Er Lars von Trier punk?
Dogmefilm er en rædsom filmgenre, som burde være afgået ved døden den dag, filmen Idioterne udkom. Jeg kan forstå, at man laver denne type film, hvis man er fattigere end Region Midtjyllands social- og sundhedssektor. Men har man et ordentligt budget, er der ingen undskyldning for at lave film med mumlet dialog, triviel handling, dårlig belysning og kameraføring af Michael J. Fox. Selvom nogen nok vil argumentere, at det jo er sådan, genren er. Samme argumenter og modargumenter kan man komme med over for kvaliteten af god gammeldaws hardcore punk. Tvivlsom produktion er dog ikke eneste fællestræk ved skabelsen de to genrer. Idioti er så sandelig også et. Nærmere bestemt tyske The Idiots, som blev dannet tilbage i 1978, og nu er aktuelle med deres tiende plade König der Idioten.
Er rockabilly stort i Tyskland?
Skulle man være typen, der skal have det ind med skeer, så begår The Idiots sig i hardcore punk, som man kender det fra Black Flag, Minor Threat og Bad Brains, dog med et metallisk og lidt folkeligt twist.
Det skal dog ikke være nogen hemmelighed, at der, hvor König der Idioten står stærkest, er, når pladen læner sig op ad den mere metalliske side af bandets lydbillede. Åbneren "Darkness", "Never Give Up" og "Psychopath" trækker alle tråde til, hvordan hardcoren har inspireret metalscenen. Førstnævnte sparker Municipal Waste tilbage på skolebænken og giver en lektion i glimrende crossover. Dernæst går der totalt oi! fodbold-hooliganisme i den på "Never Give Up", hvorefter ingen bør være i tvivl om, at Hatebreed muligvis har stjålet attituden fra The Idiots , og på "Psychopath" får Lemmy og Motörhead en kæmpe klapsalve. Der er absolut ingen af disse numre, der er stor kunst, men 40 år inde i karrieren klæder det The Idiots lige at trække en streg i sandet og pointere, hvor stor indflydelse hardcoren har haft på metallen.
Denne agenda formår The Idiots desværre ikke at brede ud over hele pladen – langtfra faktisk. For på trods af at størstedelen af de resterende numre er acceptable hardcore-numre fra dengang, Jello Biafra havde relevans for punken, så er der en håndfuld numre, som dræber pladens momentum hurtigere, end Buddy Holly blev en del af ”The Day That Music Died”. Jeg er i forvejen ikke specielt glad for hverken rockabilly eller psychobilly, så når ”Ich bin Böse” giver et country-”twang”, så bliver det en tvivlsom fornøjelse. Bedre bliver det ikke på ”König der Idioten”, som tager udgangspunkt i Dead Kennedys på en træls mandag, skifter countryen på ”Ich bin Böse” ud med ska-rytmer og gudhjælpemig stadig insisterer på ”billy”-genrerne. Og fik man ikke nok af dette kontrabas- og slikhårsextravaganza, så lyder ”Punkrock Bunny” som det Mad Sin-cover af ”Ghostriders in the Sky”, ingen nogensinde havde bedt om. Inklusionen af rock- og pyschobilly er så enerverende, at trods ”Proud to be an Idiot” og ”SchwArz” er vattede udgaver af ”Never Give Up”, så er deres klassiske hardcore en kærkommen adspredelse.
Er inspirationsbrønden ved at løbe tør?
Arkiverede The Idiots den lille håndfuld numre, som er lidt for glade for hot-rods og dinere, så kunne König der Idioten have været en glimrende ep, som minder os alle om, hvor vigtig punk og hardcore har været i udviklingen af den mere ekstreme musik. I stedet har vi fået en plade, der vil det, samtidig med at albummet vil agere tredjerangshusorkester i 50’ernes udgave af Biergarten på Copenhell.