Mestre uden mesterværket
Jeg har det med Iced Earth, som jeg har det med Iron Maiden: fantastisk dygtige musikere, en fabelagtig karriere og en arv, man kun kan vise den største respekt for. Men jeg kan ikke samle én eneste plade op med Iced Earth og sige, at den er et totalt mesterværk. Der er altid et par sange, som trækker resten ned - af den ene eller anden årsag. Så det var med spænding, og nervøsitet, at jeg gik i gang med Incorruptible, som deres 12. album kom til at hedde - hvilket jeg synes, er en skam. Oprindeligt skulle den have heddet The Judas Goat, hvilket jeg personligt synes er en langt bedre titel, der passer meget bedre ind i Iced Earths pseudo-mytologiske univers end Incorruptible, som er en noget slatten titel, der minder mig om Disturbeds Indestructible. Det er bestemt ikke en positiv association, men lad nu det ligge. Det er bare en mikroskopisk detalje.
Something Boring This Way Comes
Tidligere drillede bandet os med de tre singler ”Raven Wing”, ”Great Heathen Army” og ”Seven Headed Whore”, der alle var helt og aldeles klassisk Iced Earth med alt, hvad det indebærer: melodiske ballader og power-thrash. Stu Blocks stemme er stadig lige så storslået og alsidig, som den var i 2011 på Dystopia, og Jon Schaffers guitarlyd er præcis, som den skal være. Han formår fortsat at have en ekstremt ikonisk lyd; en lyd og en måde at riffe på, så man, fra første sekund, bare ved, at det er Iced Earth. Hvis man kender lidt til Iced Earth og Jon Schaffer, så ved man, at en del af deres albums fortæller en historie bygget op omkring Schaffers eget lille horror-univers, som han selv refererer til som ”Something Wicked” - en lidt pudseløjerlig blanding af bibelske fortællinger, egyptisk mytologi og gamle tegneserier som Spawn. Incorruptible bygger dog ikke videre på denne historie, som deres tidligere album Plagues of Babylon gjorde, så hvis man gik og ventede/håbede på en konklusion omkring Schaffers fiktive univers, bliver man nok skuffet. Men når man nu ikke kan få Schaffer-sci-fi, hvad kan man så få? Du kan få pirater, vikinger, bibelske skøger, vrisne irske soldater og åndemanerindianere - altså en perlerække af historiske referencer med lidt drys af mytologi, meget lig The Glorious Burden fra 2004.
Det konceptløse koncept
Schaffer selv udtalte, at konceptet bag albummet var, at der netop intet koncept var; at det bare skulle være 10 sange, der intet havde med hinanden at gøre. Derefter udtalte han også, at han selv mente, at Incorruptible var en stærk skive, der nok ville komme til at stå skulder ved skulder med The Dark Saga, Something Wicked This Way Comes samt Dystopia, og det er jo herligt, når en musiker selv mener at have skabt stor kunst, men… Jeg er sgu ikke helt enig med mr. Schaffer. Incorruptible er ikke et dårligt album, absolut ikke, men det er heller ikke sådan, så man sidder med underkæben nede ved knæene, eller ens hjernemasse skal skrabes ned fra bagvæggen. Det er et hundrede procent standard Iced Earth, og kun ganske få sange skiller sig ud, såsom ”The Veil” - og den er, ærligt talt, røvkedelig. Den instrumentale indianerhymne ”Ghost Dance” eller den 10 minutter lange saga ”Clearing the Way” gør altså heller ikke noget godt for helhedsindtrykket. Der er en mangel på vovemod og innovation, som bliver lidt irriterende, da man sidder og føler, at man hører den samme sang igen og igen. Måske at idéen om ikke at køre et koncept har forvirret Jon og Stu til et punkt, hvor de har glemt, om de havde skrevet sangen allerede, hvilket resulterede i, at de så skrev den igen. Jeg mangler også en vis ”sing-a-long”-faktor, som ellers plejer at være ret så allestedsnærværende hos Iced Earth. Den er sgu svær at finde på Incorruptible.
Incorruptible er ikke en dårlig skive, men den er en kedelig skive, der nok hurtigt vil gå i glemmebogen hos de fleste lyttere. Det er ærligt talt en skam, for deres forrige plade, Plagues of Babylon, var heller ikke just et mesterværk. Måske er dette et tegn på, at kreativiteten er ved at slippe op hos Iced Earth?
