2005 er længe siden…
Tilbage i 2005 stod Hatesphere for mit dengang 19-årige ’jeg’ som et af de mest interessante bands på den danske dødsscene. Et glansbillede, der første gang krakelerede selvsamme år under den legendarisk ringe koncert i Valbyhallen, hvor gruppen sammen med nu metal-mastodonterne i Korn udgjorde et mere umage par end Dharma og Greg. Sidenhen er løbet meget vand i åen, og besætningen i det jyske dødsorkester har efterhånden ændret sig så markant, at jeg i dag dårligt genkender mine ungdomshelte. Det omskiftelige udtryk hænger i høj grad sammen med bandets mikrofonholder, der gennem årene har ændret ansigt adskillige gange. Således er nuværende vokalist Mathias Uldall femte i rækken, efter den originale frontfigur Jacob Bredahl i 2007 blev afløst af Jonathan “Joller” Albrechtsen. Uldall selv kom ombord så sent som sidste år, hvorfor titlen Hatred Reborn må siges at være særdeles passende for et band med flere reinkarnationer end Ra’s Al Ghul.
Ilthungrende terminalpatient
Ahh ja… covernumre! Musikindustriens svar på shake ’n’ bake-løsningen. En løsning, de fleste af os med børn i skolealderen tyer til fra tid til anden, men hvis vi skal være ærlige, også en løsning med markante, kvalitative udsving… (det vender vi tilbage til). ‘I’m waiting, in my cold cell at Folsom Prison’… Forestillingen om en hybrid mellem de trøstesløse toner fra Johnny Cash samt Dani Filths drævede strofer fra den fremragende fortolkning af ”Hallowed Be Thy Name” materialiserer sig langsomt for mit indre øje, og afslører de deprimerende omgivelser på instrumentalintroen ”The Awakening”: 2½ minuts klaustrofobisk mørke i en kold og klam fængselscelle, der hurtigt viser sig at stå fuldt mål med de tilsvarende triste lydspor, vi sidenhen præsenteres for.
Jimmy Nedergaards bas står til gengæld anderledes skarpt i billedet på netop ”Hatred Reborn”, mens albummets eneste gennemgående trækplaster må siges at være manden bag gryderne. Veteranen Mike Park spiller som altid fremragende med masser energi og overbevisning. En ’anklage’, der ikke just kan fremsættes mod Ulldalls vokal, der virker umoden og forceret. Der er ganske vist enkelte lyspunkter at spore i numre som ”Grave Digger” og ”Brand of Sacrifice”, men enlig(-e) svaler gør som bekendt ingen sommer, og det ændrer ikke nævneværdigt på det samlede indtryk af et komplet mismatch mellem ham og de øvrige medlemmer af bandet.
Ret skal være ret – der er godt nok heller ikke meget at arbejde med. Både Peter ”Pepe”, eneste overlevende originalmedlem, og Kasper Kirkegaard virker begge uinspirerede og udbrændte. Undervejs demonstrer begge dog momentvis den vildskab og virilitet, der engang var så karakteriserende for Hatesphere, med ”The Truest Form of Pain” som bedste eksempel. Her vises vi glimt fra en svunden tid med de tempovarierende kontraster mellem tromme og guitar, tunge basanslag og afvekslende growls. Et af de få vellykkede numre, Hatred Reborn kan tilbyde. Gutterne vælger sidenhen at maltraktere et sagesløst Scorpionsnummer, inden hele menageriet rundes af med en rædderlig liveudgave af ”The Fallen Shall Rise…”. Jeg efterlades i dyb fortvivlelse over, hvordan den engang så stolte bannerfører for dansktoppen af dødsscenen i dag er blevet reduceret til en ilthungrende terminalpatient.
Døden skal have en årsag
Diagnosen virker umiddelbart klar. Alderdomssløvsind, understreget af komplet mangel på kunstnerisk selvkritik: Vi bliver således ud af i alt 12 numre fodret med 2 indholdsfattige instrumentalnumre, 1 pinefuldt cover af ”Another Peace of Meat” fra Lovedrive (1978)… og 1 liveversion af nummeret ”The Fallen Shall Rise in a River of Blood” fra The Sickness Within (2005), der i min optik ikke er afviklet anstændigt, siden Jacob Bredahl gik fra borde for 16 år siden – altså 4 komplet overflødige numre!
Jeg ville ønske, jeg kunne spise jer af med flosklen ’Dovenskaben længe leve’, men frygter desværre, det stikker dybere end som så. Tiden virker til at være løbet fra Hatesphere, der har utrolig svært ved at konkurrere på en scene, hvor kravene for at gøre sig gældende i dag ganske enkelt er for høje. Døden skal have en årsag, og her ved vejs ende er det fristende at sende en lille hilsen fra en af (den rigtige) dansktops ukronede dronninger, Dorthe Kollo. En hilsen der kun bliver endnu mere tragikomisk, når man tager den gode Mathias Uldalls ophav i betragtning: ’Gid du var i Skanderborg og blev der’…
