Opbakning hjemmefra
Ukrainske Hell:on har efter sigende massevis af fans i hjemlandet – og det kan jeg egentlig godt forstå. De fem fyre spiller nemlig en interessant form for dødsmetal, hvor blastbeats går hånd i hånd med tribalrytmer, og guitarsoli med jødeharper. Forestil dig, at Behemoth smitter lidt af på Soulfly, ja, så har du et nogenlunde billede af, hvordan Hell:on lyder på deres sjette skive, Scythian Stamm.
Jødeharpe og ukrainsk poesi
På Scythian Stamm drager Hell:on inspiration fra oldtidens nomadefolk skyterne – og det er dét, der er pladens store force. Kvintetten spiller nemlig ikke bare regulær dødsmetal med et hint af thrash (det gør de også), men de krydrer den med folkeinstrumenter og okkulte stemninger: På ”The Architect’s Temple” og ”B.S.B.” får vi masser af jødeharpe, ”Ashes of the Gods” byder på sitar, og i ”Spreading Chaos” dukker en spansk guitar op blandt de ellers forvrængede instrumenter. Det er godt tænkt, godt udført og ganske forfriskende at lytte til.
Særligt på den instrumentale front klarer Hell:on sig godt: De to guitarister er innovative og legende, bassen sidder solidt i mikset, og trommespillet er habilt hele vejen igennem. Desuden skaber kvintetten en ret betagende dramatisk stemning på ”Movements of the Godless”, og på ”My Testament” er blandingen af dødsmetal og orientalske lyde yderst vellykket. Sidstnævnte sang er en hyldest til en af Ukraines store poeter, Taras Sjevtjenko, og byder blandt andet på en smule ukrainske spoken words – noget, bandet sagtens kunne dyrke endnu mere.
Men ak, træerne gror som bekendt ikke ind i himlen. På Scythian Stamm har Hell:on ét problem, som står i vejen på samtlige numre: forsanger Oleksandr Baiev. Hans vokal er for så vidt ikke dårlig; den er bare ekstremt monoton. På intet tidspunkt varierer Baiev for alvor sin stemme, og det er dræbende for numre som ”Ashes of the Gods” og ”Under the Protection From Beyond”. Man vænner sig bestemt til Baiev, jo mere man lytter til pladen – men helt godt bliver det altså aldrig.
Originalitet vejer tungt
Scythian Stamm er en af de mest interessante dødsmetalplader, jeg har lyttet til i år – men den er også en af de mest frustrerende: Mens konceptet, idéerne og de instrumentale præstationer sidder lige i skabet, er vokalen svag og slet ikke på niveau med resten af bandet. Ja, jeg har faktisk flere gange fået den tanke, at Scythian Stamm måske ville stå stærkere som en instrumentalplade. Under alle omstændigheder skal bandet have ros for den kreative tilgang til dødsmetallen – og kan du se bort fra en flad vokal, er Scythian Stamm et spændende bekendtskab.
