Morbid Angel - Kingdoms Disdained

Kingdoms Disdained

· Udkom

Type:Album
Genre:Death metal
Antal numre:11

Officiel vurdering: 6/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Am I Morbid?

Morbid Angel. Ingen intro er nødvendig når det kommer til Trey Azagthoth og hans band. Trey er siden ’86 blevet hyldet som en af de største bagmænd inden for dødsmetal, grundet brutal lyrik, skæve rytmesektioner og hjernesmeltende soloer. Der har dog været en hel del palaver med Morbid Angel de sidste par år; alt fra udgivelser der fik folk til at ryste på hovedet – og ikke kun på grund af forkerte latinske bøjningsformer (Ilud Divinium Insanus) – til hele balladen mellem Trey og David Vincent. Med det sagt, er det jo helt normalt, at bands der er så store, kendte og gamle som Morbid Angel, oplever indbyrdes problemer, og prøver at gemme et par skeletter væk i skabe og lignende opbevaringsgenstande. Bandet har siden 2011, hvor de valgte at udgive det svært udskældte album, Ilud Divinium Insanus, brugt tiden på at finde ud af, hvad pokker de egentligt skulle stille op. Først her i 2017 nåede de frem til et svar – og svaret er Kingdoms Disdained.

Öld Skööl

Det første der rammer én, når man sætter Kingdoms Disdained på, er en klassisk omgang Morbid Angel i form af nummeret Piles of Little Arms, der på mange måder symboliserer essensen af Morbid Angel: skæve trommemønster og en guitar der følger trop i bedste galop-stil. Allerede fra første sekund står det klart, at dette ikke er Ilud Divinium Insanus 2; noget der burde få de fleste ellers så fortørnede fans til at slappe lidt af. Det bliver hurtigt klart, at budskabet med Kingdoms Disained er, at Morbid Angel stadig findes, og de stadig ønsker at understrege at de altså er mestre af dødsmetal. Dog bliver det hurtigt en kende ensformigt, og man sidder lidt med tanken, at Trey og de andre engle har valgt at køre den hjem med både livrem og seler. Det lyder som om de har valgt at gøre alt det de ved der virker, samt undladt at tage nogen form for chancer eller lave musikalske eksperimenter. Der er ingen nytænkning eller risici ved Kingdoms Disdained, så det er det perfekte album til dødsmetal-puritaneren, der helst vil have at alting lyder som det gjorde tilbage i ’86. Men hvis man er typen, der er i besiddelse af en velfungerende gregoriansk kalender, så kan man godt sidde og føle at det kører i ring, og at man efterhånden har hørt det en del gange før.

So close, yet so far

Kingdoms Disdained virker til at være skabt med det ene formål, at overbevise de fans, der enten stak af tilbage i 2011, eller foretrækker I Am Morbid i stedet, at der altså stadig er god grund til at høre Morbid Angel. Men på trods af det, er det altså bare ikke godt nok at lave det samme igen og igen; der mangler simpelthen noget nytænkning, eller i det mindste bare en vis attitude og fandenivoldskhed for at opveje følelsen af gentagelse. Så Kingdoms Disdained står desværre tilbage som en fuldstændigt ufarlig og totalt harmløs affære. Det er ikke en dårlig skive, men det er skuffende, at Trey ikke turde lave noget mere ”farligt” og spændende – og nej, det er ikke fordi jeg beder om en Covenant 2 eller noget i den retning, men det mest tragiske ved Kingdoms Disdained, er netop at den kunne være blevet så meget bedre, hvis bare de havde turdet! Men nej, desværre…

Tracklist

  1. Piles of Little Arms
  2. D.E.A.D.
  3. Garden of Disdain
  4. The Righteous Voice
  5. Architect and Iconoclast
  6. Paradigms Warped
  7. The Pillars Crumbling
  8. For No Master
  9. Declaring New Law (Secret Hell)
  10. From the Hand of Kings
  11. The Fall of Idols

Kommentarer (1)

James Flanherth

Morbid Angel

-Er det en såkaldt trommemaskine.?