Askeonsdag i familiefirmaet
Tungsten har foreløbig haft noget nær permanent askeonsdag på HEAVYMETAL.dk. De to gange, vi har anmeldt Anders Johansson og sønner, er det endt med blot tre afpillede kranier. Debuten We Will Rise manglede både fængende riffs, majestætiske omkvæd og musikalsk identitet, mens The Grand Inferno fem år senere druknede instrumenterne i elektroniske effekter, robotproduktion og assorterede idéer. Efter infernoet kommer nu Ashes, og titlen kunne næsten være valgt med vores tidligere domme in mente. Men askeonsdag handler ikke kun om jorden, man er kommet af. Den indleder også fasten og dermed en periode med selvransagelse, bod og mulighed for fornyelse. På femte album får Tungsten derfor chancen for at rejse sig af den aske, vi selv har været med til at dynge over dem. Spørgsmålet er, hvorvidt det svenske familieforetagende har fundet en klarere retning eller blot føjet nye kostumer til det musikalske kludetæppe.
Klovnebussen står i flammer
Jodlen og guitar? Jo, det umage par havde passet til Epic Fest som fod i hose. Men klip tilbage til Ashes, hvor klovnebussen på “Joker” lystigt bumler derudad på pibende dæk og knirkende aksler. Oven i jodlen kommer en hæs, halvguttural udbasunering – growl er trods alt et for præcist ord – og tilsammen får de tæerne til at krumme med kirurgisk præcision. Herre jemini, hvor er det dog jammerligt. Og sådan fortsætter kostumeballet. På “Fuego Del Sol” står den på latinamerikansk dakke-dak og et begejstret “¡Venga!”. Det er electro-brocore af den slags, der ville få Electric Callboy til at finde notesbogen frem, mens et galopperende solstik for resten af os fremstår som et næsten forjættende alternativ. Andre steder åbnes det middelalderlige spisekammer, og resterne æltes sammen til forloren hare uden så meget som ét gran næring.
Bag udklædningen gemmer der sig en produktion, som genopliver samtlige kritikpunkter fra The Grand Inferno. Rytmesektionen tramper enerverende monotont af sted uden opbygning, forløsning eller mærkbar puls, mens guitarerne kun sporadisk tager tilløb til noget fængende, før de drukner i synthesizere og påtrængende effekter. Værst står det dog til foran mikrofonen. Mike Anderssons vokal er dynamikforladt, pinagtigt påtaget og jævnligt afbrudt af mærkværdige udfald. På “Sunshine of Fall” lyder han, som om Whiplasher Bernadotte har slugt en hundefløjte, mens arrangementet kunne være et fraklip fejet op fra gulvet i Deathstars’ klipperum. Når Tony Kakko dukker op på “The North Will Rise”, behøver han nærmest kun at møde op for at udstille, hvor lidt vokalautoritet Tungsten selv har bragt med sig. Hans tilstedeværelse frelser nummeret fra at gå kødets gang, men ikke fra en tekst, der stolt reciterer navnene på Nordens fem lande.
Teksterne er i det hele taget så kalorielette, at end ikke den mest optimistiske sjetteklasselærer burde godkende dem. En tudende ugle, pseudoreligiøs staffage og store ord om ild, stjerner og nordisk styrke poserer med lånt seriøsitet, uden at sangene opnår nævneværdig dybde. Da “Happy” ankommer efter de første fire numre, virker titlen nærmest provokerende optimistisk. Måske satser Tungsten på, at lytteren allerede har udviklet en mild form for sindssyge og nu sidder og gnækker fornøjet for sig selv. Man når knap at efterlyse professionel hjælp, før “Ted the Exorcist” sender den helt forkerte fagperson, akkompagneret af en migræneinducerende grundrytme. Deliver me from evil! Til sidst skulle “The Forge” samle stumperne i smedjen, men Tungsten har tilsyneladende glemt både hammer, ambolt og arbejdstegning.
Af asken skal du ej genopstå
På We Will Rise manglede Tungsten idéer. På The Grand Inferno kunne de ikke sortere i dem. Ashes forener på imponerende vis det værste fra begge verdener: Idéfattig sangskrivning forsøges skjult bag et overflødighedshorn af jodlen, latinrytmer, industrial metal, folkemetallisk staffage og elektronisk dakke-dak. Ingen af delene får tid eller substans nok til at udvikle en egentlig identitet. Resultatet er hverken sammenhængende, fængende eller bare underholdende på den hjernedøde måde. Det er 40 minutters musikalsk udklædningskasse uden en eneste figur, man ønsker at møde igen. Kun enkelte guitartilløb og Tony Kakkos gæstevisit antyder, at der et sted under asken har ligget brugbare materialer. Ved smedjen står derfor kun ét spørgsmål tilbage: Hvordan i hede hule Hellerup kan et band opkaldt efter et af verdens hårdeste metaller fremstå så eftertrykkeligt tandløst? Ashes lever desværre alt for godt op til sit navn. Her rejser sig intet, blot ét ensomt kranium af asken.
