Blandede chilenske bolsjer

Lydmand med en drøm

Felipe Ferrada er næppe et navn, der lyder synderligt bekendt, hvilket i sig selv ikke er så mærkeligt. Lydmand og booker på den chilenske metalscene gør ikke en verdensberømt, men når man danner et band sammen med et par erfarne herrer og tilmed giver den fuld pedal på sit debutalbum, øger det chancerne betydeligt.

Ledsaget af Pedro Pablo Puente, trommeslager i thrash-bandet Conflicted, og den rutinerede guitarist Sebastián Puente fra Nuclear er bassist og vokalist Ferrada i front for bandet Hellman, der i 2022 udgav demoen Desktop Genocide. Nu er deres første langspiller, Born, Suffering, Death, endelig på gaden, og selvom det ikke just er årets vildeste plade, viser Hellman ganske habilt potentiale.

“Jeg skal have for ti kroner blandet metal”

Med en blanding af lidt thrash, en slat groove og en masse god, gammeldags death’n’roll kaster Hellman sig direkte ud i sagerne på det hurtige og groovy åbningsnummer “The 4th Power”. Tempo og energi rykker ganske godt, og selvom det er hørt før og ofte bedre, efterlades man stadig med en nysgerrighed efter, hvad de næste 33 minutter mon rummer af overraskelser. Den thrashede “Desktop Activist” er en lettere banal omgang, hvis tekstunivers ikke er svært at gætte ud fra titlen. Men tredje skæring, “A Waste of Human Being”, vidner om, at Hellman skal regnes for mere end blot en lydmand, der selv vil prøve kræfter med at spille i band. Stilmæssigt er vi ikke langt fra Sepultura omkring deres noget udskældte Chaos A.D.-periode, hvor især de velspillede trommer bidrager med en uforlignelig dynamik. På “The Cycle” er vi pludselig tilbage i death’n’roll-universet, og trods de soniske udskejelsers pæne niveau er det her, man som lytter begynder at blive lettere forvirret; hvad er det Hellman laver, og hvor hulan er sammenhængen?

Måske skal man ikke tænke så meget over det. Dette er nok bare en af de plader, hvor man må æde præmissen og tilmed konstatere, at selvom pladens cover og især titel i den grad lægger op til noget andet, så er indholdet fuldkommen i mangel af en rød tråd. Både musikalsk og tekstmæssigt. “Bringer of Death” er banal 90’er-skaterpunk med death metal-vokal, og “Unnecesary Consuming” er nærmest et Motörhead-nummer. Læs: drønhamrende kedeligt. Men så sker der endelig noget igen på “Sacrifice Zone”, der i modsætning til pladens øvrige skæringer fremstår gennemarbejdet og helstøbt med sit dynamiske groove, ørehængende riff og ditto omkvæd, der igen leder tankerne hen på midt-90’ernes Sepultura. Tak for det! Helhedsindtrykket bedres betragteligt, når numre af denne støbning hives op af posen, og når der så også er en sublim afslutter, kan man godt tilgive alle de svage punkter undervejs. “Where Was God” lukker og slukker med manér og bliver hængende i det indre øre i et godt stykke tid. Dejligt nummer.

Tja … tjo …

Selvom man som dygtig musiker har evnerne til at berøre rigtig mange af metallens ru flader, er det ikke ensbetydende med, at man skal gøre det. Born, Suffering, Death er som resultat deraf en noget usammenhængende oplevelse uden en egentlig rød tråd. Der skal dog ikke herske nogen som helst tvivl om, at Hellman er en flok dygtige individualister, der heller ikke er helt uefne, når det kommer til sangskrivning. Bevares, her er en del primitive kompositioner med meget banale tekster, men det, de gør godt, gør de rigtig godt, og potentialet til meget mere er bestemt til stede.