedste ved det her album er bandets evne til at lave stille stykker, og holde dem interessante og afvekslende. Syv minutter inde i nummeret "PotT II Triptych Lux" er et godt eksempel, her brillerer bandet med virkelig meget overskud. Cleanguitarenes drømmende lyd sammen med følsomme violinmelodier og jazzet trommefeeling lyder virkelig godt, og henleder tankerne på tidlige prog-legender som Rush og Yes. Udover at være total habil på sit instrument, udviser violinist Tim Charles også et flair for at skabe gode vokalmelodier. Han fungerer nemlig også som bandets cleanvokalist og har en meget pæn stemme. I de momenter hvor bandet spiller stille og 'pænt' er cleanvokalen helt perfekt, MEN til gengæld bliver det simpelthen så kikset når hans spæde stemme svæver lyder hen over de virkelig tunge metalstykker - hans stemme er så overdrevent følsom at det ligesågodt kunne have været Burhan G på gæstevokal! Det er næsten tænderskærende og minder om metalcore af den værste skuffe. Det er ret ærgerligt, for Ne Obliviscaris lader ellers til at have fat i den lange ende med den her plade, og Tim Charles er jo egentlig en formidabel sanger! Det er jo selvfølgelig et spørgsmål om smag, og nogle vil sikkert finde cleanvokalerne ganske passende..
God prog med personlighed
Citadel er lidt af en ’prog-odyssé’ med sine super lange opdelte numre og kreative idéer i alle tænkelige retninger. Ne Obliviscaris er blot ét blandt mange nyere metalnavne der forsøger sig i proggens abstrakte univers, men jeg synes at australierne kommer ud på den anden side med et resultat, som har personlighed og ikke bliver HELT ligesom alle andre i rækken. Desværre taber pladen en lille smule pusten hen imod slutningen, hvor det bliver meget af det samme. Tilføjelsen af violin fungerer super godt og er med til at trække i den rigtige retning, til gengæld skal bandet måske revurdere brugen af cleanvokaler, før de smides ind i mixet! Overordnet set er Ne Obliviscaris’ nyeste udgivelse en udmærket plade der nemt kan vokse på en, og den fortjener helt sikkert noget af den opmærksomhed den er blevet tildelt i diverse metal-medier.
