Uanset hvad du mener om Metallica anno 2023, så er 72 Seasons den største udgivelse, der lander hos os i år. Heavymetal.dk har derfor valgt at sætte hele tre anmeldere på sagen. Læs her perspektiver fra den unge, den gamle og hende midt imellem.

Jonathan Pichard

5/10

Tre er bedre end en

Uanset hvad man så går og tænker og føler om Metallica, så er det indiskutabelt, at når verdens største metalband nogensinde udgiver nyt, så er det den metaludgivelse, der vil fylde mest det pågældende år – sådan er det bare. Derfor er denne anmeldelse en kende atypisk, da vi simpelthen var flere anmeldere her på heavymetal.dk, der ønskede at analysere 72 Seasons. Vores håb er, at vi med de tre skribenters ret forskellige baggrunde (ikke mindst alder) og personlige forhold til gruppen kan tilvejebringe flere vinkler og dermed en mere dækkende bedømmelse af årets vigtigste metaludgivelse. Derfor får du ikke bare én anmeldelse her, men tre. Den endelige karakter er derfor et udregnet gennemsnit af de karakterer, som anmelderne hver især mener, er den rette.

Hardwired 2.0: Pensionist Boogaloo

Ud af det blå smed Metallica tilbage i november 2022 nummeret ”Lux Æterna” på gaden – hvilket samtidigt var annonceringen af bandets 11. album: 72 Seasons. Et konceptalbum der beretter om de første 18 år af et menneskes liv med de op- og nedture, der nu engang finder sted i løbet af disse formative år. I takt med at bandet udgav flere og flere numre, blev det forholdsvis tydeligt, at det, vi var vidne til, var udgivelsen af Hardwired… To Self-Destruct 2 – på godt og ondt. Produktionen, mixet og lyden på 72 Seasons er således, at samtlige numre lyder, som om de blev indspillet dagen efter, at Hardwired blev udgivet, og de børnesygdomme som det album led af, lider 72 Seasons også af. Sangene er for mange og for lange, de mangler retningssans og Kirk trænger til en seriøs omgang voksenskældud.

Når det så er sagt, så lyder James stadig fremragende, og selvom man har hørt hans rytmeriffs før, så er der stadig noget grundlæggende sejt over hans måde at spille og bjæffe på, som eksempelvis introen til titelnummeret beviser. At selvsamme nummer så er fire minutter for lang og generelt lyder som et sammenstød mellem ”Hardwired”, ”Moth into Flame” og ”Spit out the Bone”, samt at der går fem minutter, før der kommer et reelt skift, er så en anden sag om end med til at fremhæve min tidligere pointe.

Generelt er der langt mellem de gode numre på 72 Seasons, og der er absolut ingen grund til, at albummet skal vare 77 minutter. Og præcis ligesom på forgængeren er der numre, som nemt kunne være blevet droppet helt f.eks. ”Shadows Follow”, ”Sleepwalk My Life Away” og ”You Must Burn!” – for slet ikke at nævne ”Chasing Lights”. Det generelle bundniveau er måske højere end på forgængeren, da der ikke er nogle deciderede dårlige numre, som ”Murder One”, men til gengæld er der heller ingen hits. Ikke ét nummer på 72 Seasons får mig til at tænke ”Yes, der var den sgu!”. Ligeså savner jeg power ballader a la ”Fade to Black”, ”Unforgiven” eller sågar ”Halo on Fire”. Ligeledes har jeg svært ved at forstå fraværet af reel variation på albummet, for samtlige numre følger mere eller mindre den samme skabelon, har det samme tempo og nærmest også samme længde måske med undtagelse af ”Inamorata”, som kunne være den nye ”Outlaw Torn”, men desværre bare er en ørkenvandring.

Meh-tallica

På 72 Seasons beviser Metallica atter en gang, at de ikke har noget at bevise længere. De er verdens største metalband. De har sejret og de er urørlige. De kan derfor tillade sig at være så magelige, de vil og bare tumle derudaf, uden nogen siger dem imod. Ligeså beviser de desværre også, at de er et band, der alle dage har haft brug for en voksen til at holde dem i ørerne, om det så er Bob Rock, Flemming Rasmussen eller selv Rick Rubin. 72 Seasons er ikke et dårligt album, men det er heller ikke et godt et, og det bliver aldrig det Metallica album, som folk vil fremhæve som værende det bedste

Zandra Damsgaard

8/10

Lyset i det metalliske mørke

Stod det til James Hetfield alene, havde der stået ”Lux Æterna” i stedet for ”72 Seasons” på coveret til årets ubestridt største rockudgivelse. Det evige lys, der bryder igennem selv det dybeste mørke, er hovedtemaet på Metallicas 11. studiealbum og symbolet på håb for selv den mest arrede og sårbare sjæl.

