Plottet spidser til
Da vi 2024 var i ny audiens hos den blege eminence, viste genkomsten sig noget mere interessant end fuldendt. One Assassination Under God – Chapter 1 hævede sig ganske vist over flere af Marilyn Mansons foregående udgivelser, men de seks kranier afslørede også et betydeligt spænd mellem comebackets symbolske relevans og den musikalske værdi. Nu følger anden og afsluttende akt, igen skrevet og produceret i tæt parløb med Tyler Bates, som siden har forladt bandets scenebesætning. Dermed står Chapter 2 som både foreløbig kulmination på deres kreative partnerskab og lydsporet til endnu en bemandingsmæssig forskydning omkring shockrockens evige enfant terrible. Med dette melder sig unægteligt spørgsmålet: Var første kapitel blot optakten til det egentlige klimaks, eller står vi med reminiscenserne af et værk, der aldrig burde være blevet delt i to?
Fra skafottet til spejlet
“I’m not coming for you, I’ve already arrived.” Med sin dramaturgiske sans intakt, trækker en tilsyneladende allerede tilstedeværende Manson scenetæppet til side. Alt imens strammer den drævende, postpunkede monotoni langsomt men sikkert sit klaustrofobiske greb omkring lytteren. “Unalive” er hypnotisk, tenderende til migræneinducerende, men fungerer upåklageligt som indgang til et album, hvor repetitionen tillægges større værdi end overraskelsen. “Don’t Answer The Door” vender spejlet mod de forargede masser, og fortællingen bevæger sig gradvist fra stadiet af flammende forsvarstale til selvdeklarerende manifest. Manson fremstiller ikke længere sig selv som offerlam på samfundet skafot, men som en ny entitet, der har overlevet attentatet og bragt 'noget' tilbage.
Kompositionerne virker dog mindre interesserede i at imponere end i at holde lyrikken renset for unødig kompleksitet. Og bevares, som formidlingsgreb giver det da en vis mening; som rockalbum efterlader det derimod væsentligt mere at diskutere. Af samme årsag fremstår “Front Toward Enemy” som en temmelig frustrerende åbenbaring. Revitaliseret og bidsk, som denne generations pendant til “Little Horn”, kan man ikke undgå at forestille sig, hvad vi kunne have stået med, om nummerets fremdrift havde været repræsentativt for Chapter 2 som helhed. Men ak! Når aggressionen endelig udæskes, virker den undertiden forceret og affekteret som en nostalgisk honnør rettet mod det segment, der måtte savne den flamboyante bøhmand, som transformerede fremmedgørelse og sammenbidt selvhad til fællesskab for 90’ernes og 00’erne utilpassede ungdom.
Det er ellers ikke, fordi manden mangler noget at sige. “All The Vilest Things”, “Lucifer’s Teardrop” og “The Arsonist” tegner kollektivt portræt af en arret sjæl, der har skrinlagt substansmisbrug, smertelig selvdestruktion og årelang turbulens for at nå ud på den anden side. Problemet er snarere, at ordene alt for ofte må bære den byrde, som riffs, dynamiske kontraster og uforglemmelige hooks tidligere delte ligeligt med dem. “Exit Wound” kunne med sin beskidte selvforståelse sidenhen have fundet et naturligt hjem i Antichrist Superstar-æraens univers, fordi Manson endnu en gang insisterer på nødvendigheden af at være de martrede massers styrtblødende udgangssår. Ikke mindst når nu netop dette skelsættende opus i år fejrer 30-års jubilæum. Men det bliver “Enantiomorph”, der samler begge kapitler. Titlen betegner et spejlvendt modstykke, og nummeret fungerer netop som sådan: Hvor Chapter 1 åbnede med offentlighedens attentat mod Manson, konkluderes det samlede værk med en fattet og stålsat figur, der vender spejlet mod sine støtter såvel som modstandere.
Manson, min Manson …
“We didn’t know we were better than we allowed ourselves to be” udvikler sig næsten til en formanende kærlighedserklæring og et løfte om, at mørket ikke varer ved, inden udgangsreplikken flytter hele fortællingens tyngdepunkt: “It’s not for what they did to me, it’s for what they did to you.” Fra skafot til spejl. Fra selvforsvar til fælles opråb. Chapter 2 lykkes dermed bedre som fortælling end som traditionelt album. Her finder det todelte værk endelig sin egentlige forløsning. Det bør ikke underkendes. Tværtimod giver slutningen første kapitel en kontekst og emotionel ballast, som det ikke fuldt ud besad på egen hånd. Forståelse bør dog ikke forveksles med begejstring, og her rammer sorgen hårdere end irritationen. For nærværende anmelder var Manson mere end teatralske chokeffekter, outreret makeup og sylespids provokation; han var lydsporet til et musikalsk opdrag og et talerør for dem, der ikke lod sig diktere af samfundets konformitet og snævre doktriner. Netop derfor gør det ondt, at alt for få af de nyere sange har kæmpet sig ind i rotation blandt de klassikere, der formede forholdet til kunstneren. “Front Toward Enemy” og “Enantiomorph” viser, at gløden stadig findes, men slet ikke konsekvent nok til at antænde helheden. One Assassination Under God var som samlet enhed det album, han havde behov for at lave, men kun tilnærmelsesvist det album, vi havde brug for at høre.
