Er der fat i den lange ende, eller er den smuttet?
Det er to år siden, jeg sidst sad med et produkt fra polske Kalt Vindur. Magna Mater var mit første møde med dem og deres særegne kombination af progressiv dødsmetal og melodisk black metal. Det er ikke en blanding, man støder på ret ofte, hvilket er en skam – den kan bestemt et eller andet, hvilket bandet så fint demonstrerede i 2024.
Dengang afrundede jeg min konklusion med følgende fraser: ‘... hvis de fortsætter således, jamen, så kan jeg ikke forestille mig andet end, at album nummer fire kommer til at høste enorm megen ros, for Kalt Vindur har sgu fat i den lange ende her!’ Nu er album nummer fire så landet, og spørgsmålet er jo oplagt. Har de fortsat fat i den lange ende, og høster The Void of Time så derfor enorm megen ros?
Flade fløjt
The Void of Time er ikke helt så grandios eller progressiv som sin forgænger. I stedet har den et betydeligt mere koldt og råt udtryk ganske lig 1990’ernes black metal. Hvor Magna Mater i stedet havde en særdeles svulstig baslyd og masser af dybde.
Den slags er der ikke meget af på Kalt Vindurs fjerde udgivelse. Lyden er markant mere flad og skarp med rigeligt diskant på især guitarerne. I stedet har der klemt sig en lille smule Ulver-folk ind hist og pist, med lidt fløjter og harpespil.
Den slags har jeg normalt absolut intet imod, tværtimod, men det ændrer ikke på, at det er en dårlig byttehandel. Det største problem er dog, at sangskrivningen slet ikke er på niveau med, hvad bandet tidligere har præsteret. Det er ikke kun på grund af produktionen, at The Void of Time er en flad omgang. Hele pladen er umådeligt intetsigende – der er ikke ét nummer, der sidder fast, ikke én passage, et riff, en solo eller et kantslag … intet!
Ligegyldigt instrumentalt fyldstof er der derimod rigeligt af, og ligeså er skiven bestemt også et overflødighedshorn fyldt til randen med banale og skabelonskårne black metal-passager.
Det er virkeligt ærgerligt, for jeg havde – helt oprigtigt – set frem til at høre nyt fra Kalt Vindur. Desværre er oplevelsen umådeligt skuffende. Jeg kan af gode grunde ikke forklare, hvad der er gået galt, eller hvilke tanker bander har tænkt, men jeg må konkludere, at de er ude på et kreativt skråplan.
Og af den grund er jeg ude
The Void of Time er ikke en katastrofal eller pinligt ringe plade. Men sammenlignet med hvad de før har bevist, at de kan præstere, så er det virkeligt svært at se, hvordan de selv kan tænke, at pladen her er nogens tid værd – hvilket albummets titel taget i betragtning er ganske passende. For selvom den kun varer små 37 minutter, så føler man sig virkelig fanget i et tids-tomrum, hvor intet sker, på hverken godt eller ondt.
Albummet er vitterligt så intetsigende, at ens bevidsthed slet og ret stopper med at registrere nogle former for input. Det er som at sidde og stirre tomt ud i luften, mens en hvid støj-maskine kører for fuld pedal lige ved siden af ens ører. Jeg så frem til at høre nyt fra Kalt Vindur, men ovenpå denne fadæse tror jeg ikke, jeg kommer til at orke at lytte til deres næste opus.