The HU - Rumble Of Thunder

Rumble Of Thunder

· Udkom

Type:Album
Genre:Folk Rock
Antal numre:13

Officiel vurdering: 5/10

Brugervurdering: 5/10 baseret på 1 stemme.

Hype er ikke alt

Da The HU udgav den første single, ”Yuve Yuve Yu”, kom Mongoliet pludselig på verdenskortet i rock- og metalverdenen, og der gik ikke længe, før bandet tog på både verdensturne og  supportede bands som Megadeth og Sabaton. Selv var jeg da til stede, da bandet spillede sin danske debutkoncert i Pumpehuset, og det var da en hyggelig aften, og musikken var udmærket, men jeg tillod mig at sætte spørgsmålstegn ved, hvorvidt bandet nu kunne leve op til den enorme hype, der var skabt omkring dem. Så udkom debutalbummet, som da var tilsvarende hyggeligt, men bestemt havde nogle børnesygdomme og skønhedsfejl. Nu er bandet så klar med opfølgeren – og spørgsmålet er derfor så, nu hvor den oprindelige hype så småt er ved at være døet ud, om de mongolske krigere så reelt har noget at byde ind med?

(Gobi)ørkenvandring

Da jeg tilbage i 2019 anmeldte mongolske The HU’s debutalbum, The Gereg, sluttede jeg af med at påpege, at hvis numrene ”This is Mongol” og ”Black Thunder” havde været med, så ville jeg have givet det album en højere karakter. På daværende tidspunkt eksisterede de to numre kun i ikke udgivne live-versioner. Nu er disse to numre begge at finde på bandets nyeste udgivelse Rumble of Thunder – hvilket jo burde være rigtigt fint, da de to numre er fremragende og understreger præcis, hvad The Hu kan. Problemet er dog, at de fejl, som bandet begik på The Gereg, bliver gentaget på Rumble of Thunder – de få hits der er, er omringet af ligegyldigt fyldstof samt ensformig og kastreret folkemusik uden kapow og wow-effekt. Sange som ”Sell the World”, ”Mother Nature”, ”Teach Me” er direkte irriterende kedelige, mens “Segee” og ”Shihi Hutu” burde have været én sang, dog i en lettere komprimeret tilstand.

Der er skam gode numre på albummet, som både ”This is Mongol”, ”Black Thunder, ”Triangle”, ”Tatar Warrior” og ”Bii Biyelgee” – det, der dog irriterer mig, er, at disse sange plus en håndfuld andre allerede eksisterede, da The Gereg blev udgivet for to år siden. Bandet har spillet disse sange igen og igen til diverse koncerter, ergo sidder man med følelsen af, at Rumble of Thunder er alle b-siderne, den omgang biksemad, man laver af de suspekte rester allerbagest i køleskabet. Ligeledes er der samme problem med albummets flow og spændingskurve som på The Gereg. Det er helt fint med en række langsommere og hyggelige folk-numre, men fire-fem i streg er simpelthen for meget af en (Gobi)ørkenvandring, især når nu mongolsk folkemusik er en forholdsvis ensartet musikgenre trods fusionen med ZZ Top-influeret hardrock. Så det tempo, som et nummer som ”Yut Hövende” sætter i gang, dør det sekund, nummeret slutter. Derudover undrer jeg mig over, at ”Black Thunder” florerer hele to gange på albummet, både i sin regulære version og som en udvidet variant. Noget, man burde have udgivet separat enten før eller efter albummets udgivelse.

Jeg sidder og tænker, at havde man taget den håndfuld gode numre, der er på det her album, og puttet dem på debutalbummet i stedet for den håndfuld numre, der ikke var tiden værd, så havde man haft én virkelig stærkt udgivelse, i stedet for to lettere anæmiske størrelser.

Godkendt, men så ikke mere

Jeg tillod mig at blive (forsigtigt) optimistisk, da de to første singler blev udgivet. Dels fordi det var gode numre, og dels fordi det netop var de numre, jeg savnede tidligere. Derfor håbede jeg, at resten af albummet havde samme standard som de to. Det var dog ikke tilfældet – desværre. Der er da gode numre hist og pist, men der er simpelthen for langt imellem dem, og de er ikke på niveau med ”Shoog Shoog”, ”Wolf Totem” eller ”The Great Chinggis Khaan”. Og netop det er den hurtigste måde at opsummere dette album på, altså en godkendt udgivelse, men en opfølger, der slet ikke er på niveau med debuten.

Tracklist

  1. This Is Mongol
  2. YUT Hövende
  3. Triangle
  4. Teach Me
  5. Upright Destined Mongol
  6. Sell The World
  7. Black Thunder
  8. Mother Nature
  9. Bii Biyelgee
  10. Segee
  11. Shihi Hutu
  12. TATAR Warrior
  13. Black Thunder (Extended)

Kommentarer (1)

Henning K.

Total Mongol

Jeg vil ha en t-shirt med påskriften THIS IS MONGOL, -og et et billede af Søren Pape i læder.