Tid er relativ
Tid er en spøjs størrelse. Jeg var helt sikker på, at sidst, jeg sad med en skive fra finske Hooded Menace, var tilbage i 2019 – altså endda før covid. Det skulle dog vise sig at være noget værre sludder, for The Tritonus Bell er fra 2021. Ergo har Lachrymose Monuments of Obscuration slet ikke været så længe undervejs som først antaget. Det betyder dog ikke, at der ikke er sket lidt af hvert ovre hos Hooded Menace: Siden 2019 er de gået fra en kvartet til en trio, de har annonceret, at de ikke længere vil spille live – og deres facebookside blev hacket af en Herbalife-gruppe … tre gange. The Tritonus Bell var et fremragende eksempel på, hvordan man kunne blande tonstung og slimet hulemandsdød med storladen 1980’er-guitarlir, og det var da også en skive, der fik overbevist mig om, at unga-bunga-smadder også kan noget. Så må vi dog se, om Lachrymose Monuments of Obscuration kan noget, altså udover at slå knuder på tungen.
Skulderpuder med nitter og slam!
Det var utroligt tydeligt, at selveste Andy LaRocque var producer på The Tritonus Bell. Om han også har produceret Lachrymose Monuments of Obscuration, er dog ikke helt til at finde ud af. Men uanset om han har eller ej, så emmer bandets syvende skive om muligt endnu mere af LaRoques ånd og stil. For de tre finner har aldrig lydt mere old school og NWOBHM, end de gør nu – og det er ekstremt klædeligt! Jovist, Paradise Lost-dødsdoomen og Entombed-riffene er der skam stadig, men hele balladen er svøbt ind i et tykt tæppe af stort hår, større skulderpuder og endnu større guitarsoli.
Bandet gør da heller intet for at skjule det. Allerede på det instrumentale, og keyboarddrevne, intronummer ”Twilight Passages” står det ganske klart, at Hooded Menaces kalender altså viser 1986 og ikke 2025. Det nummer er som taget direkte ud af Iron Maidens klassiske værk Somewhere in Time – og helt generelt må vi konkludere, at 2025 var året, hvor vi lærte, at hvis man lige kører Iron Maiden igennem et dødsmetalfilter, ja, så virker det! Lachrymose Monuments of Obscuration er slet og ret et riff-cornucopia – det bliver faktisk lidt for meget af det gode nu og da.
For når hvert nummer skal have et sted mellem fem og syv svedige riffs, og der er syv numre, som stort set alle har en gennemsnitsspilletid på syv minutter, ja, så får man faktisk lidt kvababbelse. Det er derfor sin sag at huske, om den kodylt seje solo nu var på ”Pale Masquerade” eller ”Save a Prayer”, og hvor var det nu, at guitarduellen var: Var det på ”Portrait Without A Face” eller ”Daughters of Lingering Pain”?
Dette er naturligvis et luksusproblem, for Hooded Menace har ganske vist overgået både sig selv og mine forventninger, som nu ellers var ret høje. Lachrymose Monuments of Obscuration er faktisk alt, hvad jeg havde både håbet og forventet af en Hooded Menace-udgivelse – plus moms. At de har valgt at skrue ned for hulemanden og op for ’80er-flamboyancen, er vand på min mølle, og det er næsten umuligt at pege på et nummer og krone dét som pladens bedste – for selvom de mange lag er en kende overvældende, så er der ikke én finger at sætte på trioens musikalske kapabiliteter eller evner som sangskrivere.
Je ne sais quoi
Men når nu jeg skamroser Lachrymose Monuments of Obscuration samt Hooded Menace så meget, som jeg gør, hvorfor så ’kun’ ni kranier? Hvorfor ikke ti? Godt spørgsmål egentlig! Jeg kan ikke pege på noget, som ikke fungerer på albummet, ergo må det jo så være perfekt … Eller? For trods mit mislykkede forsøg på at lege fejlfinder så mangler der simpelthen ét eller andet på albummet, men det er svært at pege på hvad helt præcist; derfor må vi jo lande på, at der simpelthen mangler noget je ne sais quoi. Måske skyldes det, at selvom det ikke er første gang, at Hooded Menace leger med at kombinere dødsdoom og klassisk 80’er-heavy, så formlen ikke helt perfektioneret endnu, så derfor føles det stadig en kende uforløst. Men uanset hvad så har Hooded Menace aldrig lydt bedre, end de gør nu – og så er den ikke længere!
