En uventet gave

Tidligere i år sendte min kollega mig et link til Great Cold Emptiness’ nye plade Immaculate Hearts Will Triumph, hvor han tilknyttede kommentaren, at det nok vil være noget for mig. Jeg tænkte med hans hang til obskur black metal, og med det noget klichélydende bandnavn, at han nok tog fejl. Han ramte dog virkelig plet, og vi blev begge to hurtigt enige om, at det var et album, der fortjente en anmeldelse. Her er vi så, ufattelige mange måneder og lyt senere, hvor jeg forhåbentligt kan sætte lidt kloge ord på denne forunderlige størrelse.

Great Cold Emptiness er et projekt stiftet af Nathan Guerette, som hurtigt har udviklet sig til et helt band. Great Cold Emptiness er meget drevet af Guerettes visioner og tekster, der tager meget udgangspunkt i hans familiearv. Han nedstammer fra Acadia-kolonien, som senere blev til canadiske Quebec. En arv der altid har gennemsyret musikken. Den nyeste plade, Immaculate Hearts Will Triumph, handler om tilgivelse, kærlighed til sine venner og at blive voksen. Så er spørgsmålet ”Kan man overhovedet lave sådan en plade med en flod af positive følelser i et black metal lydunivers?” Ikke just den mest oplagte genre til det, vel?

En svamp til tak!

Immaculate Hearts Will Triumph begynder med, hvad der simpelthen er pladens absolutte bedste skæring, som har den helt fantastiske titel ”The Patron Saint of Whale-Watching”. Sangen sætter fra kaj i højt tempo med fuld knald på lilletrommen og high-hat, mens melodiske lyse guitarriffs sammen med keyboardmelodierne skaber et opløftende og stemningsfuldt lydbillede. Der er klart sket en ændring i lyden fra Death Gifted A Bouquet (2020) og Miles Before I Sleep (2019), som var mere atmo-black, tungt og dyster. Kursen er nu blackgaze, og det er i den helt opløftende ende. Guitarriffet i denne sang, og Guerettes melankolsklydende skrig minder mig ufatteligt meget om ”Dreamhouse” fra Deafheavens ikoniske værk Sunbather (2013). Dermed ikke sagt, at Great Cold Emptiness laver plagiat af Deafheaven, for det gør de slet ikke! Der er masser af adspredelse, både fordi de eksperimenterer mere end Deafheaven. De laver mange flere lag i form af keyboard melodier og Meghan Mood, som har mange vokalpassager på albummet, der er helt lyse og opløftende. Så der er altså langt fra Sunbather til Immaculate Hearts Will Triumph, Selvom der åbenlyse paralleller

Den vigtigste adskillelse i forhold til Deafheaven er, at Guerette tydeligvis har sat sig for, at missionen med musikken skal være at fortælle hans visioner. Det er ”The Patron Saint of Whale-Watching” også et eksempel på. Den handler om en pilgrimsrejse, han tog på med et par venner til Gaspésie, Quebec, hvor de gjorde et stop i en lille by ved navn Cap-chat. Her stod han ved havet i timer og kiggede på hvaler, mens han var skæv på svampe. En oplevelse han beskriver som spirituel, og hvor han har følt sig mest forbundet til sine forfædre. Nu vil jeg ikke opfordre folk til at tage stoffer, MEN jeg vil sige, at det Guerette har fået ud af oplevelsen i forhold til at skabe musik, er fantastisk. Musik, der kalder på fordybelse, og hvor de store lydflader åbner op for flotte imaginære forestillinger i tankevirksomheden. Man lader sig netop tage med på en rejse, og det er nemt at forestille sig selv i store åbne flotte landskaber til de store harmoniske lydflader. Det er svært ikke at blive draget af lyduniverset, og man får netop lyst til at lade hele verden gå i stå, mens man lytter.

Det mest hæmmende for Great Cold Emptiness er ligeledes hans skæve og modige valg, der bare bliver lidt for meget til tider. Allermest mærkbart er det på lukkeren ”With Friends Like These”. En utroligt positiv og opløftende sang med flotte melodier fra keyboard, synth og guitar mikset med hval-lyde. Ja, der er masser af flotte finurligheder, men det unødvendige er dog, at sangens næsten 2 minutter lange afslutning bliver en ren techno-rave. Det tager altså noget fra oplevelsen beklageligvis. Samtidigt så synes jeg, at det er lidt fedt, at han prøver alle mulige grænser af, for det gør også albummet unikt. Ultimativt gør det dog desværre, at det mister lidt sammenhængskraft.

Årets skjulte perle

For mig er der slet ikke nogen tvivl om, at Immaculate Hearts Will Triumph er en af årets helt skjulte perler. Den har slet ikke fået den opmærksomhed og omtale, som den fortjener, hvilket er en skam. Great Cold Emptiness er nemlig sluppet afsted med at lave et utroligt genreudfordrende album, hvor der er skabt en flot rød tråd igennem alt det finurlige og eksperimenterende. Noget der i sandhed er svært! At det så en gang imellem kan stikke lidt for meget af, er så, hvad det er. Det er nemt at tilgive med alt, hvad albummet giver i form af scenisk lyd, grandiositet og opløftende følelser. Langt hen ad vejen føler jeg, at Guerette og co. har begået lidt af en genistreg, som desværre er blevet overset. Personligt tænker jeg, at hans månedlige Spotify lyttertal da lige må kunne presses over 200. Herfra kan det kun anbefales, at man giver det et lyt, hvis man trænger til en omgang opløftende blackgaze – måske bliver du lige så positivt overrasket over denne perle fra den svampepåvirkede hvalbeglugger, som jeg gjorde.