En ny profeti?
Den 19. maj 2023 udgav det tyske powermetal-band Mystic Prophecy sit tolvte studiealbum Hellriot, der med sine elleve sange har en spilletid på omkring 41 minutter. Bandet omkring det eneste originale medlem, vokalist Roberto Dimitri Liapakis, blev dannet i 2000, og siden 2017 har lineuppet været stabilt. Mystic Prophecy er karakteriseret ved sit massive og tunge lydbillede, hvor R.D. Liapakis’ vokal ikke er så skinger som den, man finder hos mange andre powermetal-bands. Seks af bandets tidligere plader er blevet anmeldt her på sitet, og alle har scoret forholdsvis gode karakterer – særligt Killhammer har overbevist os og fået hele 9 af 10 kranier. Nu må vi se, om de er i stand til at leve op til forventningerne.
Velkendt forudsigelighed
Jeg vil starte med at citere anmeldelsen af War Brigade fra 2019: “teksterne er lettere banale, melodierne har forudsigelige harmonier tilsat tunge guitarriffs, lynende guitarsoloer og mikset med en dyb rumlende rytmesektion.” Dette udsagn kan kopieres og sættes direkte ind, for det passer stadig. Men hvorfor skal man da også ændre på vante rutiner, når de virker? Særligt albummets titelsang “Hellriot” er et glimrende eksempel på ovenstående, og det fungerer bare: Der files på guitaren til den store guldmedalje, og samspillet mellem de enkelte elementer er, som det skal være. Et yderligere højdepunkt er efter min mening pladens syvende sang “Rising With The Storm”, da den bæres af en tung baslinje, der suppleres med guitarsoli og metalskrig for alle pengene. Albummet indeholder desværre også sange, der er mindre vellykkede, hvilket de noget glatpolerede og repetitive “Metal Attack” og “Road To Babylon” vidner om. På trods af dette problem – der i øvrigt er tilfældet for flere af sangene – kan meget af det reddes af de vildt fede guitarsoli, der virkelig sparker røv. Den eneste sang, man trygt kan springe over, er “Paranoia”, der er rigtig træls på grund af en gennemtrængende keyboard-lyd i kombination med omkvædets enerverende råbe-sang. Men jeg synes, at bandet skal have ros for ikke at trække sangene i langdrag med en masse gentagelser og fyld, hvilket man desværre ser hos mange bands inden for powermetal-genren.
Weiter so!
Hellriot bringer altså ikke noget nyt og innovativt frem i lyset, for bandet gør, hvad de altid har gjort – men det fungerer jo også helt fint. Det er cirka den samme følelse, der fremkommer, når man tænker på dag- og natsnitter: De er lidt vamle, og man vil nødigt indrømme, at man kan lide dem, men de er faktisk meget lækre. Hvis du altså vil have letfordøjeligt powermetal, eller hvis du ville ønske, at Majesty lød godt, skal du definitivt give denne plade en lytter!
