Mere power end sidst, tak
Gøteborg-kvartetten fejrer deres 20. år som band ved at udgive deres nyeste album Fever. Lyden på de foregående seks plader har udviklet sig til en ekstremt genkendelig blues-lyd, som emmer af originalitet, og som man på ganske få strofer kan placere i Graveyards vold. Denne særlige lyd er drevet af fuzzy guitar og Joakim Nilssons kraftfulde vokal, som jeg tør vove på, at de fleste kendere ville kunne placere indenfor få sekunder.
Graveyards bedste album, i min optik, Hisingen Blues fra 2011, sikrede bandet international anerkendelse og indeholder også nogle af de stærkeste skæringer, bandet har skrevet til dato. 6 fra 2023 er bandets seneste og står også som et af de svagere i bandets diskografi. Det bliver derfor spændende at se, hvor på spektret Fever placerer sig.
Genopstået fra graven
Om det er symbolsk at første nummer på skiven hedder “Back from the Grave” og repræsenterer vejen tilbage til fordums tid, ville nok ikke være helt ramt ved siden af. Åbningsnummeret rammer den Graveyard-atmosfære, som er helt deres egen. Der er så meget fuzz på guitaren, at jeg forestiller mig, den er lavet af bjørneskind. Samtidig emmer nummeret af simple powerchords og herlige riffs, og så er Nilssons stemme lige så sprød og lækker som altid.
“Tongue Tied” og “A Better Cut (Note to self)” er henholdsvis nummer to og tre på pladen og står blandt de stærkeste skæringer. Musikken er simpel, catchy og nærmest hypnotisk i sin rytme. Samtidigt er der lækre leadguitar-sekvenser, god brug af phaserpedalen og et klart 70’er-islæt. Hvis resten af pladen nu kunne holde samme energi, som de første tre numre, så…
.. havde det været fedt. Desværre bliver der lagt så hårdt ud på skiven, at Graveyard har svært ved at holde niveauet hele vejen igennem. Resten af pladen er på ingen måde dårlig, men kontrasten fra den flotte start skinner meget klart igennem. Selv singlen “A Means To an End” rammer ikke bullseye. Det er egentlig lidt synd, at placeringen af numrene skal betyde så meget på et album, som det gør, men spørger du bandet selv, synes de vel, alle numrene er fede.
Lige inden jeg falder ned af stolen af ærgrelse, så får vi heldigvis reddet noget af skibet i land inden udgangen af pladen. Særligt afsluttende nummer “Dead Note” giver lidt “Uncomfortably Numb”-vibes, og det kan man jo på ingen måde klage over.
En værdig fejring af de 20 år
Vi rammer ikke helt niveauet fra 2011 på Hisingen Blues, men vi bliver forkælet med mange dejlige elementer på Fever. Den rå genkendelige power, som bandet fik sit gennembrud på, er tilbage efter den mere neddæmpede, melankolske tilgang på 6.
Fever er et godt album. For mig får det en flot tredjeplads efter Hissingen Blues og Peace, som begge er fantastiske albummer. Havde hele albummet fulgt den energi, der er på de tre første numre, så havde Fever muligvis indtaget førstepladsen på undertegnedes topliste af Graveyard albums. Graveyard har desuden annonceret en Europa-turné med Blues Pills, hvor de svinger forbi Amager Bio til marts. Jeg håber, vi ses dér!
