Hovedet på blokken

Da jeg for godt tre år siden satte punktum for Hatred Reborn, var der ikke meget genfødsel over diagnosen. Dengang beskrev jeg en af mine gamle danske ungdomshelte som en ilthungrende terminalpatient og konstaterede, at tiden tilsyneladende var løbet fra HateSphere. Mathias Uldall virkede umoden og forceret foran mikrofonen, guitararbejdet savnede fordums vildskab, og fire af albummets 12 numre forekom mig komplet overflødige. Fem kranier og en kunstnerisk dødsattest senere burde sagen egentlig have været fuldstændigt lukket. Men HateSphere har gennem snart tre årtier gjort en disciplin ud af at overleve både besætningsskift, stilistisk stagnation og for tidlige nekrologer. Spørgsmålet i tilfældet Guillotine er derfor ikke, om døden skal have en årsag, men snarere hvorvidt jeg erklærede den præmaturt.

Vred mand råber over riff

Noget bemærkelsesværdigt er Kasper Kirkegaard ikke at finde på albummet. Han afløses denne gang af Franz Aleksander Posch, der således tager plads ved siden af ’Pepe’. Innovationen lyder ganske vist stadig langt væk, da spidsfindigt navngivne ”Chapter XII” slår sine første overraskende afmålte toner an. Overgangen til ”Dogma” glider ubesværet, og snart tegner konturerne sig af nogle riffstrukturer, der trods alt er marginalt mere interessante end på forgængeren. Det samme gælder titelnummeret, hvor øksen falder med en ganske habil blanding af groove, thrash og melodisk dødsmetal. Men hvor mange gange kan HateSphere lade kniven falde, før den mister skæret? På ”Morbid” barberer vi i bedste Slayer-stil spilletiden helt ned på 2:21, og de korte numre er faktisk blandt Guillotines mere forsonende træk. For selv når vi ser gennem fingre med den manglende kunstneriske udvikling, er 38 minutter trods alt lettere at fordøje end et oppustet album, der nægter at dø på skafottet uden forudgående teatralsk svanesang.

Elefanten i lokalet hedder dog fortsat Mathias Uldall. Skanderborgenseren skal ikke mere end lige vifte med ørerne og trutte i snablen, førend arvestykkerne i vitrineskabet begynder at klirre faretruende. Problemet er ikke nødvendigvis, at Uldall isoleret set er en dårlig vokalist, men at ægteskabet mellem ham og HateSphere stadig ikke fungerer. På ”Cleansing” og ”Snake Charmer” bliver den ensartede levering endnu en komponent i et udtryk, der i forvejen kæmper med monotonien. Det er i grunden en skam, for Guillotine kredser konceptuelt om det moralske kompas, intention kontra handling og spændingen mellem menneskelig natur og samfundets konstruktioner. Et potentielt interessant udgangspunkt, om blot musikken havde haft ambitionerne til at følge motiverne helt til dørs. I stedet bliver resultatet alt for ofte destilleret til den samme gamle disciplin: Vred mand råber over riff.

Ret skal dog være ret, for Poschs indtog betyder ikke, at alle problemer på Hatred Reborn nødvendigvis kunne placeres hos Kirkegaard. Sideløbende har sidstnævnte gennem snart 20 år leveret glimrende guitararbejde i The Arcane Order, og Guillotine dokumenterer snarere, at udfordringen ligger dybere i HateSpheres nuværende sangskrivning. ”Bottom Feeder” viser nemlig, hvad der kunne have været. Et pivfrækt, groovy leadriff sender nummeret helt ned i listetempo, Uldall tager sig langt bedre ud i den tungere indpakning, og pludselig vågner albummet. Bevares, det er ikke Beethoven, men rytmen bryder den dræbende monotoni, der ellers ofte truer med at udpine liv og sjæl af pladen. På ”Human Scum” vender vi tilbage til spredte riffs af moderat fængende kvalitet, og blikket begynder så småt at flakke mod reolen efter bandets øvrige bedrifter fra midten af nullerne eller alternativer som The Haunted, At the Gates eller Darkane. Heldigvis får Mike Park på afsluttende ”Heresy” langt om længe mandat til at slippe hestene løs. Det klæder Park, det klæder HateSphere, og det klæder i den grad også Guillotine. Mere af det, tak.

Hovedet bliver siddende

Der er altså liv endnu. Guillotine er mere fokuseret end Hatred Reborn, guitarerne bider en smule hårdere, og enkelte numre antyder, at HateSphere fortsat kan få den gamle maskine til at hoste sig i gang. Mike Park er stadig det sikre holdepunkt bag gryderne, ”Bottom Feeder” leverer albummets mest overbevisende afvigelse fra tomgangen, og ”Heresy” sørger i det mindste for, at vi forlader skafottet på nogenlunde hæderlig manér. Enlige svaler gør som bekendt ingen sommer, og de øjeblikke udgør undtagelserne snarere end udgangspunktet. Uldall og resten af orkestret lyder fortsat som to parter, der deler adresse uden længere at dele seng, og den mørkere atmosfære ændrer ikke på, at sangskrivningen alt for ofte føles generisk og fastlåst. Jeg erklærede måske døden en kende for tidligt i 2023. Til gengæld er der heller ikke meget ved Guillotine, der giver anledning til at rive dødsattesten itu. Hovedet bliver altså siddende. Lidt endnu i hvert fald.