Dem, vi spidder

Hvis ikke en irsk forfatter havde befundet sig på biblioteket i Whitby en august formiddag i 1980, havde vi næppe kendt navnet Vlad III Drăculea ‘Țepeș’ – eller, som den kære Stoker valgte at kalde ham, grev Dracula. Bortset fra netop navnet er der dog ikke mange sammenligninger mellem den ligblege blodsuger og den rumænske fyrste. Generelt er virkelighedens Dracula en figur, der ikke får megen opmærksomhed uden for Rumæniens grænser – og når han gør, er det oftest som offer for en ret hård og bidsk smædekampagne, hvor der pyntes ’fordrejes’ ret meget på de faktuelle detaljer. Men den slags sladder og fiktion sælger jo altid bedre end virkeligheden. Finske Days of Yore har dog sat sig for at berette sandheden om spidderen fra Valakiet – så slib din krumsabel, og spids en pæl eller tre, for de 23.884 tyrkere spidder jo ikke sig selv!

Et hårdt liv kræver hård musik

Days ov Yore går all in på historiefortælleraspektet. Jouko Jormalainen, eller Josam, som manden bag projektet kalder sig selv, gør alt, hvad han kan, for at understrege, at det her skal forstås som en krønike, og at han er kronikøren. Pladens åbningsnummer, “The Tale of Vlad Țepeș”, indeholder blandt andet følgende strofe: 'I, Josam, sit before this page, quill in my hand to trace the story and legend'. Det er tydeligt, at Jormalainen føler utroligt meget for projektet her – hans kærlighed og fascination af emnet er konstant allestedsnærværende. Så kan man naturligvis diskutere, om den klassiske black metal-vokal er synderligt velegnet til at agere fortællerstemme, men det er en anden side af sagen.

Musikken er klassisk finsk black metal med masser af thrashede riffs og elementer af klassisk heavy metal spækket til bristepunktet med NWOBHM-galopguitar i bedste Iron Maiden-stil. Til tider er man faktisk i tvivl, om vi er ovre i noget blackened heavy frem for reel melo-black. Men når pladens omdrejningspunkt er en brutal krigsherre fra 1500-tallet, ja, så passer det som hånd i stridshandske, at det hele emmer af klassisk og bøllet proto-black fra de gode gamle dage.

Som titlen ganske tydeligt indikerer, så er The Tale of Vlad Țepeș Part 1 den første del i en større fortælling – faktisk udkom The Tale of Vlad Țepeș Part 2 for et par uger siden, så vi er en kende på bagkant her, men sådan er det jo nogle gange. Første del handler om de første 25 år af Țepeș’ utroligt voldsomme liv. En periode af hans liv, hvor han blandt andet tilbragte seks år som gidsel hos den osmanniske sultan (“Sultan’s Hostage”), så hvordan den rumænske adel begravede hans storebror levende og forrådte hans far (“Betrayed by the Boyars”) samt landsforviste Țepeș selv (“The Exile”) – alt imens truslen om osmannisk storinvasion truede hele Europa (“Rise of Mehmed the Conqueror”). Man forstår jo fuldt ud, hvorfor Jormalainen har tænkt, at den her fortælling var passende at lave to plader om, for det er sgu ret mædl, det her!

To be continued …

The Tale of Vlad Țepeș Part 1 er en drønfed skive. Jormalainen sans for sangskrivning, men også stemning og detaljer er mesterlig. Hvis sangen handler om, at Vlad skynder sig væk til hesteryg, jamen, så er der fokus på galopriffs. Handler sangen om sultan Mehmed II, jamen, så er der diverse eksotiske folkeinstrumenter med for at understrege det orientalske aspekt – og skal der passeres nogle iskolde, snedækkede bjergtinder og mørke skove? Jamen, så bliver der skruet op for keyboardet og vindmaskinerne for at understrege både faren og mystikken ved Karpaterne. Men sans for detaljer, fortælleteknikker og fremragende musikalsk håndværk til trods, så savner jeg noget ekstra. Jeg savner slet og ret, at musikken virkelig blæser mig bagover. For selv om intentionerne er der, så er musikken ikke helt oppe på den øverste hylde endnu. Men forhåbentlig er den det på The Tale of Vlad Țepeș Part 2.