Onkel Puf-Puf buldrer igen
High on Fire – nu med fuld fart på!
Californiske High on Fire er ude med deres syvende langspiller siden begyndelsen i 1998. I den anledning har bandet skruet en smule op for farten og en smule ned for det episke. Selvom der utvivlsomt er tale om en plade, jeg vil høre mange gange i år, ærgrer jeg mig en smule over, at der ikke er lidt flere passager med mere dynamik i udtrykket. Men det ændrer ikke ved, at High on Fire altid er godt selskab. Det kan heller ikke undre, når nu frontmanden hedder Matt Pike.
Onkel Puf-Puf?
Når man udgiver en plade med navnet Dopesmoker (2003), må man finde sig i den slags utilbørlig navngivning. Pladen, hvis navn må forstås som en hyldest til den hellige urt, blev dog ikke udgivet af High on Fire, men af Sleep, Matt Pikes andet aktive band, og den kan varmt anbefales. High on Fires lyd karakteriseres traditionelt som stoner/doom metal, men det er længe siden, det mærkat er sat på bandet.
På den nye plade lyder High on Fire nemlig flere steder som Motörhed med deres genkendelige sandstormlyd, hvor lytteren står midt i en strøm af tunge og hurtige riffs, der kun varierer en smule. Der er ikke meget tilbage af den mere grødede og rumlende stil fra den første skive med High on Fire den udmærkede The Art of Self Defense (2000).
På Luminiferous er der desværre mange lange passager, hvor musikken kører i tomgang trods den muskuløse stil. Uanset hvor fed og dejlig en grundlyd, High on Fire har udviklet, er det ikke nok at køre effektivt op og ned på guitarerne. Der skal mere sammenhæng og idé til. Under lytningerne af Luminiferous er det derfor ikke underligt, at jeg gang på gang har taget mig selv i at skifte over til High on Fires tidligere udgivelser, hvor den tunge, stenede lyd bestod af lidt flere elementer. Numre som ”The Falconist” og tordenbraget ”Slave The Hive” kan ingen fan af tung rock dog undgå at blive charmeret af.
Bagkataloget er et problem for Luminiferous
På Luminiferous er det episke og dragende element røget noget ud til siden. I stedet er der skruet op for farten og de tunge riffs. Det er jeg ikke udtalt begejstret for. Derfor lander vi kun på 6 kranier i denne omgang. Jeg vil dog helt sikkert høre Luminiferous mange gange endnu, men jeg vil med årene ikke sætte denne udgivelse højest i High on Fires i øvrigt strålende bagkatalog. Hvis man har mod på mere musik i samme genre som den, High on Fire gør sig i, kan jeg varmt anbefale bandet Bison B. C., som efter deres seneste 2 udgivelser, Dark Ages (2010) og Lovelessness (2012), må være blandt de førende inden for genren stoner metal.
