Godnat, min prins
Husker du … 5. juli 2025, Birmingham? I den engelske industriby, hvor fire unge mænd tilbage i sluttresserne lagde de første grundsten til vores elskede modergenre, tog mægtige Black Sabbath endegyldigt afsked med verden. Blot 17 dage senere gik Ozzy Osbourne bort, og satte dermed et sørgmodigt punktum for mere end et halvt århundredes musikhistorie. Mens bogen om Black Sabbath nu må siges at være endegyldigt lukket, er sidste kapitel om Tony Iommi endnu ikke færdigskrevet. Hele 21 år efter Fused vender den i dag 78-årige guitarist tilbage med From the Dark flankeret af norske Jørn Lande ved mikrofonen. Men spørgsmålet er, om han stadig har noget at berette, når eftermælet for længst er mejslet i granit?
Ud af mørket
Allerede på åbneren “Over the Violent Sun” viser Iommi tænder med et ildevarslende riff, hvis rytmiske opbygning fluks sender tankerne mod Slayers “Delusions of Saviour” fra Repentless. Produktionen er dog væsentligt varmere, hvilket faktisk klæder den kompromisløse tyngde fortrinligt. Ved mikrofonen leverer Lande regulært vokalguf og lyder til at være ganske tæt på topformen. Enhver, der måtte savne hans velmagtsdage i Masterplan, kan passende begynde at slikke sig om munden. På “Black Times” træder Iommis musikalske ophav endnu tydeligere frem. Dyb, tung og fodslæbende bevæger kompositionen sig gennem doommetallens dystre landskab, men løftes samtidig af den klassiske heavy metals majestætiske vingefang. Tekstens dystopiske verdensbillede trækker tråde tilbage til samfundskritikken på “War Pigs”, og næsten seks årtier senere synes menneskehedens dårskab stadig at være sørgeligt konstant. Iommis guitartone er imidlertid lige så umiskendelig som dengang. Et musikalsk fingeraftryk, som hverken tidens tand eller skiftende vokalister har kunnet udviske.
Netop derfor er det også paradoksalt, at førstesinglen “World Alone” mister noget af sin identitet i forsøget på at skabe et friskere og mere tempofyldt udtryk. Det er ingenlunde elendigt og passer som fod i hose til Landes kraftfulde vokal, men riffarbejdet fremstår lidt mere anonymt end vanligt. Nummeret kunne i princippet være skrevet af en hvilken som helst habil guitarist, og det er trods alt en smule ærgerligt, når nu afsenderen hedder Tony Iommi. Til gengæld demonstrerer “Beyond the Dead”, hvorfor Lande er så velvalgt en samarbejdspartner. Her åbenbarer nordmanden en mindre raspende, mere melodisk og næsten andægtig dimension af sit vokale repertoire. Den højtidelige atmosfære understøttes fornemt af Iommis stemningsmættede riffkonstruktioner og en rytmesektion, der med bassist Becky Baldwin og trommeslager Karl Brazil leverer et solidt fundament. Resultatet er et helstøbt samspil, hvor ingen behøver overdøve hinanden for at gøre indtryk.
På “Stormwatcher” melder endnu en af tungmetallens udødelige skikkelser sig på banen. For nok er Ozzy Osbourne for mange synonym med Black Sabbath, men Ronnie James Dio har bestemt heller ikke levet forgæves. Landes vokale dramatik såvel som melodikkens brede vingefang vækker minder om den lille mand med den monumentale stemme. Ja, faktisk får man næsten lyst til at bladre LP-samlingen igennem for at finde Holy Diver og ikke mindst The Last in Line frem fra gemmerne. Det er ikke blot vokalen, men hele det musikalske udtryk, der emmer af fordums stråleglans. På “Death Wake” får Iommi således selskab af selveste Brian May, om end mødet mellem de to superikoner ender mere diskret end forventet. Ganske vist fornemmes et strejf af den teatralske dramatik fra Queens Innuendo, men Mays karakteristiske guitaraftryk kræver næsten forhåndskendskab til gæstelisten for at blive identificeret. Måske havde Queen-guitaristen alligevel en valid pointe, da han takkede nej til yderligere medvirken med henvisning til, at Iommis egne soloer var fuldt tilstrækkelige. At albummet afrundes med den syv minutter lange “Legacy”, er næsten for symbolsk til at være tilfældigt. Lande har nemlig skrevet teksten som en ode til Iommi selv, hvilket tilføjer en ganske særlig dimension til de mørke og stemningsfulde arrangementer. Her får doommetallens tunge fundament plads til både melodisk efterrationale og en overraskende akustisk guitarsolo. En passende sortie for et album, der i højere grad dyrker sit ophav end forsøger at genopfinde det.
Det sidste farvel var ikke hans
From the Dark er ikke uden knaster, og enkelte steder bliver nostalgien mere fremtrædende end den kunstneriske fornyelse. Men med Iommis stadig monumentale riffarbejde, Landes imponerende vokale spændvidde og en varm, tidssvarende produktion er helhedsindtrykket særdeles overbevisende. Tungmetallens alfader har absolut intet tilbage at bevise. Alligevel formår han at minde os om, hvorfor det hele begyndte. Prinsen er borte, men mørkets arkitekt bygger ufortrødent videre.
