Veteranerne leverer varen, dog uden at imponere
Et band, man kan regne med
Megadeth gjorde det. Machine Head har gjort det to gange. Metallica har også gjort det – endda mange gange! Hvad sker der lige for de bands? Hvorfor skuffe en kæmpe fanskare på den måde? Hvorfor skal de allesammen, på et eller andet tidspunkt i karrieren, lave albums, der pludselig er radikalt anderledes? Er det en uskreven regel, når ens bandnavn starter med m?
Nej! Det gælder i hvert fald ikke dem alle. Der er nemlig ét band, der altid leverer varen, præcis som deres fans vil have den, og de har lige udgivet deres ellevte album. Mine damer og herrer, tag godt imod Monster Magnet.
Fire gode og seks jævne
Bare rolig, kære læser. Heller ikke denne gang er der store udsving eller bindegale eksperimenter fra de efterhånden legendariske læderrockere. Med nyeste album Mindfucker fra det snart 30 år gamle New Jersey-band er det nemlig endnu en gang tid til at sætte sig op på kværnen og køre mod solnedgangen, mens Dave Wyndorf og hans drenge leverer soundtracket.
Pladen starter på fremragende vis med nummeret “Rocket Freak”, der i bedste Ramones-stil viser, hvor hard rock-skabet skal stå, og så er vi ellers i gang: ti numre, hvor Monster Magnet spiller, ja, Monster Magnet. Men er det nødvendigvis skidt og helt vildt kedeligt at blive trukket rundt i den samme manege igen? Egentlig ikke. Selvom det langtfra er alle numre på pladen, der er lige interessante, så leverer bandet på vanligt højt niveau.
Skæringerne “I’m God”, “Ejection” og i særdeleshed afslutteren “When the Hammer Comes Down” er sammen med førnævnte åbningsnummer rigeligt til at tilfredsstille de fleste fans. Ingen af numrene er dog deciderede ørehængere, som man bare går og nynner ustoppeligt efter et par gennemhøringer, men det er stadig umiskendeligt Monster Magnet, og så ved alle, at bundniveauet er højt. Overraskelser er her ingen af, men når først Monster Magnet har spillet sig varme, ved enhver, at den står på good-times rock ’n’ roll, til solen går ned, og den slags bliver man aldrig træt af.
Ikke så meget pjat
Det kan siges ganske kort, så det gør jeg: Mindfucker er ikke Monster Magnets bedste plade, men den er sandelig heller ikke dårlig. Dedikerede fans vil være ovenud tilfredse, mens andre vil sige “tja, okay” og derefter begynde at lede efter Powertrip eller andre af bagkatalogets højdepunkter. Live kommer de ti nye skæringer uden tvivl til at passe perfekt ind, og lad os håbe, at pladens bedste nummer, afslutteren “When the Hammer Comes Down”, er at finde på sætlisten, når Wyndorf & co. besøger Pumpehuset i København 21. maj.
Mindfucker er Monster Magnet i vanlig topform, men de helt magiske øjeblikke udebliver. Det udløser syv små kranier.
