Hvornår begynder kopulationen?

Man skulle næsten tro, at det var 4.20 med så mange mennesker, der bliver ‘stoned’ på det seneste album fra det australske grindcoreband Vomitorial Corpulence. Ligesom horrorfilm med halvkvædet, grammatisk ukorrekt latin skal kristne bands også værge sig mod, at en teolog tjekker deres diskografi igennem. Vomitorial Corpulence burde have helgarderet sig mod dette, idet de præsenterer sig selv som et kristent grindcoreband. Ja, ifølge dem er band-titlen endda en henvisning til Johannes' Åbenbaring! Og ja, ordet ἐμέσαι i dennes originaltekst betyder ‘at kaste op’, men der står altså ikke noget om kopulation i det vers. Allerede bandnavnet virker således som en strækning af teksten, og det må have krævet en lang opvarmning af leddene for at række så langt ud over det gammeltestamentlige forlæg. Til gengæld døde bandet i 2008 og genopstod som Jesus af graven i 2026. Det kan man kalde Christcore! Endda som et soloprojekt af Paul Green, som næsten burde omdøbes til Paulus Green ... det kan jeg hurtigt ordne. Nu bliver det spændende, hvorvidt de kan levere god grindcore, eller om jeg som Jahve udspyr dem af min mund. 

Flået til ukendelighed

“Saint Eukakia Dissected and Boiled Alive” slutter brat med, hvad der lyder som enten begyndelsen på et bønnekald eller en brægende ged i brunst. Hvilken syndebuk, der står bag denne bratte opbremsning i sangen er uvist, men det fungerer i alle fald ikke og er ikke engang (u)frivilligt komisk, men fremstår mere kikset end en tør oblat. 

“Saint Bartholomew the apostle flayed alive” har en flyvende fremdrift, og vokalen fremstår ligesom den flåede Skt. Bartholomæus hudløst ærlig i sin brutalitet. Når Leviathan rejser sig fra dybet og snerrer af verdens smerte, vil det helt sikkert lyde sådan her. Stemmen stikker sin kniv i lytteren og drejer æggen opad mod hudens elastiske plast. Denne strækker sig et stykke, før den brister som menneskelig cellofan over fersk, pulserende kødfars. Muskulaturen afklædes hudens hinde, og indvoldenes garnnøgle rulles ud, mens mavesækkens pose vendes på vrangen. Huden er vores største organ med en vægt på tre kilo. De kilo hjælper Vomitorial Corpulence dig gerne med at smide, for deres sange besidder en rå, rendyrket brutalitet, som flår lytteren levende. Til tider understøttes denne ubønhørlige brutalitet af produktionens grynede kvalitet, der kører tonerne gennem en kødhakker. På sange som “Brutal Stoning Death Execution” bliver den grovhakkede leverpostejs-produktion dog en hæmsko, idet den dæmper vokalen og gør den mere utydelig. Sangen er ellers et stenkast fra at ramme rent, men modsat steningen af Joshua i Det Gamle Testamente sigtede de forbi ved at vælge så slet en produktion og slet ikke prioritere basbunden, der kunne have givet noget tyngde til denne soniske stenings kasteskyts. Den mangelfulde basbund gør lydbilledet lige så fladt som Skt. Margaret på “Saint Margaret Clitherow Squashed to Death”. Ved enkelte numre genopstår bassen til dåd, men ligesom det tog tre dage for Jesus at rejse sig fra graven, er der langt mellem de lækre baspassager på albummet. 

Paul Green har lige så meget skrivekløe som sin kommende navnefrænde Paulus, der belemrede alskens menigheder med adskillige breve. Efter lukningen af PostNord sender Greene dog ikke breve, men missionerer med et utal af sange – ja, hele 40 numre. Så meget ubønhørlig grindcore-trommetonsning er alligevel for meget af det gode, og ligesom Jerikos mure blev mine trommehinder nedbrudt. Nogle af numrene fungerer enkeltvis, men drukner i masserne. Nyere teologisk forskning tyder på, at Jahve-beskrivelserne i Det Gamle Testamente bygger på en mesopotamisk vejr- og krigsgud. Det stemmer fint overens med dette albums tema, idet det i den grad blæser lytteren omkuld. Numrene er alle korte og føles som kraftige vindstød, der skubber os i alle retninger. Vi når aldrig orkanens øjes svalende stilhed, men bliver blot forblæste og forpustede. På numre som “Hall’s Of The Martyrdomic Heroes” er der enkelte passager, hvor det hele går op i en højere enhed, og man får lyst til at danse i pitten som David i Samuelsbøgerne. Vokalen er det bærende element, men desværre klinger denne stemmes lyd lige så uklart som Paulus’ trompeter, og det er til tider sværere at skille ord fra støj end at læse hebraisk … og min hebraiskeksamen var langt fra prangende. Det er svært at udsætte noget på rytmerne, for de rimer på grindcore uden hverken at tilføje eller trække noget fra det samlede lydbillede. Albummet fungerer i uddrag, men ligesom Dommerbøgernes Adoni-Bezek burde de have hugget en finger og en tå visse steder. For som pagtens ark i templets dyb gemmer der sig guld på albummet, hvor Vomitorial Corpulence leverer habil (omend ikke synderligt nyskabende) grind. Desværre sker dette først for alvor mod albummets midte med eksempelvis “Micha’s Redrum”. Nogle gange tænker jeg på, hvor gode grindcore bands må være til Scrabble med så indviklede titler og en overflod af ordflom …  

Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig … med middelmådig grindcore?

Det føles i høj grad som et martyrium at gennemlytte albummet fra ende til anden. Mens nogle bærer jernbyrd eller korsfæstes med hovedet nedad, så ofrer andre sig ved at anmelde kristen grindcore. Selv tak. Ved alle gennemlytninger af dette album var jeg nødt til at tage periodiske pauser for ikke at blive endnu mere skingrende skør. Kristen grindcore burde i dette tilfælde klassificeres som sonisk tortur og forbydes ved menneskerettighedsdomstolene. Til gengæld er det imponerende, at Greene ene mand har skabt et så sammenhængende projekt, og hans vokal er fænomenal … i de passager, hvor man kan høre den. Når jeg brokker mig, siger min veninde ofte sarkastisk: ‘Hvem led mest på korset, Jesus eller dig?’ Og i dette tilfælde var det altså mig. Jeg var et år, da de udgav deres første album, og jeg kan kun konkludere, at det må have været Guds straf for at blive født.