Fra højlandet til undergrunden

Andy Marshall er en travl herre. For udover at være frontmand, og mastermind, bag Saor, som er særdeles aktive både på pladeudgivelsesfronten og live-fronten, så har han altså også Fuath, som måske ikke spiller live endnu, men som siden 2016 har udgivet tre albummer – side om side med Saor. Begge bands befinder sig ganske vist på black-spektret, men hvor Saor er markant mere melodisk, poleret og folk-inspireret, så er Fuath betydeligt mere grimt, lo-fi og 'klassisk' black, om man vil. Bandets navn betyder da også noget så muntert som 'had' på gælisk. Så hvis man forventer et soundtrack til ens ture i det majestætiske højland en lun sommerdag, ja … Så skal man nok ikke sætte III på!

Autopilot og genbrug

Selvom Fuath ikke er Saor, og selvom stilen er en lidt anden, så kan man godt høre, at det er den samme komponist, der står bag. Tænker man tilbage på Saors ældre udgivelser som Guardians eller Aura fra henholdsvis 2016 og 2014, så kan man godt høre, hvordan Saor lige så godt kunne have udviklet sig i den retning, som Fuath befinder sig i.

Det, der dog dominerer på III, er de nærmest endeløse atmosfæriske passager, hvis repetitive mønstre virker hypnotiserende – og som er så arketypisk for atmo-black kombineret med den lige så klassiske norske galde. Tag nu bare albummets første nummer, ”The Cailleach”. Her er det umuligt ikke at komme til at tænke på han-som-ikke-må-benævnes, for det lyder da godt nok som noget, han kunne have skrevet midt imellem et slag Dungeons & Dragons og en posering for Kerrang!

Selvom musikken på III overordnet set er ganske udmærket, så er det største problem, at det minder om noget, man har hørt så mange gange før – hvilket trods alt ikke rigtig er noget, man kan sige om Saors seneste par plader. Den endeløse malmstrøm af blastbeats hjælper heller ikke på det. Få ting siger autopilot i black metal som non-stop blastbeats – helt absurd er det eksempelvis cirka halvvejs igennem ”Embers of The Fading Age”, hvor guitarerne spiller en fin, blød og langsom passage, alt imens trommerne tonser derudad med 225 km i timen, som var det en bulgarsk langtidschauffør på motorvejen, der er sent på den.

Dog hænder det, at trommerne skifter gear og forstår, at de altså gør det bedst, når de falder på plads omme bagerst i bussen – og når de gør det, får resten af musikken lov til at blomstre, hvorpå III folder sig ud.

Ingen grund til at ringe til kommunen … Endnu.

På mange måder, så minder Fuath mig om Udåd. Begge bands er lavet af en mand, hvis hovedprojekt har vokset sig stort og stærkt, og som måske er havnet lidt langt væk fra startstedet. I stedet for at navigere det projekt tilbage til sine rødder, har man valgt at lave et andet projekt, som minder mere om det førstes udgangspunkt. Den slags har jeg dyb respekt for, i stedet for at man har et enkelt band, der befinder sig mellem to stole, og så går man ud og laver noget helt andet, der så kan tilfredsstille det aspekt af sin kreativitet. Bagsiden af den medalje kan dog nemt være, at det nye projekt hurtigt føles som, ja, et sideprojekt, som man kigger til nu og da – og derved noget, der måske ikke helt får den kærlighed og opmærksomhed, det egentlig fortjener. Fuath fremstår nu hverken forsømt eller omsorgssvigtet, men det dog tydeligt, at Saor er Marshalls primære projekt samt store kærlighed.