Netop sådan en har været i front for Metallica i mere end 40 år, og skønt alle fire bandmedlemmer efter sigende har været mere involveret end nogensinde, oser sangskrivningen på 72 Seasons af James Hetfield. Igennem 77 minutter blotlægger han forsøget på at give slip på sin svære fortid og navnlig de første 18 år – 72 sæsoner – der er er med til at forme et menneske på godt og ondt.

Fra Jack. D til Earl G.

Metallica har selv fortalt, hvordan de med 72 Seasons ikke har fulgt en formel for, hvordan et album skal være skruet sammen – de har bare jammet, indspillet og udvalgt de 12 numre, som udgør bandets første plade i syv år. Det viser sig i en friskhed og spilleglæde, som i hvert fald jeg ikke på samme måde hørte på forgængeren Hardwired… To Self-Destruct fra 2016.

Metallica anno 2023 lader til at have givet slip på fortiden og en illusion – som nok i virkeligheden var skabt af alle os andre – om, at hver eneste nye plade skulle være en ny Ride The Lightning eller Master of Puppets. Lige så vel, som Jason Newsted ikke tilnærmelsesvis kunne erstatte Cliff Burton, er der meget langt fra en flok vildfarne teenagere til fire modne mænd med den største del af livet bag sig. Fra garagedagene og det vilde liv med sex, drugs og rock ’n’ roll, til livserfaring, restitution og voksne børn. Fra Jack Daniels til Earl Grey.

Ser man på 72 Seasons i lyset af det moderne, mere modne Metallica, er vi ikke nær Death Magnetic, som i mine ører er et moderne mesterværk, men vi er et stykke over Hardwired…, og således går det jo den rette vej! Bevares, man kunne godt ønske sig, at Greg Fidelman havde sat foden ned over for sine co-producere Hetfield og Ulrich og fået skåret flere af numrene og albummet ind til benet. Albumlukkeren ”Inamorata”, som med sine godt 11 minutter er det længste Metallica-nummer nogensinde, kunne således have været et supersmukt punktum, hvis den havde være en tredjedel kortere og i øvrigt rent instrumental.

Da et Metallica i sin levetids (forhåbentlig) største eksistentielle krise bandlyste guitarsoloer på St. Anger, virkede det ærligt talt lidt hovedløst. En god solo er med til at bryde et nummer op, give det særpræg og løfte det fra klassisk A-B-A-B-C-B til noget mere unikt. Når Kirk Hammett imidlertid i forbindelse med udgivelsen af 72 Seasons fortæller om, hvordan han har indspillet en stribe soloer, afleveret dem og er smuttet igen, ”for de kan passe ind hvor som helst, og jeg spiller alligevel bare noget andet live”, begynder man at fatte en snert af forståelse for den beslutning. Der er på 72 Seasons nogle herlige guitarsoloer – som i den ellers lidt intetsigende ”Room of Mirrors” – men på flere af numrene drøner de afsted uden mål og med og føjer til et lidt tilfældigt samlet indtryk.

Det er til gengæld en fryd at opleve, hvordan rytmesektionen står knivskarpt på 72 Seasons – Lars Ulrich og Rob Trujillo er ganske enkelt bundsolide og har i ”Crown of Barbed Wire” en fælles intro, der sidder lige, hvor den skal. Det samme kan sådan set siges om James Hetfield, hvis vokal har udviklet sig fra ungdommens thrashy skrig, over den rå heavyrøst og til nutidens mere fyldige, kraftfulde og teknisk bedre vokal. 72 Seasons er desuden spækket med både lyriske og instrumentale referencer til Metallicas fortid, hvilket giver god mening i konteksten, selv om nogen givetvis vil trække genbrugskortet. Det er ikke desto mindre sjovt som fan at dykke ned i: Prøv eksempelvis at lytte til ”If Darkness Had a Son”, albummets bedste nummer, med Death Magnetic in mente og læg så en hilsen fra St. Anger oveni!

