Hvor længe kan du holde vejret?
The Ocean har altid været mere et kollektiv end et traditionelt band. Men efter afslutningen på de sidste ti års lineup, der stod bag Phanerozoic I, Phanerozoic II og Holocene, lignede det umiddelbart slutningen på en æra. I 2025 forlod vokalist Loïc Rossetti, trommeslager Paul Seidel og guitarist David Ramis Åhfeldt det tyske kollektiv, hvilket efterlod blot tre medlemmer. Hvad gør man så? Enten lader man skibet synke, eller også finder man en ny besætning. Grundlægger Robin Staps valgte heldigvis sidstnævnte og hentede to nye vokalister, Enrico Tiberi og Lane Shi, samt to nye guitarister, Emannuel Jessua og Marco Gennaro. Dermed bliver Solaris både en fortsættelse og en slags genfødsel for The Ocean. Og titlen er egentlig meget passende, for på Solaris møder vandet ilden. De to elementer kan eksistere side om side, men uden ilt kan branden ikke fortsætte. Så husk at trække vejret dybt, inden du kaster dig ud på den 69 minutter og 22 sekunder lange svømmetur.
Udforskning og erobring
Solaris, der er baseret på Stanisław Lems klassiske science fiction-roman, undersøger menneskehedens besættelse af opdagelse, fremskridt og den magtbalance, der følger med. I bogen skaber planeten Solaris fysiske manifestationer af menneskets underbevidsthed, hvilket sender hovedpersonen ud i en eksistentiel krise. Udgivelsen rejser spørgsmålet om, hvorvidt vores fascination af rumforskning og -udforskning udspringer af oprigtig nysgerrighed, eller om den også handler om erobring, ejerskab og personlig succes. Sangene sætter samtidig spørgsmålstegn ved forestillingen om, at teknologi automatisk er lig med frigørelse. For selvom teknologien gør livet nemmere, binder den os så ikke også? Når alt kan gøres hurtigere, nemmere og døgnet rundt, bliver det så ikke pludselig forventningen, at vi skal gøre det? Det er lidt som at få en opvaskemaskine og kort efter opdage, at man ikke længere kan huske, hvordan man tænder for vandhanen. ”Light Pollution”, der bedst kan beskrives som klassisk The Ocean med deres velkendte blanding af prog og post-metal fra Phanerozoic II-æraen, udforsker netop denne problemstilling. Teksten kredser om, hvordan vi har vænnet os til øjeblikkelig adgang og konstant tilgængelighed, samtidig med at vi har ofret noget af vores privatliv. Og det er jo ganske rigtigt. Se bare 7-Elevens åbningstider, og tæl antallet af gange, du har mødt din nabo på crosstraineren i det lokale træningscenter klokken lort om morgenen. Vi har efterhånden indrettet verden efter princippet om, at alting skal være tilgængeligt hele tiden.
Det, der overrasker mig mest ved Solaris, er faktisk, at jeg ikke er særligt overrasket. Trods fire nye medlemmer og en vokalduo med Enrico Tiberi og Lane Shi har The Ocean ikke ændret deres grundudtryk synderligt. Den distancerede vokal og de sparsomme råb og skrig er stadig intakte og fungerer bedst, når de bruges med måde. Men Solaris kammer over enkelte steder. ”Simulacra” varer 17 minutter og 49 sekunder og skifter udtryk så ofte, at jeg hellere havde set det opdelt. Problemet er ikke længden, men de abrupte overgange, som får nummeret til at føles som tre færdige sange bundet sammen med kødsnor og hæfteklammer. Et af bandets stærkeste tidligere numre var ”Unconformities” med Karin Park på vokal, og Lane Shi virker til dels som et forsøg på at genbesøge den idé. Det fungerer, men Solaris viser også, at gamle opskrifter kræver de rigtige ingredienser.
Pladens tungeste nummer, ”Belligerence”, er dog en ren fryd. Her får vi den aggression, jeg også savnede på Holocene. Selvom vi dengang gav udgivelsen ni kranier, begyndte min fascination af bandet at dale, fordi pladen blev for vag og beskrivende. Jeg elsker gode historier, men jeg elsker musikkens toner endnu mere – især den følelse, de kan fremkalde. Og det er præcis, hvad hovedriffet i ”Belligerence” gør. Det er beskidt, tungt og insisterende, og for første gang i lang tid føles det, som om The Ocean har tændt en ild i mig igen. Men det burde et album med titlen Solaris vel også gøre, ikke?
Solstik på universets strand
Selvom Solaris forsøger nye ting, lyder The Ocean stadig som The Ocean – selv med fire nye medlemmer. Det er faktisk nogle af pladens største styrker. Vokalerne kræver mest tilvænning, mens de afsluttende numre bevæger sig længere ud i et elektronisk lydlandskab end tidligere. Det havde de ikke behøvet, selvom jeg forstår argumentet. Er det deres bedste album? Absolut ikke. Solaris bliver for konvoluterende og mister indimellem retningen. Men giver man pladen tid og lytter til detaljerne, er der meget at hente.
