Lunken debut fra de fodkolde
Pænt, men ujævnt
Den danske kvintet Fusskalt så dagens lys tilbage i 2009. Tidligere medlemmer fra blandt andet Exmortem, Frozen Sun og Crionic havde mod på at danne hvad de selv kalder et upbeat stoner metal/desert rock-band og har i de seneste år udgivet et par EP’er af ganske glimrende kvalitet.
Nu er de endelig klar med deres første langspiller, der har fået navnet Intercooler, men trods pæn indpakning og gode intentioner er den desværre hurtigt glemt.
Velkendte virkemidler og kedelige kompositioner
Albummet med beskedne syv numre fordelt på 36 minutter lægger rigtig fornuftigt ud med nummeret “Spread Your Lies.” Et simpelt riff, en stram rytmesektion og en tør vokal danner grundlag for en god gedigen gang hardrock, der, selvom det er hørt mange gange før, svinger ganske fint. Det er velproduceret og eksekveret af dygtige og rutinerede musikere, og det kan vi lide!
Efterfølgende bydes der på endnu mere af samme skuffe i form af “Musecifer” og “Son of Man”, der ligeledes er pæne og jævne lytteoplevelser, men man begynder også så småt at håbe på, at på skivens resterende skæringer byder på lidt mere vovede elementer, kreative riffs og omkvæd a la åbningsnummeret, der sidder fast i det indre øre. Men desværre – Fusskalt går med livrem og seler og vover sig aldrig ret langt væk fra det yderst velkendte. På pladens obligatoriske stille nummer, “Falling Down”, får vi et genretypisk tilbagelænet tempo komplet med Sabbath-inspirerede guitarharmonier og en lidende vokal, og bevares, det er da udmærket og klæder nummeret rigtig fint, men igen er det forsimplet, hørt før og hurtigt glemt.
Pladen fortsætter med pæne jævne kompositioner, men desværre er der ingen af dem, der får taget til at lette eller nakken til at vippe. Var det virkelig det? Syv numre bestående af alle de gamle velkendte tricks og intet nyt under solen? Desværre, ja.
Desværre hurtigt glemt
Mustasch, Red Fang og Black Label Society er blot nogle af bandets forbilleder, og det høres tydeligt på den måde, Fusskalt griber musikken an på. Alle de sikre kort fra nogle af stoner-metallens mestre bruges som fundament i bandets sangskrivning, og det er bestemt ikke dårligt, men jeg savner et aftryk i musikken, der er bandets eget.
Hvis musikken svinger, energien smitter og nakkemusklerne bliver ømme, er der intet galt med musik, der minder om noget, man har hørt før. Men det kræver, at bandet efterlader sine egne unikke kvaliteter og ikke nøjes med at trave ad gamle stier. Jeg har det med Intercooler, som jeg har det med frikadeller fra Karolines Kogebog; opskriften fejler ingenting, men det er ikke en oplevelse, man husker i ret lang tid.
