Machine Head går fra mod og innovation til rod og irritation.
Mesterlige Machine Head
Den overskrift er blevet brugt uhyre mange gange, og det med rette. Den amerikanske groove-/thrashmaskine har siden debuten Burn My Eyes fra 1994 buldret derudaf og givet os fantastiske albums undervejs. Nå ja, der var lige to stadig omdiskuterede albums omkring årtusindskiftet, hvor der blev rappet og flirtet lidt med nu-metal, men det vender vi tilbage til.
Udover den fænomenale debut samt, blandt andre, fabelagtige The Blackening (2007) og Unto The Locust (2011) har bandet også altid været garanter for fantastiske koncerter. Derfor har alle os fans helt automatisk temmelig høje forventninger, når kvartetten udgiver nyt. Men det skulle vi ikke have denne gang. Det proklamerede frontmand Robb Flynn i hvert fald allerede for et par måneder siden; man skulle ikke regne med endnu et album i tråd med det, bandet plejer at levere. Den nye plade, Catharsis, ville være mere ligetil og knap så thrashet som sædvanligt. Og ja, det må man give manden ret i.
Fra tåkrummende, til sublimt og tilbage igen
Uden at være deciderede konceptalbums har Machine Heads udgivelser altid været gennemarbejdede, med omdrejningspunkt om et bestemt tema og med en tydelig rød tråd. De velkomponerede numre har som oftest været perfekt afvejede mellem det komplekse og det tilgængelige, og efter endt gennemlytning af bandets seneste fire plader har undertegnede været blæst bagover af begejstring med efterfølgende jubel over bandets abnormt høje tekniske niveau.
Op til skriveprocessen af nyeste skive, Catharsis, har bandet dog ønsket at prøve noget nyt. Væk med perfektionisme, tekniske nørklerier og årelange planlægninger af nyt album. Denne gang skulle musikken komme helt af sig selv. Spontanitet, frygtløshed og generel iklædning af ja-hat synes at have været bandets dogmer, og det er der kommet femten nye sange ud af - på godt og ondt. Mest ondt.
Pladen starter i vanlig Machine Head-stil med den tonstunge “Volatile”, og genhørsglæden strømmer hurtigt frem hos den garvede fan. Der bliver råbt og skreget, spillet hurtigt og hårdt og alt er i skønneste orden. Intet tyder på, at bandet er gået over til noget “knap så thrashet” - indtil videre. For efterfølgende falder momentum nemlig en anelse med de to første singler fra skiven, titelnummeret “Catharsis” plus den decideret kedelige “Beyond The Pale”, og dernæst følger den rædderlige punk-rockede “California Bleeding” og den hiphop'ede “Triple Beam”, der i bedste (host) Limp Bizkit-stil med rap og tunge beats leder tankerne tilbage på de omdiskuterede The Burning Red (1999) og Supercharger (2001). Fem numre af meget varieret stil og kvalitet, og det er rent ud sagt noget forbandet rod.
Men det fortsætter. Uden at vi skal igennem detaljerede beskrivelser af samtlige af pladens femten skæringer, er Catharsis, kort sagt, en rutsjebanetur, der kommer vidt omkring, hvad gælder genre og ikke mindst kvalitet. Sammen med førnævnte åbningsnummer er sangene “Screaming At The Sun” og “Heavy Lies The Crown” suveræne numre, der viser, hvorfor Machine Head er blandt de allerstørste. Et nummer som “Bastards” er derimod en fireakkorders folkesang om verdens grimme tilstand, som Robb Flynn har skrevet til sine børn. Den er på sin vis catchy, men også hamrende irriterende og ville være meget bedre prioriteret som bonustrack frem for dens placering midt på pladen – og desværre står “Bastards” ikke alene. Flere af pladens numre er af så lav standard og stilmæssigt afvigende, at de fremkalder undren hos den garvede fan. Bevares, det er cool nok at tænke ud af boksen, være spontan og flyde med strømmen, men det kan også blive for meget.
Det bliver ikke Catharsis, Machine Head vil blive husket for
Kort og godt er Catharsis lidt af en skuffelse. Man må anerkende bandets lyst til at angribe skabelsesprocessen af et album fra nye vinkler, men i dette tilfælde virker det ikke. Den næsten maniske kontrol og det faste tag i tøjlerne, som Robb Flynn alle dage har haft, er blevet sluppet; hvor kreativ frihed er godt og kan være yderst befriende, kan for meget frihed også medføre mangel på struktur, og det er i høj grad tilfældet her.
