I det mørke Norg… Næ, vent lidt!

Når man tænker på black metal, tænker man oftest på mørke granskove og sneklædte bjergtoppe. Knapt så tit tænker man på frodige regnskove, høj sol og kaktusser. Ikke desto mindre vrimler nationen med black metalbands, om end de fleste nok ikke er kendte uden for landets grænser. Men når man kigger på Argentinas historie med folkemord, oprør, slaveri, borgerkrig, militærdiktatur samt en enormt stærk, katolsk kirke – så er der jo absolut ingen mangel på oplagte tematikker for diverse metal bands. Et sådant band er Los Males Del Mundo, eller på dansk, Verdens Ondskab, og Descent Towards Death er debuten.

Tre gode ting

Det første, man skal indstille sig på, er, at nok består Descent Towards Death ”kun” af fem numre, men det korteste af disse er så også på små fem minutter – så vi må konkludere, at Napalm Death ikke er på listen over inspirationskilder. Med sange på den længde siger det sig selv, at vi er ude i de mere atmosfæriske og meditative afgreninger af black metallen. Men som tiden går, viser Los Males Del Mundo, at de har et par tricks oppe i ærmet – for på ”Nothing but a Lie” bliver det hæsblæsende tempo erstattet med en sløvere og mere ukurant rytme og taktart, der stinker af jazz og prog – hvilket er ganske klædeligt, da det absolut bryder med monotonien, der ellers har det med at kigge frem nu og da på Descent Towards Death. Det er jo den største udfordring, når man vælger at lave lange sange, hvordan forhindrer man så, at lytteren keder sig, og at man kører i ring? Dygtigere og mere erfarne musikere end denne argentinske duo har fortsat svært ved den kunst, men hvor intet vover og alt det der. Faktum er dog blot, at selvom bandet er dygtige og har nogle store ideer og visioner, så er de ikke helt der, hvor de kan slippe afsted med at lave sange på over 12 minutter. Albummets lukker, ”The Great Burden”, er med sine ti minutter næsten dobbelt så lang, som den kan bære at være, og selvom bandet har forsøgt sig med at tilføje lidt doom i mixet for at retfærdiggøre spillelængden, så ville en kraftig reduktion kun forbedre nummeret – dog er guitarsoloen til slut et rigtig fint touch.

Men inden det lyder, som om jeg kun har spot og hån tilovers for bandet, så vil jeg da lige påpege de tre ting, der er med til at forhindre, at Descent Towards Death er en absolut bundskraber.

Det første er vokalisten Danys skrig. De er ikke kun utrolig hidsige, men også nogle der kan splintre glas i tusind stykker. Tænk en blanding af Dave Hunt fra Anaal Nathrakh og Danni Filth fra Cradle of Filth, så har I en ide om, hvordan Dany lyder, når han ellers giver den max gas.

Næste punkt er albummets andet nummer, ”The Silent Agony”. Det er et fuldstændigt fantastisk nummer, som da også var det nummer, der gjorde, at jeg snuppede dette album – desværre kunne resten slet, slet ikke følge trop. En skam, for det her nummer oser af talent og evner, men ak!

Slutteligt skal der være et kippen med hatten til hvem end der har mixet og produceret albummet, for lyden er særdeles fremragende og krystalklar – bravo.

Uforløst potentiale

Descent Towards Death er måske ikke en debut på niveau med Kill ’em All eller Litourgiya, men trods det er det stadig et album, der viser, at Los Males Del Mundo er et band, der er værd at holde øje med. For potentialet er der absolut, så nu skal de bare finde ud af, hvor de vil hen, for foran dem ligger der mange stier, de kan betræde. Det bliver særdeles spændende at se, om det næste album så bliver en Ride the Lightning eller en Hospodi.