Keine Ahnung

Efter en pause på små fem år er Tysklands pendant til Metallica, Kreator, tilbage med endnu en omgang teutonsk thrash, hvor Mille & co. endnu en gang fortæller os, at sammen er vi stærkest, Satan er vores ven, og tyranner er noget værre juks. Kreator har aldrig været bleg for at prøve nye ting af eller bange for udvikling, og derfor spænder deres diskografi da også over alt fra proto-black til industrial-goth og knogleknusende thrash. Men trods dette så virker det til, at de ellers så aggressive tyskere er ved at løbe tør for både energi og gode ideer – desværre.

Thrash meh-tal

Det forrige album, Gods of Violence, var en ganske hæderlig skive med solide thrash-hits og moderne klassikere som ”World War Now” og ”Totalitarian Terror”, men allerede tilbage i 2017 kunne man godt skimte de grå hår og rynkerne i ansigtet – og disse er kun tydeligere på Hate Über Alles. Der er stadig solide og klassiske Kreator-elementer som titelsangen eller det autobiografiske nummer ”Become Immortal”, men desværre holder Mille stadig fast i ideen om, at kvantitet slår kvalitet. Der er absolut ingen grund til, at der skal være 11 numre på albummet – slet ikke, når numrene er så enslydende. Det virker til, at bandet har besluttet at bruge præcis den samme drejebog som på det forrige album. Faktisk virker Hate Über Alles til mest af alt at være de numre, der ikke kom med på Gods of Violence i første omgang. Det hele virker nemlig mest af alt som en bunke B-side-numre, som måske havde fungeret, hvis de blev flankeret af stærkere numre, men som slet ikke kan stå på egne ben.

Ligeledes bør Kreator snart indse, at de simpelthen ikke har, hvad det kræver at lave ballader eller store, episke numre med en spilletid på mere end syv minutter. Kreators styrke har altid været at lave lynhurtige og præcise blitzkrieg-numre med solide og fængende omkvæd. Albummets lukker, ”Dying Planet”, er en total ørkenvandring uden retning – så man føler sig ærligt talt som en af Moses’ disciple, der vandrer hvileløst rundt i Sinaiørkenen.

Derudover fortjener den instrumentale indledning ”Sergio Corbucci is Dead” en præmie for at være den mest ligegyldige intro nogensinde. 50 sekunders westernmusik a la Ennio Morricone, der intet har med resten at pladen at gøre – hvorfor, Mille!?

Hate Über Alles ender derfor med at være en decideret kedelig omgang, der hverken er fugl eller fisk. Den har hverken det bid, vi forventer af Kreator, eller den bizarre legesyge, som bandet lallede rundt med i 1990’erne. Derimod hvis farven beige lavede et thrashband, så ville dette album være resultatet – og at det her er resultatet af fem år i studiet, er mildest talt både skuffende, frustrerende og forvirrende.

Autopilot

Hate Über Alles er Kreator på autopilot, og bandet formår desværre ikke at ramme nogen som helst målskive. Den er ikke thrashset nok til, at den kan stå ved siden af Extreme Aggression, den er ikke eksperimenterende nok til at stå ved siden af Endorama, og den er slet ikke vred nok til at stå ved siden af Enemy of God. Den er derimod helt og aldeles ligegyldig, og efter at have hørt albummet igen og igen må jeg konkludere, at jeg føler absolut intet – jeg er helt død indeni. Jeg er hverken glad eller rasende, for den er ikke engang dårlig nok til, at man bliver vred på den – desværre.