168 sæsoner

Det er svært at isolere udgivelsen af et nyt Metallica-album fra følelsen af taknemmelighed. I afsindige 42 år har Metallica givet os deres bedste, også selv om både vi og de ikke altid har fundet det godt nok.

Som de fleste andre Metallica-fans elskede jeg det gode, gamle, utæmmede thrash, der voksede sig større og tungere og stadig var helt igennem sit eget. Jeg voksede op sammen med det sorte album, og da jeg gik en hårdere retning, gjorde Metallica det modsatte. Jeg begræd de faldne lokker og alt, hvad de symboliserede. Jeg følte afmagten, frustrationerne og siden forløsningen med St. Anger helt ind i knoglerne, og jeg var bristefærdig af lykke over Death Magnetic. Hardwired… er jeg stadig ved at lære at elske, og af samme grund har jeg imødeset 72 Seasons med lige dele spænding og ængstelse. Nu er den her, og den er et fint statusbillede efter Metallicas første 168 sæsoner.

Søren Højer Larsen

7/10

Boomerperspektivet

Som fan siden 1983 er der ingen metalbands, jeg er knyttet tættere til end Metallica. Det spiller selvfølgelig ind, når nye udspil fra gruppen, jeg nu har fulgt i tykt og tyndt igennem 40 år, skal vurderes. Som på alle Metallica-udgivelser siden The Black Album er der rigeligt med både skidt og kanel på 72 Seasons. Først og fremmest får man det indtryk, at gruppen udelukkende er gået i studiet for deres egen fornøjelses skyld. Fair nok, men det musikalske udtryk varieres stort set ikke, og man fornemmer ikke, at de på nogen måde udfordrer sig selv. Men de hygger sig, selvfølgelig gør de det, og kører den hjem på rutinen. Metallica er blevet til en hyggeklub for gamle kammerater, der mødes og har det sjovt.

Shit og Chanel

Lad os tage det gode først, for her er jeg ret uenig med Jonathans analyse. Titelnummeret har solide riffs, fede breaks, en lækker melodisk solo og en eminent afslutning. ”Lux Æterna” viser, at Metallica stadig kan fræse derudaf. Mægtige ”Inamorata” giver minder om episke ”The Outlaw Torn” og ”Bleeding Me”. De tre sange og så ”If Darkness Had A Son” med albummets bedste omkvæd hører stensikkert hjemme i Metallicas uforlignelige pantheon af legendariske sange.

Flere af de mere gennemsnitlige numre, og dem er der desværre en del af, har en eller anden lille bid, der er fængende: Et super catchy pre-chorus i den generelt kedelige ”Sleepwalk My Life Away”, c-stykket på ellers komplet overflødige ”Room Of Mirrors”, og ikke mindst de klare Black Sabbath-vibes og harmonierne på den alt for lange ”You Must Burn”. Super lækre sager, der desværre trækkes ned af lidt for meget metervare. 77 minutter med tunge riffs, Lars’ trommer lige i fjæset, Kirks overvejende mærkelige soloer, og ikke så meget andet, er hård kost… albummet decideret skriger på mere variation. Lidt akustisk guitar, clean guitar måske, sågar noget hammondorgel, en rumsterstang, panfløjte! Hvad som helst!

Endelig illustrerer en sang som ”Chasing Light”, hvad problemet på dette album er. De første 45 sekunder er en komplet overflødig ørkenvandring. Så får vi lækre hard rock-agtige riffs i fint tempo, nogle fede breaks, sågar en cool solo og endnu et herligt c-stykke. Men det ændrer ikke på, at her er en sang, der ville blive 20-30% bedre, hvis den varede fire minutter i stedet for næsten syv.

James skinner, og Lars leverer

Når det så er sagt, så må man konstatere, at det stadig er gruppens to chefer, der trækker den hjem til en solid omgang Metallica anno 2023. James synger stærkt og med masser af indlevelse, og Lars’ trommer er solide og medrivende. Vejen for den tredje og formentlig sidste fase af Metallicas karriere blev lagt på Hardwired i 2016, og forsætter på lidt højere niveau her på 72 Seasons: Et mix af gruppens version af den klassiske thrash med en solid dosis 90’er Load-æra hard-rock indover. Du kan lide det eller lade være, det er sådan, det bliver, indtil Lars og James lukker og slukker om 5-10 år.