Furia - Huta Luna

Huta Luna

· Udkom

Type:Album
Genre:Black metal

Officiel vurdering: 2/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Ultra unik lyd?

Nogle gange får vi albummer ind, som virkelig stryger om sig med store flotte tillægsord. Polske Furia er en af dem, og man bliver da nysgerrig med følgende beskrivelse ”Selvom det startede som typisk norsk black, så har Furia taget deres polske black metal til helt nye regioner med unikke elementer fra folkemusikken og abstrakte poetiske temaer. Inspireret af det smukke mørke fra deres bosiddende provins i Silesia, er deres musik krydret med lyrik skrevet af Nihil, som er en af de mest begavet artister i Polen i dette årti. Hvad spiller Furia i dag? Er det nekrofolk? Hjemsøgt rock? Det er ikke nemt at definere, men Furia er helt sikkert et unik band”. Sikke en smøre og sikke en omgang skeptis, det indgyder hos mig. Erfaringen fortæller, at dem som smider om sig med store gloser, ikke har ret meget at have det i. Lad os derfor dykke ned i Furias nye udspil Huta Luna og se, om det virkeligt er så unikt og banebrydende, som der lægges op til.

Patetisk polsk pagan black

Ak ja, hemmeligheden er allerede ude med overskriften. Musikken er desværre hverken unik eller banebrydende. Inderst inde håbede jeg jo, at det var det, men fornuften fortalte, at det nok ikke var tilfældet. Realiteterne sejrede over håbet. Huta Luna er vaskeægte omgang pagan black, og det er desværre ikke af den gode slags som f.eks. Skratte, hvor der eksperimenteres en masse og blandes mange genrer ind. Lad os først snakke om de forbandende trommer på dette album og det absolut skæve miks. Trommerne kører i et meget ensformigt tempo igennem næsten hele albummet, men værst af alt er lyden af dem. Den kan bedst beskrives som en, der får et epilepsianfald ovenpå alle sine tomme flyttekasser efter endt indflytning. Derudover ligger trommerne meget højt i mikset, så tit overdøves basen. Det gør også, at de vokaler, der nu engang er, ligger ekstra højt i mikset. Her kan man da også tale om nogle af de mest uinspirerede og snotkedelige vokalindsatser, som jeg længe har hørt, da det meste bare er råbekor, brummen eller hvisken. Man tvivler næsten på, at nogen i bandet faktisk besidder sangtekniske evner, når man hører dette album – så på den måde er det da ret unikt.

En af de få kvaliteter, albummet har, er faktisk guitar- og basmelodier, når man da ellers kan høre sidstnævnte. Det er klassisk atmo-black i lyden, men gør da, at man kan kæmpe sig gennem det noget enerverende ensformige album. Den største varians på hele albummet, og som måske er et forsøg på at være unikke, er, og hold nu godt fast den næsten 28 minutter lange albumlukker, ”Księżyc, czyli Słońce”. Dette nummer gør, at albummet rammer en spilletid på næsten en time! Altså det er tæt på halvdelen af albummet. Så tænker du nok, ”Men så må det være her, alt det spændende og helt vildt eksperimenterende og unikke sker?” Men hah, snydt igen. I stedet får du en navlepillende intetsigende lydkollage, af atmosfærisk optagede lyde, hvor man blandt andet kan høre fårekyllinger (yderst passende), trafik og fly. Indover det bliver der en gang imellem ramt en gong, en hi-hat og strøget på guitar. Hen mod slutningen er der noget, der lyder som en indfødt amerikaner eller shaman, der synger ude i naturen. Hvad jeg bedst kan sammenligne denne slutning med, er noget af det, man hører fra Heilung, bortset fra at Heilung formår at gøre deres lydkollager spændende. Men hey, i det mindste så foregår den spændende lyrik, som der snakkes om i promoteksten på polsk, som alle forstår. Nårh nej! Ikke fordi jeg har et problem med, at de holder det polsk for autenticitets skyld, men da det muligvis kun er en af de få opvejende kvaliteter, der kan være tilbage, så er det problematisk, at heller ikke dette kan tages med i bedømmelse.

Unikt på den fantasiløse måde

Furia har virkelig oversolgt varen. Der opfindes ingen dybe tallerkener her, og langt hen ad vejen er det bare en omgang standard pagan black med utroligt dårlig produktion og intetsigende fyld. Man skal virkelig være svært glad for polsk black eller pagan black-genren for at kunne give kærlighed til Huta Luna, for der er et utal af albummer derude, som overstråler det. Det de ovenikøbet vælger at afsætte 28 minutter til - nok et af de mest ligegyldige slutnumre nogensinde - fortæller nok meget om, hvor bandet står med henhold til inspiration og det at være unikke.

Tracklist

  1. Zamawianie trzecie
  2. Swawola niewola
  3. Na koń!
  4. Wracaj
  5. Idź!
  6. Spanie polskie
  7. Zamawianie wirujących Sarmatów (czwarte)
  8. Maska masce
  9. Gore!
  10. Księżyc, czyli Słońce