Rock’n’roll med ild et vist sted

Iggy og The Stooges og MC5 startede det, der senere er blevet døbt protopunk. Reelt er det bare møghamrende beskidt rock’n’roll, i The Stooges tilfælde indspillet, så alle potmetre arbejdede i det røde område, hvorfor musikken skramlede ad h… til. Det er den musikalske åre, californiske The Schizophonics udspringer af, hvilket de absolut ikke forsøger at skjule, og hvorfor skulle man også det?

Du ved jo, du kan lide det

Allerede fra titelnummerets første toner er en velkendt og vellidt scene sat, og man ved, at man kan lide det. ”Burning Floor” scorer højt på alle rockens parametre, det samme gør ”Coyote”, og efterhånden som albummet skrider frem, begynder det at ligne et mønster, der excelleres i. Akkordrundgange hamres ud, mens Pat Beers vokalleverance kan minde om Iggys, skønt tonaliteten er anderledes. Her er næsten samme musikalske håndtering som hos Lou Reed, og så alligevel ikke, for godt nok er det genkendelige en lise, men The Schizophonics kan mere end bare følge for længst betrådte stier. I stedet for at køre den hjem over den enkle simplistiske rock’n’roll tager ”Sweat and Blood” en snedig omvej, der ganske ændrer dynamikken og snyder lytteren. Man må genlytte for at høre, hvorfor det nummer alligevel ikke var, som man ventede. Den slags simple, men geniale tricks optræder i flere forklædninger, som når ”Racing Heart” laver et jam midtvejs, hvor intensiteten bibeholdes, på trods af at dynamikken netop skrues ned. Det kunne indvarsle, at sangen skal til at fade ud, men nærmest som kontrafaktisk sangskrivning bruger bandet det som afsæt til at gå planken helt ud. Og så er der de balstyrige blæsere på ”Knock It Down”, der lige netop holdes i ave af en skæppeskøn guitarsolo. Skæringen har så meget gusto og schwung, at James Brown kunne have optrådt med den.

Havde Lemmy ikke bosat sig i englenes by, var ”Sister City” stensikkert blevet hans hjem. Der er tempo og riff a la Fast Eddie, men med The Schizophonics’ produktion bliver det aldrig grimt og grumset som Motörhead, uagtet at begge bands bygger videre på MC5. Hvor motorhovederne måske bare stampede endnu hårdere i gulvet, blander The Schizophonics lidt kvindevokal ind, der bidrager med uventede nuancer og en helt anden energi.

Mærk dit hjerte hamre i takt til musikken

Hvornår kommer så kritikken, kunne man spørge? Tja, helt ærligt folkens, Burning Floor er så pletfri, at man kunne tro, californierne havde brugt Cillit Bang. Det er autentisk rock’n’roll med mere hjerte end Lemmy og med rå charme, selvtillid og lækkert hår. Alle kompositioner er så stramme, at selv Iggy må snøre bukserne ind (de er også begyndt at hænge en smule på det seneste), og hvad hulan kan man mere ønske sig? Hits, siger De? Jovist, hvad med ”Racing Heart”, ”Burning Floor” eller “Sweat and Blood”, der alle hver især er fremragende repræsentanter for et levende rockeventyr. Lemmy og Bowie ville have elsket The Schizophonics, og gad vist, om ikke Iggy kommer til at gæsteoptræde på et kommende album.