Det er hamrende modigt, at Machine Head på flere numre hopper små tyve år tilbage i tiden og igen sovser rundt i rap, nu-metal og hiphoprytmer. Modigt er det også, at smide et nummer som “Bastards” med på pladen, samt flere andre, der ligeledes falder helt ud af sammenhængen. Men mod er ikke altid ubetinget godt.
Ud af femten numre er der tre rigtig gode, en håndfuld rigtig dårlige og en resterende mængde ret så intetsigende. Sagt med andre ord: Tre superfede numre i vanlig stil, en håndfuld, hvor der eksperimenteres alt for meget og en resterende mængde, der lyder som en sur udgave af Linkin Park. Og så er der ikke skyggen af rød tråd.
Trods galde og skuffelse håber jeg dog, at vi ses i Vega til foråret. Machine Head er et fremragende liveband, og hvis de bare leverer halvt så fedt som de plejer, er jeg tilfreds. Men op til koncerten bliver det næppe Catharsis, jeg varmer op med.
Kommentarer (4)
Jesper Beck
Tidligere anmelder
Indlæg: 46
Ak nej!
Jeg må sige, at Lasse Jacobsen med denne anmeldelse har ramt hovedet lige på sømmet. For her er tale om en anmeldelse, som jeg i store træk er helt enig i.
Men jeg mener dog også lidt, at Lasse er lidt for flink visse steder, for i min verden og når vi snakke Machine Head, så er her tale om en katastrofe af en udgivelse!!!
Machine Head gennem flere år udgivet den ene mester plade efter den anden, men nu har De virkeligt ramt bunden!
Al respekt for at man prøver at forny sig og tænke i nye baner, men at Machine Head ikke har så meget selv justits, at De ikke selv kan høre at dette album overhovedet ikke holder vand og er andet end en udgivelse til glemmebogen. Ja, det forstår jeg intet af?
Efter nogle gennemlytninger er jeg helt enig med Lasse. Her er max. 3 gode numre at komme efter, så det er total spild af tid at lytte mere til den.
De øvrige numre er fyld, uden gnist eller tænding.... Fuldstændig tomgang.... Hvor er sjælen??
Det er længe siden at jeg har oplevet en udgivelse være så intetsigende og kedelig, så jeg fatter faktisk ikke at der står Machine Head på coveret.
Ak nej! Om igen.......
Og så på med "Burn my Eyes" i stedet for, så kommer smilet trods alt tilbage igen....
3 af 15 = 2 kranier
"fobrehodl fro stjavefel"
Jesper Beck gav Machine Head - Catharsis 2/10.
BD
Catharsis
Puuuuuuh den her skal lige tygges igennem. Har hørt Catharsis igennem og et par gange nu og har absolut INGEN anelse hvorfor fan det prøver at gå andre veje? Har vi ikke været igennem den smøre med The Burning Red og Supercharger?
De sidste 4 albums har været ******* alle sammen og så kommer de med det her!!!!
bevares der er da et par "Det lyder lidt som dem" numre men hvor er de tunge skyts? Og drop alt det politik og tilbage til det vi kender tak.
Synes på Machine Head har ikke rokket sig (DIE HARD FAN SIDEN 1997) meeeeeeeen venter spændt på næste album.
5 ud af 10 :(
Bateman
sådan er vi så forskellige
Efter 6 gennemlytninger er min bedømmelse:
Bedste album siden TTAOE.
Fan siden debuten BME
Tareethewheel
Skuffet er et mildt ord
Jeg er ikke mega MH fan, men jeg ejer mesterværker som The Blackening og UTL og kan huske for år tilbage (særligt med TB) at man nærmest sad mundlam, med hårene rejst i nakken - sådan skulle det desværre ikke være i denne omgang.
Kald mig bare nostalgisk, men, som flere anmelderer og fans nævner; HVORFOR? De har nærmest skabt og mestret kunsten i at lave en roman af et album, fyldt med lange, episke sange som var så mesterligt smedet sammen at man faktisk aldrig rigtig begyndte at kede sig. Det er de så gået helt væk fra og sikke en skam.
Jeg er desuden enig med anmelder, når han skriver at irritation er et gennemgående "problem" - om det så skal måles i forventning og nostalgi, det er jo op til den enkelte - for mig er det simpelthen for let købt og det virker til trods for Robbs angiveligt nyfundne ungdom og inspiration, simpelthen som om at de er i ukendt farvande, men mere faret vild end med idé og retning.
TLDR: 3/10
Der var små bidder af tracks som jeg faktisk syntes bare lidt om, men samlet set er det en uinspireret omgang.