Er markedet mættet?

Det er næppe et falsum at komme med den påstand, at der er gået inflation i black metal-bands i Danmark. De skyder op allevegne som paddehatte efter et skybrud – eller zombier efter en fejlslagen vaccinering af befolkningen. Nogle af disse bands kommer med nye ideer, mens andre hylder de gamle helte fra det kolde nord. Lotan, opkaldt efter et søuhyre fra det gamle Mesopotamien, passer absolut mest i den sidstnævnte kategori, for Nihil Sacrum emmer ikke just af nytænkning eller originalitet.

Rotting Christ, Taake, Marduk og Satyricon går ind på en bar…

Lotan beskriver sin lyd som en blanding af Rotting Christ, Taake, Marduk og Satyricon – og det er en utroligt passende beskrivelse, for de lyder vitterligt præcis som de bands. Der er det rockede fra Rotting Christ og Taake, det bøllede og militante udtryk fra Marduk, og det hele bliver så fint pakket ind i de sædvanlige, arketypiske (og forudsigelige) blasfemiske virkemidler, som vi forventer af Satyricon.

Bandet er et sideprojekt lavet af Martin Rubini og Phillip Kaaber fra Vanir, og ærlig talt lugter det faktisk en del af ”sideprojekt”. EP’en består af fem numre, og udover at de alle lyder forholdsvis ens, så har de også det tilfælles, at de lyder halvfærdige. Det virker, som om de fem numre alle mangler den ekstra opmærksomhed, dedikation og kærlighed, som man normalt ville dedikere til sin kunst. Det virker til, at de måske har haft travlt med at skrive ep’en. Man skulle ellers tro, der havde været tid nok til fordybelse og sangskrivning de sidste 11 måneder, men ak.

Dermed ikke sagt, at Nihil Sacrum er en katastrofe, for det er den ikke – et nummer som ”Acta Non Verba” er ret charmerende, med sit ultrabøllede udtryk kombineret med et utrolig ørefængende omkvæd. Ligeledes er ”Tenebrae subit” et glimrende nummer, der fræser derudad i en sådan grad, at man næsten kan fornemme, at ens nakkemuskler er ved at få PTSD. 

Men der er altså også en hel del skønhedsfejl – desværre. Udover den totale mangel på originalitet, så virker det også til, at bandet har forsøgt at se, hvor mange black metal-klichéer de kunne få med – og bortset fra ”myrdet bandmedlem med lommekniv”, så er pladen stort set fuld.

Hvis nu Lotan var et etableret navn, så ville det her ikke være et problem, men når man er en helt nyudklækket guppyfisk – og ikke et farligt søuhyre – i en meget stor og overfyldt sø, så har jeg svært ved at forstå, man intet gør for at skille sig ud.

Uudnyttet potentiale

Nihil Sacrum er et velproduceret værk, og man kan klokkeklart høre, at musikanterne bag er erfarne og dygtige. Men det lyder desværre også, som om de har slået op i ”Totte hører Black Metal”, og så ellers bare hevet samtlige gode råd ud af siderne. Ud fra de fem numre får jeg en ide om, hvad Lotan selv kan lide at høre, men jeg får ikke skyggen af ide om, hvem Lotan er, og hvad de egentlig vil. Der er masser af potentiale i projektet, og jeg tror på, at Lotan kan blive til noget og nå langt. For trods den myriade af black metal-bands vi pt. har i Danmark, så er den stil, de lægger for dagen, ikke den mest almindelige – så måske guppyen har en chance for at vokse sig stor og fed?