Svart Metall
Svenske Naglfar er nogle erfarne herrer, der sammen med bands som Dark Funeral, Marduk og Dissection var med til at etablere den svenske black metalscene tilbage i 1990’erne. Som mange andre bands i den genre, har Naglfar haft en tumultarisk karriere med diverse udskiftninger af medlemmer samt årelange pauser mellem udgivelser. Men nu efter en pause på otte år, er de klar med deres syvende album: Cerecloth – et vokssmurt klæde brugt til at svøbe lig eller vandsikre sit skib- En særdeles passende albumtitel til et band opkaldt efter det mytologiske skib, der ved Ragnarok vil fragte samtlige onde jætter fra Muspelheim til slagmarken.
50 Shades of Black
Bandet er tidligere blevet sammenlignet med Dimmu Borgir grundet deres melodiske og storladne tilgang til black metalgenren, og samtidig blevet rost meget for deres velfungerende fusion af klassisk svensk dødsmetal og black metal. Her på Heavymetal.dk har vi da heller aldrig givet Naglfar lavere end syv kranier, så forventningerne til Cerecloth var da også ret høje. Otte år er en ret lang pause (medmindre man da er Tool, Metallica eller Necrophagist) mellem udgivelser, men hvis man lige hurtigt sammenligner Cerecloth med det forrige album Teras, er det tydeligt, at bandet fortsætter præcis den samme stil trods de mange år og det, at gruppen nu er en trio i stedet for en kvartet. Dvs. en solid blanding af alle de klassiske black metalelementer, som vi kender og elsker; tremoloriffs, blastbeats, skrigeri og molakkorder. Men samtidig er der masser af storladne passager, hvor guitaren nærmest lægger op til fællessang, hvis den da ikke har travlt med at levere nogle nærmest klassiske rock ’n’n roll-rytmer eller soloer. Ergo er vi i et grænseland mellem black ’n’ roll, blackened death metal og melodisk black – hvilket er ganske spændende sted at befinde sig. Alle disse nuancer er især tydeligt på skæringens andet nummer ”Horns”, som næsten lige så godt kunne være et nummer lavet af norske Vreid eller en gammel glemt demo fra Dimmu Borgirs Stormblåst. Eller det mageløse nummer ”The Dagger in Creation”, der ellers er et klassisk black metalnummer, lige indtil soloen, som har et forfriskende 80’er-retro fornemmelse, der løfter et i forvejen udmærket nummer op til nye højder.
Men der er ikke kun (sorte) roser til Naglfar og Cerecloth! Albummet er forholdsvist langt med ni numre, der alle er på minimum fire minutter, hvilket giver en spilletid på omkring 45 minutter. Det er i sig selv ikke noget problem, men trods de mange små nuancer, så bliver det en kende svært at skille numrene fra hinanden, da nogle af dem simpelthen mangler identitet. Derudover virker det også til, at produktionen er gået et skridt tilbage i forhold til 2012’s Teras – om det er et tilfælde, eller et bevidst valg for at få en mere autentisk følelse af 90’er black metal, skal jeg ikke kunne sige. Men resultatet er, at albummet desværre ikke er lige så godt mixet, hvilket betyder, at instrumenterne nogle gange lyder, som om de kæmper om at komme til orde i stedet for at harmonere.
Absolut godkendt
Trods en pause på otte år, og at bandet er gået fra fire til tre, så formår Naglfar at lyde, ”som de skal”, og som deres fans nok også forventer. Cerecloth er altså et ganske udmærket black metalalbum med masser af små nuancer og delelementer, der er med til at give Naglfar deres identitet. Så nu må vi bare håbe, at vi ikke skal vente endnu otte år, før vi hører fra Naglfar igen!
