Ne Obliviscaris spiller koncert i Pumpehuset, København V .
Ne Obliviscaris - Exul

Exul

· Udkom

Type:Album
Genrer:Extreme Metal, Progressive Death Metal
Antal numre:6

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: 4/10 baseret på 2 stemmer.

Ud af eksil

Marts 2020 … en måned, der for evigt vil stå mejslet i vores kollektive bevidsthed. Med et fingerknips blev verdenssamfundet lukket ned og befolkningen over den ganske klode sendt i ufrivilligt eksil. Pandemien strammede hastigt sit jerngreb, hvilket daværende trommeslager Daniel Presland fik at mærke på egen krop. Første spadestik til Exul, fjerde langspiller fra Ne Obliviscaris, endte nemlig som lidt af et kapløb med tiden. Presland havde kort forinden færdiggjort albummets trommesessioner i USA, hvorefter han i takt med et stigende antal flyaflysninger akkurat nåede hjem til Australien, få timer før karantænen trådte i kraft. Kollegerne Benjamin Baret og Martino Garattoni, der skulle være ankommet i dagene efter for at deltage i albummets følgende faser, endte derimod med at strande i udlandet på ubestemt tid. Hvad der sidenhen fulgte, kan bedst betegnes som ’duo anni horribili’ af død, fortvivlelse, og ikke mindst økonomisk ruin i takt med nedlukningen af et stadigt stigende antal pladestudier rundtom i Melbourne. Læg dertil de brudte bånd med Presland tilbage i 2022, der på daværende tidspunkt havde været en fast bestanddel af bandet siden 2005. Så stod man pludselig midt i den mest dystre periode gennem gruppens 20-årige eksistens, frem for i det fortsatte opsving, der burde være fulgt i kølvandet på kritikerroste Urn fra 2017.

Lang som et ondt år

De mildt sagt kaotiske omstændigheder angående tilblivelsen af Exul gennemsyrer ikke alene den samlede produktion, men manifesterer sig også i de respektive kompositioner. I en tæt vævet symfoni af trommer, bas og guitarer lægger vi ud med massive ”Equus”, førstesinglen, der med morgendagens komme (red.: 6.12.23) har været tilgængelig i nøjagtig ét år til dato. Knap halvvejs gennem denne 12 minutter (!) lange kolos melder rastløsheden sig ikke overraskende i takt med de skingre strygersekvenser samt det trivielle tøndetamperi, der isolerer instrumentet som et fremmedlegeme frem for som en integrereret del af værket.

Traditionen tro følger dernæst ” Misericorde…”, en beretning afviklet over flere episoder. Den flittigt anvendte disposition finder vi således på både Citadel og Urn, om end manøvren denne gang begrænser sig til to afsnit på sammenlagt knap og nap 17 minutter. Første bind, ”… I – As the Flesh Falls”, introducerer med sin ’sparsomme’ spilletid på rundt regnet syv et halvt minut kærkomment al den dynamik og fremdrift, som førstesinglen savner. Som naturlig konsekvens af kødets forgængelighed hensætter ”… II – Anatomy of Quiescence” os dernæst i en dvalelignende tilstand. Her udmærker navnlig nummerets første satser sig i den åndelige overgangsfase, der illustreres gennem en instrumental fortælling, der strækker sig over knap syv af nummerets i alt godt ni minutter.

Kryptiske ”Suspyre” fremstår derimod som et sindbillede på albummets centrale paradoks. De balstyriske strygere gør atter deres entré og understøtter for så vidt den trøstesløse narrativ om menneskets behov for frigørelse af egen forgængelighed for at transcendere til et væsen af højere bevidsthed. Pointen forhales blot unødigt, og nummeret forsømmer ydermere at dyrke både bassen og de akustiske anslag, der begge bryder det noget mudrede lydbillede. De instrumenterede indslag trækkes over en bred kam i langdrag, selvom den barokinspirerede ouverture til ”Graal” bestemt er fin detalje. Her falder Preslands trommer ligeledes mere naturligt ind, mens også den harmoniske balance mellem growl og skønsang topper. Exul kulminerer med den ukarakteristisk korte ”Anhedonia”, den kliniske betegnelse for menneskets manglende evne til at føle glæde. Meget symptomatisk for den kroniske depression afrundes dette ’muntre livstykke’ af jamrende vokalharmonisering akkompagneret af melankolske pianosekvenser.

Forstyrrende forgreninger

Når Ne Obliviscaris for alvor folder sig ud, befinder vi os på en af de allerøverste hylder. Beklageligvis rammer vi lidt for ofte uden for skiven, ikke mindst takket være langgaberen “Equus”, som er den største synder. Desuden opleves trommerne overvejende ikke som en fuldt integreret del af den samlede produktion, ligesom også anvendelsen af de indlagte strygersekvenser indimellem virker som et malplaceret element. Omvendt skildrer både lyrik og stemning den præsente følelse af depression, håbløshed og menneskelig tragedie på yderst autentisk vis gennem det meste af albummet. Her er intet lys for enden af tunnelen, ej heller håb om frelse. Kun askegrå elendighed og afgrundsdybe traumer så langt øjet rækker. Som et opdateret lydspor til Darren Arofnoskys Requiem for a Dream ser vi dermed ingen anden udvej, end at overlade os selv til mørkets udfriende favntag. Dernæst, en fredfyldt oase af uspoleret sindsro …!

Tracklist

  1. Equus
  2. Misericorde I - As the Flesh Falls
  3. Misericorde II - Anatomy of Quiescence
  4. Suspyre
  5. Graal
  6. Anhedonia